Lørdag morgen 7. november 2020 var aviserne fulde af historier om, at eksperter fra ind- og udland mente, at regeringens beslutning om at aflive alle mink i Danmark for at bremse coronasmitten var forhastet.
Statsminister Mette Frederiksen (S) havde på et pressemøde tre dage forinden meddelt regeringens beslutning, men Tage Pedersen, der er formand for Danske Minkavlere, mente, at der var skabt så meget usikkerhed, at han ville have et svar fra højeste sted på, om det nu vitterligt var nødvendigt. Han håbede, at man kunne bevare avlsdyrene, som branchen havde forædlet gennem 100 år.




























