Gert Petersen døde nytårsmorgen. Han blev 81 år.
Foto: Thomas Borberg

Gert Petersen døde nytårsmorgen. Han blev 81 år.

Fakta

Nekrolog: Gert Petersen - den demokratiske socialist

Efter opgøret med ungdommens kommunisme blev Gert Petersens livsdrøm et arbejderflertal af SF og Socialdemokraterne – en stille socialistisk revolution inden for parlamentariske rammer.

Fakta

Gert Petersens liv inkarnerer venstrefløjens udvikling i det sidste århundrede.

Han var småkårsdrengen, som tog turen om nazisme, frihedskamp og kommunisme og endte med at vie sin gerning til fredelige, socialistiske forandringer inden for rammerne af demokrati, Folketing og grundlov.

Nu er Socialistisk Folkepartis ’Store Rorgænger’ gennem 17 år fra 1974 til 1991 død.

Egentlig er det meget ukarakteristisk, at en blufærdig og totalt ikke-iscenesat mand som Gert Petersen tillod sig et populistisk kælenavn lånt fra Kinas formand Mao Zedong.

I et liv fyldt af politiske brud, ofte med smertefulde tab af venskaber, var Mao og hans kulturrevolution en af de mange følgevirkninger af kommunismen, som Gert Petersen fordømte.

»Hovedtanken i Marx' lære står urokket« Alligevel kunne han i forordet til sine erindringer, 'Indenfor systemet – og udenfor' i 1998 slå fast:

»Hovedtanken i Marx’ lære står urokket«.

At Stalin og hans følgesvende havde forrådt den frihedsbevægelse, som Marx søsatte, fik ikke Gert Petersen til at elske kapitalismen.

For Petersen var der ikke nogen modsætning mellem at trække samfundet i den rigtige, socialistiske retning og demokratiet.

»Det der billede af hammer og ambolt har altid spillet en vis rolle for mig. Jeg synes, at så mange mennesker som muligt i et demokrati skal være aktive - være hammere«, sagde den gamle socialist i et interview i sin sidste valgkamp til Folketinget i 1994.

Gammelklog, forsigtig og sværmerisk
Gert Petersen blev født i 1927 i Nykøbing Falster. Da hans mor ikke ville giftes med faren, blev han efter fødslen anbragt hos sine bedsteforældre, to meget kærlige og overbeskyttende ’aldersrente-nydere’, som det hed dengang.

Om opvæksten hos bedsteforældrene skrev han selv, at den gjorde han til en gammelklog, forsigtig og sværmerisk dreng.

Det national-sværmeriske gav sig udslag i, at han i 10 måneder som 13-årig var medlem af nazisternes ungdomsorganisation. Da nazismens racistiske menneskefjendskhed og det faktum, at der langt fra var tale om socialisme, gik op for ham, meldte han sig ud med et vredt brev og gik meget hurtigt derefter i gang med at producere illegale blade.

Anholdt af Gestapo
Få år efter, i slutningen 1943, blev han kontaktet af en lokal kommunist og bedt om at danne en femmandsgruppe som en del af undergrundshæren under Frihedsrådet. Det førte ikke meget længere end til at skille en maskinpistol ad og opbevare våben, men i oktober 1944 blev Petersen banket op om natten af Gestapo og anbragt i Vestre Fængsel.

Siden blev han overført til Frøslevlejren. Et ophold, som for den 17-årige i høj grad fungerede som et studieophold på en rød højskole blandt trotskister, anarkister og DKP'ere.

Bryllup og DKP-møde samme dag
Efter krigen flyttede Gert Petersen til København og blev medlem af DKU. Mellem udlandsrejser til arbejdsbrigader i Østeuropa blev han i 1948 gift med sit livs Maria.

Meget betegnende ved en ceremoni på Københavns rådhus efterfulgt af kaffe på Java-Kafeen over for rådhuset – og så af sted til distriktsmøde i DKP.

Imens snusede han til økonomistudiet, inden han indskrev sig på sin store interesse: historiestudiet. De politiske aktiviteter greb dog om sig, og han fik aldrig skrevet sit afsluttende speciale om Weimar-republikken.

Netop den indeholdt ellers en sandhed, der blev afgørende for Gert Petersens egen politiske vision: At socialdemokrater og kommunister brugte deres kræfter på indbyrdes strid – med det resultat, at der blev plads for nazisterne til at tage magten.

