Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Jesper Mortensen
Foto: Jesper Mortensen

Fejl i teledata udskyder den stort anlagte forbudssag mod Loyal to Familia

Teledataskandalen udvikler sig. Den principielle sag om at forbyde Loyal to Familia udskydes nu som afledt konsekvens af politiets fejl i behandlingen af teleoplysninger.

Danmark

Forbudssagen mod Loyal to Familia, som efter 22 retsmøder egentlig var gået ind i sin afsluttende fase, udsættes.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Årsagen er teleskandalen og Rigsadvokatens seneste erklæring om foreløbig to måneders stop for brugen af teleoplysninger som bevismateriale i straffesager.

I det lys har anklagemyndigheden »fundet det rigtigst« at bede om udsættelse i den stort anlagte og meget principielle forbudssag. Indtil videre i to til tre måneder.

»Det gør vi, fordi der i forbudssagen blandt andet indgår en række straffedomme, hvor teleoplysninger i varierende omfang har indgået. Disse sager skal nu undersøges nærmere«, forklarer chefanklager i Københavns Politi Ida Sørensen i pressemeddelelsen fra myndighederne.

Det er nu op til Københavns Byret at beslutte, hvorvidt man vil følge indstillingen fra anklagemyndigheden. Forinden skal anklageren dog argumentere for sit syn på sagen i retten. Det vil ske på fredag, hvor det næste retsmøde i forbudssagen er fastsat.

Ifølge den oprindelige plan var det nu blevet tid til, at anklagemyndigheden skulle procedere. Og efter weekenden ville det så være blevet forsvareren Michael Juul Eriksens tur. Stod det til ham, så kørte sagen videre efter den oprindelige plan. Også selv om der på det seneste er blevet sået alvorlig tvivl om telebevisernes troværdighed.

»For set fra mit synspunkt har de tidligere afgørelser (som er blevet fremlagt i forbudssagen, red.), som anklagemyndigheden læner sig meget op ad, ikke den store betydning for denne sag. Så for min skyld behøvede vi ikke at stoppe«, forklarer han.

Michael Juul Eriksen henviser til, at det aldrig er hensigtsmæssigt, hvis der indføres en lang pause mellem selve bevisførelsen og afgørelsen i en retssag.

»Men jeg forstår godt anklagemyndighedens synspunkt, og at de nu må gøre, som de gør. Og uanset hvor meget jeg ville modsætte mig, så har jeg en realistisk opfattelse af, at retten nu kommer til at følge anklagemyndighedens anmodning«, siger han.

10 sager i søgelyset

Forbudssagen er et politisk prestigeprojekt fra den foregående regering. Og det er et historisk opgør om at få bandegrupperingen Loyal to Familia (LTF) forbudt, som altså nu er blevet sat i bero for en periode.

Siden sagen blev indledt i Københavns Byret i februar i år, er der blevet fremlagt omkring 30 domme i anklagemyndighedens forsøg på at få LTF erklæret ulovlig. Ifølge Michael Juul Eriksen indgår der teleoplysninger i 10 af sagerne.

»I flere af dem har vi fået oplysninger om, at de var ramt af mangler. Og det var endda, inden man begyndte at kigge på de nye fejl med masteoplysninger«, fortæller Michael Juul Eriksen.

Først kom det frem i juni, at teleoplysningerne var mangelfulde i op til 10.000 straffesager hen over en årrække. Og senest har det vist sig, at der også har været fejl i de oplysninger fra telemaster, som politi og anklagemyndighed har brugt som indicier for mistænkte personers tilstedeværelse på et særligt tidspunkt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På grund af de nye oplysninger om fejl i teleoplysningerne besluttede Rigsadvokaten søndag aften at suspendere enhver brug af telebeviser ved domstolene frem til 18. oktober.

Michael Juul Eriksen ved endnu ikke, om nogle af LTF-sagerne risikerer at skulle gå om. Det er endnu for tidligt at konkludere. Men han mener ikke, at det vil være for tidligt at ophæve straksforbuddet mod LTF, som i øjeblikket er gældende, og som forbudssagen skal placere inden for eller uden for grundlovens rammer. Især ikke nu, når det står klart, at der kommer til at gå endnu længere tid, før byretten kan træffe en afgørelse.

»Det er meget urimeligt, at det midlertidige forbud ikke suspenderes«, siger Michael Juul Eriksen, der vil argumentere for netop denne opfattelse på fredag, når han står over for dommeren i Københavns Byret.

Dog rykker teleskandalen ikke umiddelbart ved anklagemyndighedens syn på sagen.

»Anmodningen om udsættelse af forbudssagen ændrer efter vores opfattelse ikke ved grundlaget for det foreløbige administrative forbud«, erklærer chefanklageren Ida Sørensen i politiets pressemeddelelse.


Et »drastisk« skridt

Udskydelsen af forbudssagen er en naturlig følge af Rigsadvokatens instruks til alle offentlige anklagere søndag aften om at suspendere enhver anvendelse af teleoplysninger som bevismateriale ved domstolene.

Reaktionen kom, efter at den ene fejl efter den anden har åbenbaret sig i Rigspolitiets behandling af de teleoplysninger, som indhentes fra teleselskaberne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Som Politiken berettede tirsdag, er der allerede sket en række løsladelser samt aflyste hovedforhandlinger ved domstole rundtomkring i landet.

»Det er en drastisk, men nødvendig beslutning, jeg har taget af hensyn til retssikkerheden. Selvfølgelig kommer den til at betyde en masse praktisk og ressourcemæssigt. Men vi lever i et retssamfund, og jeg har truffet denne beslutning, fordi det er fuldstændig afgørende, at borgerne kan have tillid til bevisførelsen. Der vil være en masse afledte konsekvenser, men dem må vi tage med«, sagde rigsadvokat Jan Reckendorff til Politiken mandag.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden