Højsæson for druknedød i Middelhavet: De fleste af de forkomne flygtninge hives i sikkerhed, andre dør i havet omkring de frivillige

Internationalt 18. jun. 2017 kl. 07.39

Jacob Ehrbahn

Fotograf

Kjeld Hybel

Kulturreporter

Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En tidlig lørdag morgen sidder jeg på Monkey Island, det højeste sted på skibet, og gransker horisonten gennem en tung kikkert. Her er godt fyldt op med orange redningsveste og master med satellitantenner og andet navigationsudstyr.

Plus den træbænk, jeg har plantet mig på.

Det ligner en havebænk, og et øjeblik forestiller jeg mig, at den står foran et sommerhus på en dansk kyst, og at jeg sidder og nyder brisen fra havet og glæder mig over, at jeg ingenting skal, og at verden virker helt i orden.

Så sætter jeg igen kikkerten for øjnene og tager en runde mere langs horisonten. 360 grader. Ingenting at se, bortset altså fra Middelhavet.

Det er godt en uge siden, fotografen og jeg sammen med 15 andre besætningsmedlemmer sejlede fra Malta om bord på det lille tyske ngo-skib ’Sea-Watch 2’ og satte kursen mod den libyske kyst.

I en afstand af 24 sømil fra Libyen patruljerer vi frem og tilbage, mens vi spejder efter mennesker fra Afrika, Mellemøsten og indimellem også fra Bangladesh, folk, som forsøger at krydse havet og nå frem til Europa, stuvet sammen på åbne træbåde eller – for det meste – på ti meter lange, skrøbelige gummibåde, der nogle gange er lappet sammen med gaffatape.

Jeg holder udkig sammen med Florin, en stille og eftertænksom elektriker fra Rumænien, der ligesom tre andre om bord til daglig arbejder på et Greenpeace-skib.

Havet er roligt. Vi har solen i ryggen. Og nu siger Florin:

»Jeg synes, jeg kan se noget derude om bagbord. Tjek det lige ...«.

Jeg løfter kikkerten. Jo, det der kunne godt være en flygtningebåd.

Det er ikke nemt at få øje på sådan en båd. De er tungt lastede med mennesker og ligger så lavt på vandet, at de ikke altid dukker op på radaren. Så hvis ikke vi hele tiden studerer havet i vores kikkerter, risikerer vi at sejle forbi en båd uden at opdage den.

Indtil videre har denne mission været forholdsvis fredsommelig.

Okay, allerede den første morgen fandt vi ganske vist en stor hvid gummibåd med 125 mennesker om bord. Vi tog fat på at evakuere de udmattede, dehydrerede og overophedede passagerer, og redningsaktionen forløb i og for sig planmæssigt. Indtil bunden pludselig røg ud af fartøjet, og mænd og kvinder kæmpede for ikke at drukne inde i båden.

Fire af dem kæmpede forgæves.

Så løjer vinden af

Så gik der fem dage, hvor ingenting skete. Vi patruljerede bare fra øst mod vest og tilbage igen i den del af den såkaldte search and rescue-zone, der ligger vest for Tripoli.

Frem og tilbage, frem og tilbage.

En nat snusede et krigsskib til os. På radaren kunne førstestyrmanden, hollandske Rein, se, at skibet lå og ventede ude om styrbord. Med ét satte det kursen mod os.

Krigsskibet zigzaggede imod ’Sea-Watch 2’ som for at teste, hvem der først drejede af. Et regulært chicken race! Til sidst strøg skibet foran os i 300 meters afstand. Hvilket er uhørt tæt på, når man har et stort og tomt hav til rådighed. Så forsvandt det igen.

»Det var helt klart et forsøg på at intimidere os«, sagde Rein næste morgen. Han kunne ikke se, hvilken nation skibet tilhørte.

Den slags sker jævnligt for ’Sea-Watch 2’ og for de andre ngo-skibe, der sejler rundt og fisker folk op af Middelhavet. Den Europæiske Union har for længst fået nok af alle disse flygtninge og migranter, der sætter livet på spil for at nå frem til unionens kyster. Stemningen i Europa er mildest talt ikke med disse mennesker. EU støtter den libyske kystvagt, som på det seneste er begyndt at skyde efter flygtningene, og forsøger på alle tænkelige måder at forhindre de flygtende i at forlade Afrika.

