Et spinkelt flertal i Alternativets hovedbestyrelse udtrykker lørdag aften tillid til Josephine Fock som partiets politiske leder. Det oplyser hovedbestyrelsen i en pressemeddelelse efter dens møde. Den voldsomme uro omkring partiets nye leder er kulmineret i en række beskyldninger mod Josephine Fock for krænkende adfærd - endda fysisk ruskeri - over for tidligere ansatte.
Hovedbestyrelsen har i de seneste dage holdt samtaler med medlemmer og ansatte om Focks ledelsestil, og den har ikke fundet dokumentation for ruskeri eller andre fysiske handlinger, fremgår det af pressemeddelelsen.


