Brud med kommunisterne
I stedet for historiker blev han skribent, først på det venstreorienterede månedsskrift Dialog. Samtidig begyndte fortryllelsen over for Moskva at hæves - blandt andet da det kom frem, at det jødiske lægekomplot omkring Stalins død i marts 1953 var pure opspind.

Derfor kom Khrusjtjovs afsløringer af Stalins forbrydelser på den 20. partikongres i 1956 heller ikke bag på Gert Petersen og hans meningsfæller, og med Sovjets invasion af Ungarn i oktober 1956 forlod de første pionerer DKP.

I 1958 brød den åbne strid ud i DKP om den Moskva-tro linje, og da den kritiske linje og DKP-formand Aksel Larsen på kongressen i november blev tromlet ned førte det til dannelsen af et nyt parti.

I februar 1959 stiftes SF og Gert Petersen blev journalist og siden redaktør på det nye partis ugeblad - et job han bestred, indtil han i 1966 kom i Folketinget.

Afgørende møde med Aksel Larsen
Mødet med den dominerende og karismatiske Aksel Larsen blev afgørende for Gert Petersen – selv om Gert Petersen i sine erindringer erkender, at Aksel Larsen kunne være vanskelig, helt ned til detaljer som, at han aldrig sagde goddag eller farvel i telefonen.

Det var Larsens vision om at samle arbejdere og de progressive lag om en politik med et socialistisk sigte, der blev afgørende for Gert Petersen.

Konsekvensen af den demokratiske orientering og opgøret med den leninistiske strategi betød i dansk praksis at samarbejde med Socialdemokratiet og dermed søge at trække S i den rigtige retning, hvilket for Petersen blev et livsprojekt.

Ideolog
Aksel Larsen og Gert Petersen kom tæt på hinanden i slutningen af 50'erne, da Aksel Larsen konstaterede, at han havde brug for en ideolog, og at det var Gert Petersen god til.

Gert Petersen var netop den rette til at formulere tanker og visioner. Til gengæld var han aldrig en døjt interesseret i partiorganisationen og havde i alle årene andre til at tage sig af det praktiske.

Han var heller aldrig på tale som minister, de to gange, SF faktisk havde et flertal sammen med S. Dertil var han – også selverkendt – for uinteresseret i lovtekniske forhandlinger og de dagligdags christiansborgske rumlerier.

Det var de store visioner og den store verden, der interesserede Gert Petersen. Aldrig det politiske spil.

Vage og ukonkrete anklager
I alle årene fra rollen som udenrigspolitisk ordfører til partiformand rejste han meget og havde internationale kontakter. Også til kommunistiske lande, som gav håb om en opblødning: Han besøgte bl.a. Rumæniens diktator Ceausescu flere gange og Nordkoreas leder Kim Il Sung.

På det officielle foto fra et møde mellem Gert Petersen, Svend Auken og Kim Il Sung er den midterste del af Aukens krop skåret ud, for at Auken ikke skal rage tårnhøjt op over den store leder. Men det var nu ikke derfor, at SF endte med at fordømme både Ceausescu og Nordkoreas styre.

I 1990erne skrev JyllandsPosten om Petersens kontakter til KGB. Selv lagde han aldrig skjul på, at han havde diskuteret politik både med sovjetdiplomater og med amerikanere. Han var fra 60'erne klar over, at samtalerne kunne være aflyttet, men alt havde kunnet tåle offentlighedens øre, det handlede om at høre argumenterne fra hestens egen mund, sagde Petersen.

Anklagerne var da også så vage og ukonkrete, at politiet lod spionanklagen falde som grundløs.

Det røde kabinet
I 1966 blev Gert Petersen nærmest modvilligt valgt til Folketinget, da SF gik frem fra 10 til 20 mandater og pludselig havde flertal sammen med S.

Her optrådte Aksel Larsen som partiejer og gik i regeringsforhandlinger med Jens Otto Krag trods udbredt modstand i SF, bl.a. hos Gert Petersen.

Samarbejdet blev da heller ikke til noget, da S ikke ville give indrømmelser over for SF's krav om nedskæringer i militærbudgettet og en kritisk holding til USA's krig i Vietnam.

Forhandlingerne endte med, at der i stedet blev nedsat et samarbejdsorgan - populært kaldet »Det røde kabinet«.

