Regeringens støttepartier forstår ikke, at regeringen ikke henter to små børn, der har siddet i en syriske fangelejr i mere end to år, hjem. Udenrigsministeriet har nemlig i tre måneder ligget inde med en lægeerklæring, hvor der står, at børnene kan få »alvorlige, permanente psykiske men«, hvis de ikke kommer væk fra lejren og ud af Syrien.
Børnene på henholdsvis tre og fire år har siden januar 2018 været spærret inde i Al-Roj-lejren i det nordøstlige Syrien sammen med deres etnisk danske mor, der i i 2014 rejste til Raqqa i Syrien. Hun har flere gange forgæves forsøgt at slippe væk fra Islamisk Stat og blev under et flugtforsøg i maj 2017 anholdt i det nordlige Syrien og overdraget til de kurdiske styrker i området.
En lægefaglig vurdering, udarbejdet på anmodning af Udenrigsministeriet, konkluderede 4. december 2019, at begge børns helbredstilstand er »alvorlig«, og at »begge børn udviser tegn på psykisk sygdom/lidelse«.
»Det vurderes heller ikke sandsynligt, at der for begge børn er mulighed for behandling af kompliceret angst samt vurdering af eventuel udvikling af ptsd lokalt«, skriver speciallæge Birgitte B. Moltke, der som sagkyndig i Sundhedsstyrelsen har skrevet vurderingen.
Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, vil på baggrund af konklusionen indkalde udenrigsminister Jeppe Kofod (S) i en forespørgselsdebat om de omtrent 30 danske børn i syriske fangelejre.
»Nu må regeringen ud af busken. Det er ikke forsvarligt, at de er i de lejre«, siger Rosa Lund.
Yderligere oplysninger
Børnenes mormor fortæller i lighed med sin advokat, Knud Foldschack, at Udenrigsministeriet efterlyser yderligere oplysninger baseret på en vurdering fra en lokal læge.
»Man vil have en læge på stedet til at tilse dem. Problemet er bare, at sådan fungerer kommandovejene ikke. De har bedt mig formidle til min datter, at hun bare skal få en læge til at skrive. Men det kan man ikke. Det gør og vil de ikke«, fortæller børnenes mormor, der ikke ønsker at stå frem med navn.
Speciallægeudtalelsen på seks sider er en fjerndiagnose og baserer sig på interview med mormoderen, supplerende dokumentarisk materiale samt faglitteratur.
Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde i sin nytårstale, at hun »altid vil stå på børnenes side«. Men S-regeringen har en skarpere linje over for danske børn i lejren, end søsterpartier i Sverige, Norge og Finland. I september åbnede Kofod på et samråd en dør på klem for hjælp i ekstraordinære situationer: »Et barn, der er ledsaget af dets mor, vil dog som udgangspunkt alene søges evakueret, hvis barnet befinder sig i en alvorlig helbredssituation, som ikke kan behandles lokalt, og som ubehandlet enten kan udvikle sig livstruende eller kan volde alvorlige permanente men«, sagde han.
Varige men
Udlændingeordfører Andreas Steenberg (R) betoner regeringens linje, at handling skal basere sig på konkrete skøn.
»Her står det klart, at der ligger en speciallægeerklæring, som siger, at de børn vil få varige men. Det var det, Kofod satte op som præmis for at hente dem hjem. Derfor bør han gøre det«, siger Steenberg.
Han vil i Folketinget bede Kofod garantere, at børn ikke bliver fejlernæret, udsat for fysiske eller psykiske lidelser. Udenrigsordfører Karsten Hønge (SF) kalder det »ubegribeligt, at man ikke har gjort mere for at få børnene hjem, hvis man har haft den rapport siden december«.
Knud Foldschack betegner det som »forhalingstaktik på et usagligt grundlag«, at Udenrigsministeriet ønsker en lokalt baseret vurdering.
»Jeg mener, at min klient har ret til at få sin datter og sine børnebørn hjem. Det havde hun, før den her regering tiltrådte, og det har hun ikke mindst efter samrådet. Vi har opfyldt betingelserne, som de blev fremlagt på samrådet. Virkeligheden i Danmark i dag er, at danske statsborgere på tre og fire år skal føre retssag for at få hjælp, der er en selvfølgelighed«.
Mette Frederiksen har bl.a. begrundet regeringens linje med, at evakuering af børnene ofte vil betyde, at forældrene så også skal hjælpes, hvilket regeringen ikke ønsker. Ifølge Knud Foldschack vil det være »udtryk for middelalderlig tankegang ikke at hjælpe syge børn hjem, fordi de er krigstraumatiserede og får varige men, og så give dem endnu en skade ved at fratage dem deres mor«.
Ifølge Udenrigsministeriet kommenterer ministeren ikke enkeltsager. I et skriftligt svar hedder det, at en arbejdsgruppe med embedsfolk fra tre ministerier vurderer de konkrete sager enkeltvis ud fra sikkerhedsmæssige overvejelser, humanitære hensyn og retlige forpligtelser.
fortsæt med at læse


























