0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Professor om indvandringen i Europa: Tiden er inde til at bygge mure med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter

Efter Anden Verdenskrig var der en stærk tro på, at den nordiske velfærdsstats model var så robust og tiltrækkende, at den kunne integrere alle ’fremmede’. Det troede professor i europæisk idéhistorie Uffe Østergaard også – men det gør han ikke længere. I dette essay beskriver han sin bevægelse væk fra ideen om multikulturalisme til ønsket om at bygge mure rundt om Europa.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Danmark 1950'erne Ungarnske flygtninge ankommer med toget til Hovedbanegårdeni 1956. Dengang, flygtninge blev budt velkommen uden mange forbehold.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er svært ikke at blive grebet af medfølelse og sorg, når man konfronteres med de tragiske flygtningeskæbner i landene omkring Middelhavet og på Balkan. Og man gribes af magtesløs harme over beretningerne om den behandling, de udsættes for af menneskesmuglere og brutalt politi i Tyrkiet og Balkan for ikke at tale om gruen ved den behandling, migranterne udsættes for i Sahara-staterne i Nordafrika. Samtidig er glæden stor ved beretningerne om velfungerende indvandrere og velintegrerede efterkommere af flygtninge, som der heldigvis er mange af.

Problemet er bare, at de integrerede og velfungerende ikke er hele sandheden om følgerne af indvandringen, sådan som mange troede i den optimistiske sidste halvdel af det 20. århundrede, jeg er vokset op i. Der er opstået parallelsamfund med egne normer, områder, vi med et lidt uheldigt ordvalg omtaler som ghettoer.


I overensstemmelse med den almindelige socialdemokratiske fremgangsoptimisme regnede vi i tiden efter Anden Verdenskrig med, at den nordiske velfærdsstats model var så stærk og tiltrækkende, at den kunne integrere alle ’fremmede’, som vi kaldte alle ikkeskandinaver, selv tyskere. Flygtninge var ungarere i 1956, polakker efter 1968, amerikanske modstandere af krigen i Vietnam, ofre for kuppet mod Salvador Allende i Chile 1973 og vietnamesiske bådflygtninge. De blev modtaget med varme og gled uden større problemer ind i det ekspanderende industrielle velfærdssamfund, hvor der var brug for alle. Selv universiteterne, der ellers var gode til at beskytte nationale kandidater mod andre landes uddannede.

’Gæstearbejdere’ fra Tyrkiet, Jugoslavien og andre lande blev opfattet som ’gæster’, dvs. midlertidig arbejdskraft, der ikke behøvede at lære dansk, fordi de ville rejse ’hjem’ igen. Det gjorde de ikke, men det tænkte man ikke over i 60’ernes hastige vækst. Af samme grund var der ingen problemer med at leve op til de regler for at modtage flygtninge, som det internationale samfund havde vedtaget efter Anden Verdenskrig i dårlig samvittighed over 1930’ernes afvisning af flygtninge fra nazismen og dens ugerninger.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter