De 19 danske børn rådner op i fangelejre i Syrien, som selv hærdede Røde Kors-folk ikke tøver med at kalde ’helvede på jord’.
Børnene i Syrien handler ikke om partipolitik. De handler om os selv, dig og mig. Med vores behandling af disse børn viser vi, hvem vi er, hvilket land vi er, og hvilke demokratiske værdier vi er baseret på: medmenneskelighed eller umenneskelighed, tilgivelse eller arvesynd.
Foreløbig har Mette Frederiksen, regeringen og Folketinget valgt at gøre umenneskelighed og arvesynd til deres politik. Men det kan ikke være vores og nationens eneste og endelige svar.
Politiken har derfor bedt en række markante stemmer på tværs af politiske og ideologiske skel om at bidrage til et fælles opråb til regeringen: Danmarks børn skal hjem. Nu.
Søren Pind, Geeti Amiri, Johanne Schmidt-Nielsen, Anders Ladekarl, Karen Hækkerup og alle vi andre, der mener, at børnene skal hjem fra Syrien, tager ikke fejl.
Det danske samfund er baseret på tillid, fællesskab og solidaritet. Vores nation hviler på en tro på, at alle statsborgere – uanset hvor de er født og af hvem – fortjener en lige og fair chance.
Også børn af forældre, som har vendt deres fædreland ryggen og sluttet sig til Islamisk Stat i Syrien. Børn skal aldrig betale prisen for forældrenes gerninger. Synd kan ikke nedarves.
Alt andet vil være politisk kynisk og menneskeligt forkasteligt.
Forkasteligt: Fordi de skader sig selv med barberblade og knive.
Forkasteligt: Fordi de river håret af sig selv.
Forkasteligt: Fordi de hamrer hovedet mod vægge eller gulve.
Forkasteligt: Fordi de bider sig selv.
Forkasteligt: Fordi de holder op med at tale.
Forkasteligt: Fordi de holder op med at spise.
Forkasteligt: Fordi de forsøger at begå selvmord.
Forkasteligt: Fordi vi som samfund ved det hele uden at gøre noget.
Vi anerkender udfordringerne med at hente forældre, der kan have begået krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, tilbage til Danmark. Forældrene skal i det omfang, der er grundlag for det, retsforfølges og dømmes efter landets love og retsstatens principper. Når lande som Norge, Tyskland, Belgien og Finland kan, kan vi også.
Straks ved børnenes og deres forældres ankomst til Danmark skal de relevante myndigheder vurdere, om der er grundlag for at anbringe nogle af børnene for at sikre deres tarv. Dette vil ske ved en individuel bedømmelse som for alle andre børn.
Det bliver ikke let. Men det burde være endnu sværere at lade være.
Det er et afgørende princip i folkeretten, at børn har ret til et familieliv og dermed til at være sammen med deres forældre, medmindre det strider mod deres tarv. Den komité, der overvåger FN’s Børnekonvention, fandt allerede i 2019, at medlemslande som Danmark er forpligtet til at beskytte de statsborgere, der befinder sig i syriske fangelejre.
Regeringen siger, at den vender børnene ryggen, fordi deres forældre har vendt Danmark ryggen og udgør en latent terrorrisiko. Det er muligt, men både PET og FE har fastslået, at det er forbundet med større sikkerhedsrisiko at lade familierne blive i fangelejrene. For i fangelejrene risikerer de at blive radikaliseret og rekrutteret til Islamisk Stat, der aktivt hverver store børn med det ene formål at træne dem og sende dem tilbage deres hjemlande for at begå terror.
Intet barn er født til at hade eller blive islamist. Men med regeringens uforståelige passivitet gør vi det nemmere for