0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Skat kræver over 1 milliard af Bech-Bruun

»Vildledende« og »usand« siger Bech-Bruun om påstand fra Kammeradvokaten: at advokatfirmaet hjalp tysk bank med at »tilrettelægge svindel-setup«.

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Skatteforvaltningens angreb på et af Danmarks største advokatfirmaer, Bech-Bruun, er endnu hårdere, end det hidtil har været fremme.

Erstatningskravet er markant større end tidligere kendt: 1.191.060.338 kroner lyder kravet på.

Samtidig hævder Kammeradvokaten, som rejser kravet på vegne af Skatteforvaltningen, at Bech-Bruun ikke alene har leveret juridisk rådgivning til den tyske North Channel Bank, som har erkendt groft bedrageri over for den danske statskasse for 1,1 milliarder kroner – det danske advokatfirma har »haft en væsentlig rolle i forbindelse med tilrettelæggelsen af svindel-setuppet i NCB«, og »været helt inde i kernen af udformningen af setuppet, der kostede statskassen over 1,1 mia. kr.«

Det fremgår af det ti sider lange brev med erstatningskravet, som Kammeradvokaten sendte til Bech-Bruun 2. april, og som Politiken er i besiddelse af.

Påstanden er »vildledende og i strid med de faktiske forhold«, skriver advokat Ole Spiermann fra advokatfirmaet Bruun & Hjejle, som repræsenterer Bech-Bruun i striden, i sit svar på kravet, hvor han også kalder Kammeradvokatens anklager »grove« og »usande«.

I bås med bagmændene

Med kravet sidestiller Kammeradvokaten Bech-Bruun med de parter som planlagde og gennemførte en del af det store svindelnummer med refusion af udbytteskat, som fra 2012 til 2015 kostede statskassen 12,7 milliarder kroner:

De amerikanske bagmænd og arkitekter bag svindlen, Jerome Lhote, Matthew Stein og Luke McGhee, som i et forligsdokument har erkendt at have medvirket til at hive 4,1 milliarder kroner ud af statskassen, og som i en aftale med Skattestyrelsen i maj i fjor accepterede at betale 1,6 milliarder kroner tilbage mod at slippe for yderligere erstatningskrav.

Samt bagmændenes bank, North Channel Bank, som ved at udstede falske dokumenter gjorde 28 amerikanske pensionsplaner i stand til at få tilbagebetalt udbytteskat, som de ikke havde krav på.

»Bech-Bruun hæfter – som følge af den udviste adfærd – for det fulde tab, som de danske skattemyndigheder har lidt, og hæfter solidarisk med de andre skadevoldere«, skriver Kammeradvokaten.

Bech-Bruuns påståede brøde i sagen er, at advokatfirmaet i 2014 rådgav North Channel Bank om refusion af udbytteskat fra Danmark. Ikke, hævder Bech-Bruun, om selve skatteteknikken, men om hvorvidt banken løb en risiko for at blive mødt med skattekrav, erstatningskrav eller ligefrem en straffesag, hvis banken agerede depotbank for amerikanskepensionsplaner, som ville søge udbytteskat retur fra Danmark.

Havde det været soleklart, at Bech-Bruun har et ansvar, var man nok kommet med kravet tidligere

At Bech-Bruun rådgav North Channel Bank, som viste sig at være en af hovedaktørerne i den danske skandale om udbytteskat, har Skattestyrelsen vidst i hvert fald siden efteråret 2018, hvor det blev en stor skandale, at Bech-Bruun havde påtaget sig at lave en uvildig advokatundersøgelse af svindlen med udbytteskat for Skatteministeriet uden at oplyse, at advokatfirmaet havde rådgivet en af sagens store skurke.

Ingen talte om erstatning

Skatteministeriet indbragte sagen for Advokatnævnet, som vurderede, at fire Bech-Bruun-advokater havde overtrådt god advokatskik, og Bech-Bruun blev pålagt at betale hele salæret for undersøgelsen, 3,5 millioner kroner, tilbage til Skatteministeriet. Ingen talte på det tidspunkt om, at rådgivningen gjorde Bech-Bruun erstatningsansvarlig.

Måske fordi Skattestyrelsen og Kammeradvokaten på det tidspunkt ikke kendte til en omfattende e-mailkorrespondance mellem Bech-Bruun og den tyske banks advokatfirma, Jones Day, om planerne i Danmark.

Men den har de to parter haft i hænderne i hvert fald siden efteråret 2019, hvor Kammeradvokaten brugte mailudvekslingen i et omfattende svarskrift.

»Havde det været klart at Bech-Bruun har et ansvar, var man nok kommet med kravet tidligere«, siger Ole Spiermann, advokat for Bech-Bruun i sagen.