Og så er det selvfølgelig irriterende, at ngo’er som Sea-Watch sejler ud for at hjælpe dem, der ellers så godt som sikkert ville drukne i Middelhavet. Sandsynligheden for, at en af bådene rent faktisk klarer de 300 kilometer over havet, er tæt på nul.

Men bortset fra episoden med det anonyme krigsskib var det fem fredelige dage.

Havet var for uroligt til, at de libyske menneskesmuglere kunne få de billige og overlæssede gummibåde ud gennem den stærke brænding og videre ud på havet. Bådene er typisk udstyret med en beskeden påhængsmotor, der kun har hestekræfter nok til at holde en fart på tre knob, hvilket langtfra er nogen svimlende hastighed.

Den sjette dag havde vinden imidlertid lagt sig. Og om morgenen dukkede en træbåd med cirka 140 mennesker op i synsfeltet.

Lidt senere dukkede yderligere tre træbåde op. Og så en gummibåd. Der var nok at tage fat på, men vi var ikke det eneste ngo-skib på stedet. Læger uden Grænser var der med det store, veludrustede skib ’Vos Prudence’, spanske ’Golfo Azzurro’ fra Open Arms var der, og den lille tyske ngo Sea Eye med ’Seefuchs’.

Der var med andre ord dækket grundigt op med ngo’er. Skibe fyldt med frivillige, der bruger deres ferie på at være redningsfolk.

Og der var ingen panik blandt de sammenlagt godt 700 flygtninge. Nogle af dem begyndte endda at synge en sang. De kom fra Marokko, Egypten, Elfenbenskysten, Gambia, Senegal, Tunesien, Bangladesh og sikkert fra flere lande, jeg ikke fik fat i.

Efterhånden som flygtningene kom om bord på ’Vos Prudence’, sejlede en lille patruljebåd fra den libyske kystvagt rundt og pillede motorerne af de tomme fartøjer, hvorefter de stak ild til bådene. Sorte røgsøjler steg op mod den blå himmel.

Og nu vidste vi efterhånden, hvad en redningsaktion gik ud på.

Troede vi.

Jeg sidder der på udkigsbænken og sludrer med Florin om operationen dagen før, da vi får øje på flygtningebåden et stykke ude mod horisonten. Vi har et ’target’, som det hedder.

»Gør klar til at sætte ’Tornadoen’ i vandet«, lyder det i højttaleren.

Hello, I’m Chris

’Tornadoen’ er en af de to hurtige motorbåde på ’Sea-Watch 2’. Den anden er ’Delta’. Uden de to små både kunne vi godt glemme alt om at redde nogen på havet. Uden ’Delta’ og ’Tornado’ ville ’Sea-Watch 2’ være som en livredder uden arme og ben.

Kranen på agterdækket svinger ’Tornadoen’ i søen, mens otte mand holder i de fire liner, der skal forhindre båden i at hamre ukontrolleret mod skibssiden. Så klatrer tyskitalienske Chris om bord. Det er stort set altid ham, der sidder bag rattet på ’Tornado’.

Chris er 44 år, bor i Wuppertal og var tidligere mekaniker, nu lever han af at importere værktøj fra Japan. Han bor alene med sin hund, Ivy, som passes af hans gamle, skleroseramte mor, når han ikke er hjemme. Og det lyder jo rimeligt stille og roligt.

Men der er også en anden side af Chris.

Han indsamler kasseret mad fra supermarkeder i Wuppertal og deler det ud til hjemløse og andre sultne. Og han kører en gang om året en lastbil med ting og sager til en hviderussisk landsby, hvor børnene stadig lider under følgerne af den eksplosion på atomkraftværket i Tjernobyl, som for 31 år siden sendte en radioaktiv sky lige i hovedet på deres forældre.

Chris har meget energi, det er åbenlyst for enhver. Han dykker, sejler og klatrer i bjerge. Og hvis man har et så godt liv, som han synes, han har, så skal man også give noget tilbage.

»Jeg kan godt lide at hjælpe folk. Og jeg kan ikke lide at se folk drukne. Længere er den ikke«, siger han.

Det er ikke noget, han gør et stort nummer ud af, faktisk er jeg nødt til at pine de her ting ud af ham.

For nogen tid siden forærede en af hans venner ham et bælte med et Superman-spænde, og selv om de fleste medlemmer af ’Sea-Watch’-besætningen inden for hver deres felt er kompetente typer, så er Chris med sikkerhed den eneste, der kan slippe godt fra at spankulere rundt med sådan et bælte på.

