Tag nu ved lære af det aktuelle kaos, og skift spor i udrulningen af vacciner. Sådan lyder den kraftige appel fra Danske Regioner, som udfører regeringens plan for at prioritere coronavaccinerne ud fra 12 definerede målgrupper.
»Det er helt åbenlyst, at denne proces med alt for mange forvirrede og frustrerede ældre, sårbare og pårørende ikke har været god nok. Vores ønske er et sporskifte i vaccinationsindsatsen. Når vi er igennem de nuværende grupper – ned til gruppe 6 – så bør vi indføre et system, hvor du som borger ikke er i tvivl om, hvornår det er din tur«, siger Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner.


























