Flygtningelejren på Samos er så overfyldt, at der bor lige så mange mennesker udenfor i den såkaldte Jungle. I alt omkring 4.000 mennesker. Junglen har hverken vand, elektricitet eller sanitære installationer. Men masser af rotter og slanger, der trives i affaldsdyngerne.
Flygtninge fanget i ferieparadis:
»Alle vil dø. Vi er ligeglade ... Vi er allerede døde!«
Hver dag sejler flygtninge fra Tyrkiet til de græske øer, hvor de opbevares i elendige lejre. Ofte i årevis. Især Lesbos og Samos er hovedindgange for folk, der søger til Europa. De seneste to år har Politiken i en række artikler fra Middelhavet, Grækenland, Frankrig, Sverige, Italien og Bosnien-Hercegovina beskrevet, hvordan Den Europæiske Union modtager de alt andet end populære gæster. Dette er et tilbageblik og et punktum for serien.
Jeg sidder i en halvtom flyver til Samos og sutter på det bolsje med syntetisk hindbærsmag, stewardessen lige har givet mig. Imens tænker jeg over, hvorfor i hele hule helvede fotografen og jeg absolut skulle foreslå den her tur.
Under mig forsvinder Athens vidtstrakte forstæder, og snart dukker de første øer op i det utrolig blå Ægæerhav. På rækken bagved sidder et ældre tysk ægtepar med solrynket hud.
Og ved siden af mig sidder fotografen, som jeg nu i to år har rejst rundt i Europa med for at dokumentere, hvordan Den Europæiske Union gør sit bedste for at forhindre flygtninge og migranter i at krydse sine grænser. Man kalder det nødvendighedens politik.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