Nu pisker han hen over bølgerne med ’Tornadoen’. Med sig har han den unge arabisktalende italiener Gennaro plus den lige så unge tyske sygehjælper og brandmand Max fra Hamburg.

De er hurtigt fremme ved flygtningene, som sejler i en blå træbåd. Der er ikke så mange om bord, cirka 40, og ingen har brug for akut lægehjælp. En moden mand, der af vækst er som en lille dreng, sidder i sin sorte træningsdragt forrest i båden, som var han en lykkebringende maskot, der skal bringe passagererne sikkert frem. Han ligner en kølerfigur, tænker Chris.

Max og Gennaro kaster redningsveste over til alle på båden. Det er altid det første, man gør. Og så hiver man så roligt som muligt de første 10-12 mennesker over på ’Tornadoen’.

»Hello, I’m Chris. Welcome on board«, siger manden fra Wuppertal og sejler det første hold hen til ’Sea-Watch 2’.

Havets sjakaler

Gæsterne installeres på det forreste af brodækket, hvor en udspændt presenning giver dem lidt skygge. Vi deler vandflasker ud. En mand kaster op ud over dækket. Han er ikke den eneste, der er søsyg.

Jeg kigger ud over havet og ser to fiskerbåde, nærmest bare joller med effektive påhængsmotorer, der kredser om den blå træbåd. Det er ikke helt almindelige fiskere.

»Vi kalder dem motorfiskere«, siger 2. maskinmester Thomas, en blid og selvudslettende sømand fra Rostock, der har flere missioner i Middelhavet på bagen.

I de følgende dage møder vi adskillige af de her fiskere. Det er ikke sikkert, de er menneskesmuglere, men de må i det mindste arbejde sammen med smuglerne. De følger efter en flygtningebåd og venter på, at et ngo-skib tømmer den for mennesker, hvorefter de skruer motoren af, så den kan bruges igen til en ny flygtningetransport.

De kredser om flygtningene som sjakaler. Om muligt tager de også selve båden.

Når ngo’erne har tømt en båd for mennesker, mærker de den med spraymaling, så andre skibe, der måtte få øje på fartøjet, kan se, at dets passagerer er reddet og ikke ligger på bunden af havet.

Man skriver ’SAR’ for ’search and rescue’ og så en dato. På siden af denne træbåd står der ’SAR516’, hvilket må betyde, at den er blevet tømt af et ngo-skib i maj 2016. Det er altså mindst anden gang, den her båd transporterer flygtninge ud på Middelhavet.

Jeg vender blikket og hilser på en høj mand, der præsenterer sig som Gabriel. Han er 26 år og fra Sydsudan. Vores gæster er næsten udelukkende unge mænd fra Nigeria, Sudan og Eritrea.

Det er et halvt år siden, Gabriel indledte sin rejse mod nord.

»Du ved, når man ser alle de mennesker bliver slået ihjel, så vil man bare væk. Min lillebror blev dræbt af soldater«, siger han.

Der er et hårdt blik i hans øjne, da han fortæller mig, at han efterlod sin kone og sin halvanden år gamle søn i hjemlandet, hvor hans forældre og hans fem andre brødre også stadig befinder sig.

Da han ankom til Libyen, blev han passet op af bevæbnede mænd, der smed ham i fængsel og sagde, han skulle ringe til sin familie og få dem til at sende nogle penge. Han havde ingen familie, løj Gabriel. Så lukkede de ham ud og tvang ham til at arbejde på byggepladser. Han arbejdede i tre måneder for at få en plads på en båd til Europa. Nu drømmer han om at komme til England eller måske til Australien.

»Men jeg ved ikke, hvilke muligheder ...«.

Jeg afbryder Gabriel midt i den sætning, fordi jeg pludselig ser en masse orange redningsveste i vandet nogle få hundrede meter foran ’Sea-Watch 2’. Der noget her, der ikke stemmer.

Den punkterede gummibåd

Mens jeg har talt med Gabriel har to store gummibåde fyldt med flygtninge nærmet sig vores skib.

Den ene befandt sig lige uden for den libyske 12-sømile-grænse. En linje, vi under ingen omstændigheder kan overskride. Gummibåden har alvorlige problemer. Motoren virker ikke, båden driver planløst omkring på havet med rundt regnet 120 mennesker om bord.

