Coronavirussen spreder sig hurtigt i Danmark, og derfor skal myndighederne have adgang til nye beføjelser i kampen for at inddæmme smitten.
Det er formålet med den hastelov, sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) torsdag har præsenteret i folketingssalen.
Her er en række af beføjelserne:
Undersøgelse, behandling og isolation via tvang
Hvis der er mistanke om, at en person er smittet med coronavirus, kan vedkommende pålægges at blive undersøgt af en sundhedsperson og komme i isolation. Hvis isolation ikke er nok til at inddæmme virussen, kan vedkommende tvinges i behandling. Som led i kontrol med disse tiltag, vil myndighederne kunne få adgang til den smittedes bolig uden retskendelse.
Forbud mod forsamlinger
Der kan nedsættes forbud mod at deltage i og afholdelse af større forsamlinger, arrangementer, begivenheder osv. Det gælder både indendørs, udendørs, offentlige og private forsamlinger. Igen kan myndighederne få adgang til lokaler og andre lokaliteter uden retskendelse.
Offentlige institutioner
Hvis det er nødvendigt kan sundheds- og ældreministeren fastsætte regler om forbud mod adgang til eller restriktioner for adgangen til offentlige institutioner. Herunder kan bestemte områder afspærres, hvilket også kan påvirke beboere, der har bopæl i områderne.
Vaccination via tvang
Hasteloven åbner op for potentiel tvangsmæssig vaccination af bestemte risikogrupper for at minimere udbredelsen af coronavirus.
Begrænset adgang til transport
Der kan pålægges forbud eller begrænsninger i forhold til adgang til transportmidler, og eksempelvis at folk fra skibe ikke må have fysisk kontakt med personer i land.
Ingen besøg på plejehjem og sygehuse
For at inddæmme udbredelse af virus, kan sundheds- og ældreministeren sætte begrænsninger på eller gøre det helt forbudt at besøge offentlige og private plejehjem samt sygehuse.
Udlevering af passagerlister
Hvis der er mistænke om en smittet ombord på luftfartøjer, skibe, tog eller busser kan den ansvarlige for transportmidlet blive beordret til at udlevere lister med passageroplysninger.
Lukning af skoler og institutioner
Sundheds- og ældreministeren har mulighed for at fastsætte regler om private og offentlige dagtilbud, skoler, uddannelsesinstitutioner og andre institutioner, f.eks. om de skal lukkes midlertidigt.
Ifølge forslaget skal der indføres en solnedgangsklausul, så hastelovforslaget udløber 1. marts 2021.
fortsæt med at læse



























