0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Stor aktion: 14 anholdt i terrorsag med tråde til Tyskland

I samarbejde med tysk politi gennemførte politiet herhjemme i weekenden en større antiterroraktion. Ifølge tyske medier er sagens hovedpersoner tre syriske brødre, som har indkøbt ingredienser til fremstilling af bomber.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Presse-fotos.dk/Ritzau Scanpix
Foto: Presse-fotos.dk/Ritzau Scanpix

Kampklædte betjente og kriminalteknikere i hvide dragter er til stede i Holbæk lørdag 6. februar 2021. Politiet holder kortene tæt ind til kroppen, og Martin Bjerregaard, der er kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, vil alene fortælle, at politiet rykkede ud tidligt lørdag aften. (Foto: presse-fotos.dk/Ritzau Scanpix)

Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
Danmark
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I weekenden slog politiet flere gange til i koordinerede anholdelsesaktioner i Holbæk på Vestsjælland.

Lørdag mellem klokken 18.38 og 19.17 blev syv personer anholdt, og natten til mandag rykkede politiet igen ud og anholdt yderligere seks personer.

Baggrunden for aktionerne har siden været hemmeligholdt, men Politiets Efterretningstjeneste (PET) afslører nu, at der var tale om en antiterroraktion mod en persongruppe, som er mistænkt for »at have planlagt et eller flere terrorangreb eller medvirket til forsøg på terror«.

Antiterroraktionen blev gennemført i samarbejde mellem PET og Midt- og Vestsjællands Politi, men forud for aktionen har PET samarbejdet med tysk politi.

»Yderligere én person i samme sagskompleks er blevet anholdt i Tyskland. PET har haft et godt og effektivt samarbejde med de tyske myndigheder«, skriver PET i en pressemeddelelse, hvor tjenesten ikke afslører flere detaljer om det internationale samarbejde.

Flere tyske medier skriver dog, at det var tyske myndigheder, som lørdag udstedte en arrestordre mod tre syriske brødre, som ifølge generalstatsadvokaturen i Naumburg har indkøbt store mængder kemikalier, som kan anvendes til fremstilling af sprængstoffer. To af brødrene bor angiveligt i Danmark, og ifølge tyske medier blev der under ransagningerne i Danmark fundet ingredienser til fremstilling af bomber.

Der Spiegel skriver, at sagen begyndte, da tysk politi i sidste uge fik et tip om, at en af brødrene fra Danmark havde foretaget et mistænkeligt køb af kemikalier hos en forhandler i Polen. Ifølge det tyske nyhedsmagasin havde han bestilt fem kilo svovl og fem kilo aluminiumpulver til brorens adresse i Tyskland. Tysk politi fandt ikke stofferne, da de ransagede lejligheden i Dessau, men de fandt andre remedier, som kan bruges til fremstilling af bomber, og dansk politi blev anmodet om at anholde brødrene i Danmark.

I pressemeddelelsen skriver PET, at de syv personer, som lørdag blev anholdt i Holbæk, er sigtet efter terrorlovgivningens mest alvorlige paragraf om planlægning og udførelse af terrorangreb.

»De er sigtet for at have anskaffet sig ingredienser og komponenter til fremstilling af sprængstof samt våben eller have medvirket hertil«, lyder det fra efterretningstjenesten.

»PET ser med stor alvor på denne type sager. Det er vores opfattelse, at der er personer, som har intention om og kapacitet til at begå terrorangreb i Danmark. Sammen med det øvrige politi arbejder PET hver eneste dag på at identificere og bekæmpe forbrydelser af denne alvorlige karakter«.

Navne fjernet fra retsbøger

Politiken har været i kontakt med både anklagemyndigheden, politiet og PET, og alle steder er beskeden den samme: ingen yderligere kommentarer. Da retsmøderne i sagen har været afholdt for dobbeltlukkede døre, må forsvarsadvokaterne heller ikke sige noget.

Politiken har fået aktindsigt i dokumenter fra to forskellige grundlovsforhør ved henholdsvis Retten i Holbæk og Retten i Roskilde. Begge retsmøder blev afholdt for såkaldt dobbeltlukkede døre, og meget usædvanligt er navnene på de sigtede fjernet fra retsbøgerne. Det samme er sigtelsen, men politiets journalnummer fremgår, og det afslører også, at politiet kategoriserer sagen som terrorisme.

Det fremgår af retsbogen i sagen mod de syv personer, som blev anholdt i den første aktion lørdag, at dommeren under grundlovsforhøret gik med til at lukke dørene for offentligheden med henvisning til en paragraf i retsplejeloven, som siger, at det kan ske, når »statens forhold til fremmede magter eller særlige hensyn til disse i øvrigt kræver det«. I retsmødet for de seks andre sigtede, som først anholdt natten til mandag, mente dommeren, at det var nødvendigt at lukke dørene for ikke at ødelægge politiets efterforskning.

Retsbøgerne viser, at i alt 13 personer – heraf 8 mænd og 5 kvinder – blev anholdt og fremstillet i grundlovsforhør under weekendens aktioner. Desuden er person anholdt i Tyskland, så i alt er 14 personer under mistanke i sagen.

De 7 personer, som blev anholdt lørdag, er alle varetægtsfængslet indtil 2. marts. For de 6 andre mistænkte, som blev anholdt natten til mandag, fandt retten ikke, at der var stærke nok beviser til at varetægtsfængsle dem. Politiet fik lov at opretholde anholdelsen i tre døgn og har siden arbejdet under tidspres for at fremskaffe flere beviser. Torsdag aften kl. 17.30 er der retsmøde, hvor anklagemyndigheden igen vil forsøge at få de sigtede varetægtsfængslet.

Alle 13 anholdte i Danmark nægter sig skyldige.




Læs mere:

Annonce

Læs mere