Chris og hans ’Tornado’-mandskab er på pletten og kalder broen på ’Sea-Watch 2’. Chris foreslår at springe om bord i gummibåden og gøre et forsøg på at fikse motoren, den slags er han god til.

Men Kim, vores sydkoreanske kaptajn, siger nej. Han beordrer Chris til at fastgøre en line til gummibåden, så de kan trække den længere væk fra libysk farvand, hvor vi så kan fortsætte redningsaktionen.

Men det er ikke bare gummibådens motor, den er gal med, der er også noget i vejen med fronten af båden, finder Chris ud af, da han har fastgjort linen og begynder at trække i den.

Båden bevæger sig underligt sidelæns.

Mens Chris giver ’Tornadoen’ gas, holder Max øje med gummibåden. Pludselig hører han den lyd, han mindst har lyst til at høre: PPFFFFFFFFFTT … Den forreste ende af den tæt pakkede gummibåd er punkteret. Luften fiser ud.

»Kap linen, Max«, råber Chris, der vil sikre, at ’Tornadoen’ bevarer sin manøvredygtighed.

Han sejler tættere på gummibåden og begynder hurtigt at dele redningsveste ud til passagererne på den nu langsomt synkende båd. Men folk står og sidder så tæt, at det er svært for dem at få vestene ordentligt på. De, der står yderst, presses bagfra af de mange mennesker, der så småt er ved at gå i panik.

Efter 5-10 minutter falder de første i vandet.

Selv en ''Tornado'' kan synke

I mellemtiden er vores anden speedbåd, 'Delta', gået i gang med at dele redningsveste ud til folk på den anden gummibåd, der befinder sig et godt stykke fra den punkterede båd.

Bag rattet på ’Delta’ sidder den erfarne Greenpeace-kaptajn Sabine, og hun har den tyske læge Robert og elektrikeren Florin med i båden. Sidste mand om bord er Politikens fotograf.

Der er flere ngo-skibe i nærheden af os nu. ’Phoenix’ fra organisationen Moas, ’Juventa’ fra Jugend Rettet og spanske ’Golfo Azzurro’. Men ’Sea-Watch 2’ var først på stedet, og det er os, der fører an under operationen.

Nu hører ’Delta’-mandskabet Chris råbe i radioen.

»Der er folk i vandet! Folk drukner! FOLK DRUKNER!«.

Sabine reagerer prompte. Hun vender 'Delta' og presser gashåndtaget helt i bund. Med 30 knob i timen farer båden hen over vandet. At sidde på en lille båd, der sejler med den hastighed, er lidt som at ride på en hidsig tyr.

I løbet af få minutter er de fremme ved 'Tornado' og den synkende gummibåd. Det er et foruroligende syn, der møder dem.

Chris og hans hold har reddet en del mennesker op på den ekstra gummiflåde, de som en slags anhænger har transporteret redningsveste i. Flåden er hægtet på siden af 'Tornado'.

Men Chris har også, stik imod sit instinkt, hevet folk op på 'Tornado'. Måske 22 mennesker. Alt, alt for mange.

»Jeg ville have børnene op af vandet. Og dem uden redningsvest«, siger han, da vi et par dage senere gennemgår forløbet.

»Der var flere og flere i vandet. Det var sindssygt. De var alle vegne omkring os. Jeg var så glad for, at skruen på 'Tornado' var beskyttet med trådnet. Ellers ...«.

Den sætning er der ingen grund til at fuldføre.

Den ekstremt sødygtige redningsbåd, som ikke burde kunne synke, har alvorlige problemer. Den store motor står halvt under vand, men kører mærkeligt nok stadig.

Men ikke ret længe. Pludselig går motoren i stå. Dermed også den pumpe, der havde kæmpet for at tømme 'Tornadoen’ for vand.

»Det var der, jeg tænkte, at vi virkelig var på røven«, siger Chris. »Jeg tog begge radioer og råbte: Båden er overfyldt«.

»Vi synker«.

Max springer i vandet

Chris river sin hjelm af og giver den til en mand og siger til ham:

»Hvis du vil leve, så kæmp for det!«.

De skovler vand ud af båden med deres sko, eller hvad de ellers har at skovle med. Også tolken Gennaros hjelm bliver til en øse. Det samme gør Roberts. Han kaster den ovre fra 'Delta' til en mand på 'Tornado'. Flere flygtninge springer fra 'Tornado' til 'Delta'.

