En undseelig italiensk by er blevet et symbol på Europas kuldsejlede migrationspolitik:
»De fleste hvide tænker, at vi også er sorte inde i hovedet. De vil ikke have noget med os at gøre«
På stationen i den italienske by Ventimiglia ligger hver nat en del flygtninge og migranter og sover på gulvet, mens de venter på et tog til Frankrig. Mange af dem bliver smidt i arresten, så snart de krydser grænsen. Og sendt tilbage til Italien. Så prøver de igen. Nogle vandrer gennem bjergene. Ventimiglia er blevet symbol på Europas kuldsejlede migrationspolitik. Et transitsted for mennesker, der har taget turen fra det libyske helvede over Middelhavet til Italien. Som nu vil af med dem.
Toget afgår fra Ventimiglia 14.57. Vi stiger om bord sammen med fire ældre kvinder med hatte og praktiske sko. De sætter sig over for hinanden på de blå plyssæder, mens de kigger i deres indkøbsposer og sludrer på amerikansk.
I den modsatte side af kupeen sidder en sort ung mand på et lidt længere sæde med ryggen mod vinduet. Han har høj frisure og er ikke ret stor. Kan dårligt være fyldt 20 år. Han sidder foroverbøjet, som en spændt flitsbue og kigger skiftevis i den ene og den anden retning. Bagud. Forud.
Da dørene smækker i, og toget langsomt forlader stationen, rejser fyren sig og stopper hurtigt sin taske ned i et hulrum mellem ryglænet og væggen.
Han blinker til damerne og kravler ind under sit sæde.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