»Kammeradvokaten har selv brugt korrespondancen over for Bech-Bruun i oktober, så der er i hvert fald gået et halvt år, og det er lang tid, hvis man mener at have mange penge til gode«, mener Spiermann.

Hverken Skattestyrelsen eller Kammeradvokaten har ønsket at svare på spørgsmål i forbindelse med denne artikel.

Mailudvekslingen, som Politiken er i besiddelse af, ændrer ikke på selve den rådgivning af banken, en såkaldt opinion, som Bech-Bruun lagde navn til i august 2014. Men mailudvekslingen viser talrige gange, at den tyske bank forestillede sig en mulighed for, at den refunderede udbytteskat fra Danmark havnede i de forkerte hænder.

Og Bech-Bruun blev præsenteret for aktietransaktioner, som tilsyneladende kørte i cirkler mellem forbundne parter og var uden forretningsmæssig mening. Det burde Bech-Bruun have indset, mener Kammeradvokaten.

Annonce

En aggressiv model

Men det er ifølge Bech-Bruun alt sammen uden betydning, for det var ikke de transaktioner, som Bech-Bruun blåstemplede, at North Channel Bank kunne lægge navn til uden at løbe en risiko.

Men hvorfor, Ole Spiermann, havde banken så brug for at få Bech-Bruuns ord for, at den sandsynligvis ikke løb nogen risiko, i tilfælde af at udbytterefusionen blev udbetalt til de forkerte?

»Det, der bliver forelagt, er en ny og måske aggressiv model, hvor bankens amerikanske kunder planlægger at udnytte særligt gunstige skatteregler. Kunderne ejer ikke aktierne så lang tid, og kunderne afdækker i nogen grad deres risiko ved at eje dem – de har fra en anden advokat fået en positiv vurdering af modellen, men ingen kender det endelige svar på, om modellen opfylder de danske skatteretlige betingelser for at få udbytteskatten retur. Hvis betingelserne ikke er opfyldt, kan der være en risiko for, at Skat udbetaler penge, som så skal kræves tilbage. Så er det ikke unaturligt at spørge: Risikerer banken noget i den situation? Og det er det, Bech-Bruun svarer på«.

Ole Spiermann ønsker over for Politiken ikke at vurdere, hvorfor Bech-Bruun bliver mødt med et milliardkrav, men henviser til svarbrevet, hvori Bech-Bruun afviser at betale:

Staten »har ved et forlig efter hemmelige forhandlinger og af uoplyste grunde afstået fra at få det fulde beløb, som fejlagtigt blev udbetalt i refusion af udbytteskat, tilbage fra North Channel Bank og de faktiske udenlandske modtagere. Det har medført et tab, som Skatteforvaltningen i stedet med krævebrevet søger dækket hos et dansk advokatfirma«.

Efter at Bech-Bruun nu har afvist at betale den krævede erstatning, vil Kammeradvokaten på statens vegne bringe sagen for domstolene med en stævning. Det er endnu ikke sket. Milliardkravet er rejst både mod firmaet Bech-Bruun og mod de cirka 50 advokater, som i 2014 ejede det daværende Bech-Bruun I/S.

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie, men der er masser...
    Vi holder sommerferie, men der er masser...

    Henter…

    Du lytter til Politiken går på sommerferie. Vi er tilbage mandag 10. august. Men vi har masser af nye lydoplevelser til din sommerferie.

    Vi har lavet en Roskilde-special til sommeren uden festivaler - det er tre afsnit, hvor du kan høre vores musikskibenter tale om tre årtier med orange musik, de ikke kan glemme.

    Så er der også Poptillægget - det udkommer det meste af juli og bruger sommeren på sit helt eget Protesttillæg om den bevægelse mod racisme og undertrykkelse, som skyller hen over verden lige nu. Hvordan den viser sig i samfundet og kulturen, kan du høre om i fem afsnit.

    I uge 29 har vi premiere på første afsnit af serien 'Elsk mig for evigt'.

    Det er en personlig historie om angsten for at blive forladt - for, at den du elsker, holder op med at elske dig. Og hvad det kan få et menneske til at gøre.

    Og har du ikke allerede hørt den, så er der også serien om skibsbranden på Scandinavian Star, der slog 158 mennesker ihjel. Her gennemgår Politiken-journalist Lars Halskov, hvis journalistik også blev til en prisbelønnet tv-serie på DR, den tragiske historie om Skandinaviens største mordgåde.

    Til sidst kan du også  tage Politikens bedste interview, portrætter og reportager med på stranden. I Politiken Longread, som udkommer senere i juli, kan du høre avisens journalister læse nogle af deres bedste artikler op.

    Hav en smuk sommer.

    Find os både i vores egen podcast-app, Politiken Podcast, og i iTunes