Det er omtrent på dette tidspunkt, at sygehjælperen og ambulanceføreren Max får øje på en gravid kvinde i vandet. Hun har ingen redningsvest på. Max råber til Chris, at han er nødt til at springe ud efter hende. Chris hører det ikke, han har for meget om ørerne. Men han ser, at Max tager et hovedspring.

Max sparker sine støvler af i vandet og får bjærget kvinden hen til 'Tornado'. Selv svømmer han hen til 'Delta', som nu er i fuld gang med at hive folk op af vandet.

Også et par fiskere begynder at hive druknende op i deres joller.

Fotografen på 'Delta' har kameraet hængende om halsen, mens han sammen med Florin trækker folk i sikkerhed. De griber fat i en arm, et ben. Kyler folk ned i bunden af 'Delta'. Flere har tabt bukserne i vandet. Et par gange, når båden bevæger sig i retning af det næste offer, lykkes det fotografen at snuppe et billede.

Chris råber til folk omkring sig, at de skal tage deres redningsveste af og kaste dem ud til dem, der er ved at drukne.

Så lykkes det ham at genstarte motoren. Dermed virker pumpen også igen. Langsomt, langsomt lykkes det ham at manøvrere 'Tornado' hen mod ’Sea-Watch 2’. Han får folk om bord, tømmer 'Tornadoen’ for vand og sejler tilbage til den punkterede gummibåd, som stadig flyder rundt med nogle af de forfærdede flygtninge.

Undervejs opdager Chris endnu en gravid kvinde. Hun flyder rundt i havoverfladen med hovedet nedad.

Han tager den døde om bord. Hun har skum om munden og vidt åbne øjne. Chris dækker hendes ansigt til og tager fat på at transportere de sidste mennesker fra gummibåden til ’Sea-Watch 2’.

Da alle levende er i sikkerhed, rækker nogen en sort ligpose og en båre ned til Chris. Lederen af denne Sea-Watch-mission, Nico fra Amsterdam, springer ned i 'Tornadoen og hjælper Chris og Gennaro med at få den døde kvinde i posen og op på båren.

Oppe på dækket hjælper jeg førstestyrmand Rein med at bære båren med den døde kvinde hen allerbagerst på agterdækket. Vi træder hen over udmattede flygtninge, der nu ligger alle vegne på skibet, de fleste indhyllet i gyldent glitrende redningstæpper.

Velkommen, ’Charlie Papa’

Få timer senere rækker nogen en spillevende baby op til mig fra en af speedbådene. En pige, der bare er nogle uger gammel. Hun betragter mig ubekymret. Det er lige i overkanten af, hvad jeg kan klare, men det varer kun få sekunder, før hendes mor også tumler om bord. Rystende af overanstrengelse overtager hun sit barn.

Hvad er der mere at sige om denne lørdag?

Ikke andet, end at det hele begynder at flyde sammen i mit hoved. Og ikke bare i mit hoved. Det meste af besætningen har det sådan. Den ene gummibåd efter den anden dukker op. Vi mister overblikket over, hvor mange og i hvilken rækkefølge. Nogle tømmes af andre ngo’er. 212 mennesker kommer om bord på ’Sea-Watch 2’, tæller missionsleder Nico sig frem til.

Jeg har en fornemmelse af, at det er flere.

En af dem er den gravide kvinde, Max sprang i havet for at redde. Hun har slugt en masse havvand blandet med den særligt syreholdige benzin, som disse gummibåde bruger. Hverken Robert eller vores anden læge, Steffi, har erfaring med den slags, så de ringer rundt til de andre ngo-skibe i området efter råd.

Og efter ekstra ilt. Kvinden har voldsomt brug for ilt.

En læge kommer straks susende fra ’Juventa’ med ilt og erfaring. Også ’Golfo Azzurro’ sender ekstra ilt. Og kvinden og hendes ufødte barn klarer den.

Snart dukker også et meget stort skib fra den italienske kystvagt op, det går under navnet ’Charlie Papa’. Så godt som alle redningsaktioner i farvandet koordineres af kystvagtens kommandocentral i Rom, MRCC, men det er efterhånden sjældent, at de italienske skibe selv assisterer under operationerne.

For det meste nøjes de med at se til.

I dag er en undtagelse. ’Charlie Papa’ tager samtlige bjærgede flygtninge om bord.

