Opdateret søndag klokken 8.00
En person er omkommet efter et skyderi på Christiania. Det oplyser politiet på et hasteindkaldt pressemøde på Københavns Politigård sent lørdag aften.
Politiinspektør Poul Kjeldsen fortæller, at i alt 5 personer blev ramt af skud, da to maskerede gerningsmænd tidligere lørdag aften rykkede ind og affyrede deres pistoler i bygningen Stjerneskibet, som ligger på Pusher Street.
Den dræbte er en 30-årig mand, som er kendt i rocker- og bandemiljøet oplyser Poul Kjeldsen.
Den ene af de øvrige ramte var i en overgang i kritisk tilstand, men hans tilstand er efterfølgende blevet stabiliseret på hospitalet. De øvrige ramte er kun blevet lettere såret.
De to gerningsmænd flygtede efter skyderiet på to Mate-elcykler i retning mod Langebro.
»De var begge fuldt maskeret, iført mørkt tøj og maskeret for ansigterne«, siger Poul Kjeldsen.
»Da de kommer til Stjerneskibet, går de hen mod en person og afgiver skud, inden de flygter derfra igen«.
På grund af den dræbtes tilknytning til rocker- og bandemiljøet er det indtil videre politiets arbejdshypotese, at skyderiet kan have rod i eksisterende konflikter i den kriminelle underverden og muligvis kampen om hashmarkedet.
Københavns Politi modtog anmeldelsen om skyderiet klokken 19.25. Et stort antal betjente rykkede ud til fristaden. Også flere ambulancer blev sendt afsted.
Ifølge Poul Kjeldsen er to personer blevet anholdt i området.
Politiet skal nu afklare, om de har spillet en rolle i forbindelse med skyderiet. Der er altså ikke tale om de to maskerede gerningsmænd.
Københavns Politi er søndag morgen i området med tryghedsskabende patruljer. Vagthavende melder, at politiet vil informere yderligere om situationen i løbet af søndagen.
Christianitter i desperat opråb
Tidligere på måneden afspærrede en gruppe christianitter flere indgange til Pusher Street i desperation over den stigende vold og bandernes dominans i forbindelse med hashsalget i gaden.
Der gik dog ikke længe før en gruppe hætteklædte mænd fjernede afspærringerne.
fortsæt med at læse


























