Det er formiddag på Esbjerg Krisecenter. En ældre rødstensejendom centralt i byen med plads til seks kvinder og deres børn. I kælderetagen sidder socialpædagog Heidi Juhl sammen med fire børn på en madras.
Hun hiver en æggeformet grøn metalplade frem. Sorte magneter klæber til pladen, og Heidi Juhl skubber de sorte cirkler og streger rundt på pladen, så de danner et ansigt. Det er Bo.
De to streger, der skal være øjenbryn, vender nedad.
»Hvordan tror I, Bo har det«, spørger hun.