Da den sidste gæst har forladt båden, samler vi de krøllede, isolerende redningstæpper sammen, tomme vandflasker, bunker af gennemblødt tøj.

Det bliver ved og ved

Næste morgen begynder det hele forfra. Jeg springer selv om bord i 'Delta' og suser med Florin bag rattet og 2. maskinmester Thomas som den erfarne hjælper ud til en position, hvor der skal være en træbåd med cirka 80 mennesker om bord.

Det er, må man sige, vip-udgaven af en flygtningebåd. Folk har nogenlunde plads, ingen er akut syge. Det haster ikke voldsomt med at få den tømt, vurderer vi.

Og nu begynder gummibådene i øvrigt at dukke op. Vi pisker videre.

Den første er stopfyldt med mennesker. Vi nærmer os forsigtigt fra agterenden og beder folk om at holde fast i et par liner, så vores både kobles sammen, og de første kan komme sikkert om bord på 'Delta'. Det råd ignorerer de forreste mænd. Så snart vi er inden for rækkevidde, kaster de sig om bord på vores båd. De vælter ned på gulvet.

De har fået nok af den gummibåd.

Vi fylder 'Delta' og sejler de reddede hen til ’Juventa’ fra Jugend Rettet, som er den nærmeste allierede til Sea-Watch.

Folk stinker af benzin. Brændstofdunkene om bord er aldrig tætte. Benzinen løber ud i bunden af bådene og blander sig med saltvand og urin til en ætsende syre, der giver folk lede forbrændinger.

Som regel går det værst ud over kvinderne, fordi de af sikkerhedshensyn anbringes inde midt i gummibåden, siddende på gulvet.

I dag er der masser af motorfiskere på havet. Når vi har tømt en gummibåd, negler de påhængsmotoren. I et tilfælde snupper de motoren, mens flygtningene stadig er om bord. Og så råber fiskerne til os, at de har set endnu en gummibåd et par sømil væk.

Hvad skal vi så gøre? Skal vi ignorere dem for at undgå at blive beskyldt for at samarbejde med menneskesmuglere?

Det har ngo’erne længe været beskyldt for. Europæiske politikere, især dem på højrefløjen, hævder, at menneskesmuglerne inde på den libyske kyst ringer til ngo-skibene, når de sender et af deres miserable, overfyldte fartøjer ud på havet.

Og andet nonsens af samme skuffe.

Men nu ligger de her fiskere altså og peger os i retning af den næste båd. Hvad fanden gør vi?

Vi speeder op og sejler efter fiskerne til gummibåden. Alternativet er, at menneskene om bord drukner. Sådan er det bare.

Det bliver en travl søndag. Vores skib fyldes igen med flygtninge. Sidst på dagen tager ’Charlie Papa’ også denne skare om bord, så de kan blive sejlet til en italiensk havn.

Men da vi har rengjort skibet, og et par besætningsmedlemmer tager et par lettede dansetrin på dækket, lyder kaptajnens stemme over højttaleranlægget:

»Vi har et nyt target«.

Chris taler italiensk

Et par gange i løbet af denne weekend siger Nico til Chris, at han skal tage sig en pause. Det er absolut ikke Chris’ kop te.

Men han adlyder og balancerer så rundt mellem de liggende og siddende flygtninge på dækket af ’Sea-Watch 2’. Han sætter sig på hug og siger et par opmuntrende ord til en kvinde med en dreng, der hedder Simon og vel er et halvt år gammel. Chris hjælper andre med at fylde vandflasker fra en af de slanger, vi har monteret til formålet. Han renser sårene på nogle forbrændte kvinder.

Kort efter er han tilbage på 'Tornadoen’.

På et tidspunkt, mens han sejler i pendulfart med flygtninge fra vores skib til ’Charlie Papa’, råber den italienske kaptajn ned til ham, at han er hamrende træt af, at sådan en ngo som ’Sea-Watch’ ikke kan holde nøjagtigt regnskab med, hvor mange flygtninge der tages om bord på skibet.

»Tak, hr. admiral«, råber Chris spydigt tilbage. Og tilføjer for sig selv: »Forbandede idiot«.

Dagen efter skriger italieneren igen oppe fra broen:

»Jeg har lavet det her redningsarbejde i 7 år. Jeg ved fandeme godt, hvad det er, jeg gør!«.

»Ja, vi har gjort det i 12 dage«, råber Chris tilbage. »Og vi er allerede bedre til det, end I er!«.

