Der bliver næppe brug for en omfattende nedlukning af samfundet til efteråret, selv om smitten igen skulle sprede sig, når temperaturen kravler nedad, og befolkningen holder sig inden døre, hvor virus har mere gunstige betingelser.
Sådan lyder budskabet fra statsminister Mette Frederiksen (S), der selv stod bag den historiske lockdown af Danmark midt i marts som værn mod spredning af smitten med den ny coronavirus.




























