Efter over et halvt års granskning af et ukendt antal sager har politiet og anklagemyndigheden endnu ikke fundet noget eksempel på justitsmord som følge af politiets fejlagtige teleoplysninger. Til gengæld har en række dømte personer søgt om at få deres straffesag genoptaget som følge af politiets mangeårige sjusk med telebeviserne.
»Der ses på nuværende tidspunkt at versere syv genoptagelsessager, som angår bl.a. anvendelse af teledata, ved Klageretten«, lyder det fra Den Særlige Klageret, som tager stilling til genoptagelse af straffesager, når andre appelmuligheder er udtømt.


