Alligevel tager han hatten af for det italienske skib, fordi det rent faktisk vendte tilbage til området søndag aften, da vi fik vores ekstra target.

Det var endnu en gummibåd, der var tæt på at synke.

»Jeg troede ikke, at det røvhul af en kaptajn ville komme tilbage. Men de kom med 40 knob. Jeg havde ellers allerede set de døde ansigter for mig i vandet«, siger Chris.

Først brændte de børnene

Blandt besætningen på ’Sea-Watch 2’ er en tysker i 40’erne med langt hår samlet i en hestehale. Det er Axel Graffmanns.

Til daglig er det ham, der styrer den lille ngo fra hovedkontoret i Berlin. Nu er han for første gang taget med på en mission for at mærke på egen krop, hvad det vil sige at redde mennesker i Middelhavet.

Selv om han i og for sig er øverste chef for foretagendet, overlader han taktfuldt beslutningerne til Nico og Kim. Til gengæld knokler han ligesom os andre løs med flygtningene og alt det andet arbejde, der er på et skib.

Axel beder mig om at lade være med at skrive efternavnene på besætningsmedlemmerne, fordi Sea-Watch-frivillige tidligere har været udsat for ubehagelige angreb fra folk, der helst så, at man lod flygtningene drukne.

Da vi nærmer os enden på den to uger lange mission, sidder jeg sammen med ham på brodækket og gør en slags status.

»Det er svært at sige, hvad turen har betydet for mig. Jeg er stadig dybt berørt af de billeder, jeg har på nethinden. Alle lidelserne … Jeg tænker på, at vi fra besætningen får en psykologisk debriefing, når vi kommer hjem. Men disse mennesker, flygtningene, de får ingen støtte overhovedet ...«, siger Axel.

»Det er som en science fiction film. Vi lever i to helt forskellige zoner. De lever i lortezonen. De har intet perspektiv, ikke en chance. Deres eneste mulighed er at sejle ud med en gummibåd«.

Han ser absolut ingen tegn på, at situationen ændrer sig. Ingen politisk vilje til at tage fat, hvor det virkelig ville betyde noget, nemlig ved at ændre forholdene i de lande, folk flygter fra.

Det slår ham, hvor lidt vi ved om de lande.

»En fyr fra Sydsudan sagde til mig: Well, de brændte børnene i min landsby. Så dræbte de kvinderne, fordi de ville være sikre på, at der ikke blev født flere børn ... Det gik op for mig, at jeg intet vidste om livet i Sydsudan. Men hvordan kan vi hjælpe folk, når vi intet ved om dem?«.

Den sidste gummibåd

På mange måder ligner flygtningenes historier hinanden. I hvert fald dem, jeg selv opsnapper på skibet, mens jeg deler vand og tæpper ud og viser folk, hvor toiletterne er.

Det er kun brudstykker af livshistorier fortalt på sporadisk engelsk. De handler typisk om bestialske overgreb, borgerkrig, myrdede familiemedlemmer, bombede landsbyer.

Den slags flygter man fra.

Så ankommer man til Libyen og slutter sig til den million flygtninge, der allerede venter på en gummibåd. Her bliver man fængslet, sat i lejre, torteret, solgt som slave og, hvis man er kvinde, voldtaget igen og igen og igen. For nogle står det på i 3-4-5 år.

Der er ikke noget at sige til, at nogle af flygtningene som noget af det første kaster deres libyske pengesedler i havet, så snart de kommer om bord på ’Sea-Watch 2’. Goodbye, Libya!

Og så handler det jo om den der drøm om, at tingene kan være anderledes. Drømmen om, at Europa er et sted, man kan leve.

Det er en historie i den stil, ghaneseren Isaac fortæller mig. Han fortæller mig det mandagen efter den weekend, hvor flygtningene blev ved og ved med at komme.

Tidligt mandag morgen ringer kommandocentralen i Rom og spørger, om vi kan finde en stor gummibåd, som ligger og driver rundt ikke mange sømil fra den libyske kyst.

Vi kan da prøve, svarer missionens chef, Nico, der ligesom os andre er ved at være lidt flosset i kanten.

Nogle timer senere er vi fremme ved den angivne position og sætter 'Delta' i vandet. Nico ringer til Rom og beder om tilladelse til at tage de cirka 130 mennesker om bord. Svaret er ja, så længe vi ikke sejler ind i libysk farvand. Faktisk kan vi i kikkerten tydeligt se skorstene og fabrikker inde på kysten.

Gummibåden driver mod nord, i vores retning. Væk fra Libyen. Allerede på afstand kan Sabine, der styrer 'Delta', se og høre, at de her flygtninge er ude af sig selv. De råber og vifter med armene.

'Delta' giver dem noget benzin, så de selv kan sejle det sidste stykke hen til ’Sea-Watch 2’, hvor de får lov til at fortøje direkte ved skibssiden. Nico springer ned i båden og prøver at berolige folk.

Så begynder vi at tage dem om bord.

Velkommen til Europa

Vi har set en del de foregående tre dage, men vi har ikke set nogen, der er så medtagne som de mennesker, der nu slæber sig om bord på vores skib. De ligner spøgelser.

Flere synker om på dækket, så snart de er om bord. Med forstenede ansigter. Mange af mændene er kun iført underbukser.

Jeg stikker hovedet ud over skibssiden og kigger ned i den nu tomme gummibåd, hvor resten af deres beklædning ligger spredt ud over bundbrædderne, dyngvådt tøj. Midt i båden står Nico, den erfarne redningsmand, som er professionel klatrer.

Jeg har aldrig før set ham så rystet.

Vi hjælper folk til rette på ankerdækket ude foran og på brodækket. De otte kvinder får de mest skyggefulde pladser. En af dem er gravid og har det virkelig dårligt. Hendes mand er Isaac.

Han spørger mig først, om han må tage et brusebad, så han kan køle sine forbrændinger lidt af. Han trækker ned i sine underbukser og viser mig sårene.

Isaac fortæller så, at de har været på havet i tre dage, og at vandet slap op på andendagen. Smuglerne, der sendte dem af sted fra Libyen, forsikrede dem om, at det kun ville tage 3-4 timer at nå frem til Italien. Det ville være som at krydse en bred flod.

De sejlede og sejlede, og de mistede orienteringen, og efter tre dage befandt de sig stadig tæt på Libyens kyst.

Dagen før var seks mennesker faldet i vandet. Tre af dem druknede, fortæller en af kvinderne mig grædende. Hun var tæt på en af dem, der døde.

’Sea-Watch 2’ er nu alene på havet. Der er ingen andre ngo-skibe. Ingen italiensk kystvagt. Vi har ingen anelse om, hvad vi skal stille op med vores nye gæster. Vi giver dem vand, det er klart. Vi giver dem lidt at spise. De får redningstæpper. Og da mørket lægger sig, finder vi også varme tæpper til dem.

Så melder den italienske kystvagt, at den vil sende to mindre, men virkelig hurtige både fra øen Lampedusa. De vil kunne møde os seks timer senere. Det er en god nyhed.

Klokken er et natten til tirsdag, da den første af de italienske både lægger til på siden af os. Det er højteknologiske både, og soldaterne på dækket er iført hvide beskyttelsesdragter, gummistøvler, gummihandsker. Nogle af dem har masker for næse og mund. De ligner nogle, der skal nedkæmpe en dødeligt smitsom sygdom. De ligner væsener fra en anden planet.

Flygtningene, som efter 10 timer på ’Sea-Watch 2’ er faldet lidt til ro, ser skrækslagne ud, da de lader sig trække om bord på de to italienske både. Soldaterne skriger ad dem. Sparker dem.

Jeg står på agterdækket sammen med førstestyrmand Rein og betragter den brutale overdragelse.

»Røvhuller«, mumler Rein.

»Hvad tror du, der venter de her mennesker«, spørger jeg.

»De sejler dem til Lampedusa, hvor de vil blive anbragt i lejre. De fleste af dem vil på et tidspunkt blive sendt tilbage til det land, de kommer fra. Resten af dem vil få et lorteliv i Europa«, siger han.

Da alle flygtningene er sejlet væk, rydder vi op på skibet. Bagefter mødes det meste af besætningen på det forreste brodæk. Klokken er vel to om natten. Det varer lidt, før nogen siger noget.

Så tager Florin ordet.

»Er det så det«, spørger han.

Nico nikker. Det er så det.

Ifølge hans lille notesbog har vi de seneste to uger været med til at redde 14 både. Mindst 1.400 mennesker. Desværre var der 5, som døde. Og nu sejler vi tilbage til Malta.