SF blev splittet
Det var ikke blot højre del af Socialdemokratiet personificeret i Per Hækkerup, som helst var fri for SF. Venstrefløjen i SF, anført af især Preben Wilhjelm, var mod samarbejdslinjen og væltede i realiteten regeringen, da den nægtede at stemme for et dyrtidsindgreb.

Derpå brød venstrefløjen ud og stiftede VS. Med Gert Petersens ord gjorde VS'erne »den revolutionære utålmodighed til vejleder for enhver analyse og enhver handling og var dermed ude af stand til at erkende de faktiske betingelser i befolkningen og arbejderklassen«.

Da chancen for et arbejderflertal var til stede, »var utopisterne bange for, at deres liljehvide hænder skulle smudses«, som han dengang skrev noget bittert.

Den »moderne marxisme« beskrev han til gengæld sådan her:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Den accepterer i vor del af verden det repræsentative demokrati og parlamentarismen som uomgængelige og nødvendige og fastholder, at uden aktiv godkendelse og medvirken fra et stort folkeflertal er en socialistisk udviklingen en umulighed«.

SF blev halveret
Tilbage stod et halveret SF præget mest af arbejderklasse, da alle de intellektuelle alt-eller-intet-folk var gået over i det nye, revolutionære parti. I 1970'erne blomstrede revolutionsromantikken igen op i SF, som først i 80'erne under Gert Petersens ledelse – i hvert fald i en kort periode – enedes om at søge at påvirke S i »arbejderretning« indefra.

Først da Preben Wilhjelm ved årskiftet 2004-5 udgav sine erindringer, blev der slået bro over næste 40 års kold luft, da Gert Petersen deltog i bog-receptionen.

Ingen fidus til de radikale
S-SF opnåede igen flertal i 1971 og gennemførte en række forlig om bl.a. folkepension og afskaffelse af karensdag. For SF stod perioden i kampen mod EF's skær.

Siden kom jordskredsvalg og skiftende regeringer, som søgte at række hen over midten. Anker Jørgensen især til de radikale - et parti, som i Gert Petersens øjne aldrig var til at stole på.

Derfor var han også stærkt utilfreds med, at SFs slogan om arbejderflertal i 90'erne blev lavet om til en bestræbelse på at samle et »rød-grønt«-flertal – noget, som også kunne rumme de radikale, som i Petersens øjne var som et stykke vådt, liberalt håndsæbe. I hvert fald aldrig var et arbejderparti.

Partiformand
I 1974 blev Gert Petersen valgt til partiformand – på opfordring fra Aksel Larsens afløser, Sigurd Ømann. Afgørende var, at Gert Petersen, trods sin teoretiserende åre, var en langt bedre folketaler.

I 80'erne kom han til at stå i spidsen for den største tilslutning til SF, da partiet med kvindekampen, atommodstanden og miljøsagen favnede tidsånden og på et tidspunkt forenede arbejdere, intellektuelle og offentligt ansatte.

Også fodnotepolitikken og anti-apartheid stod højt på partiets dagsorden.

Med sin mildest talt upolerede statur løb Gert Petersen aldrig fra sin klassebaggrund. Gert Petersen med det forrevne skæg, de brede seler om den solide mave, et par huller i skjorten efter gløder fra de mange grønne Cecil og selv til det allerpæneste tøj sokker i sandalerne, kom i ordets bedste forstand fra folket.

Materielle goder var ligegyldige
En mand, som altid endte med at bestille biksemad i Snapstingets restaurant.

Som aldrig ejede sin egen bolig, men som med tiden og efter tur rykkede til bedre boliger i den sociale boligforening i Albertslund. Som lånte vennernes sommerhuse, men aldrig selv underskrev en købsaftale. Som aldrig fik sig et kørekort og som i al sin fremtoning viste, at materielle goder mildest talt var ham ligegyldige.

På sin egen måde forfængelig
Dog var han på sin egen måde forfængelig. Fra slutningen af 70'erne blev han tiltagende tunghør, men havde det svært med høreapperatet. Til møder i SF's hovedbetyrelser udviklede han en vane med diskret at flytte sig hen til taleren for at lytte.

Det blev bemærket, når formanden ikke flyttede sig til talere, som han åbenbart ikke fandt interessante.

Gert Petersen var afholdt af de fleste. Han var ikke nogen spradebasse eller morsom. Ganske vist kunne han knappe håndbajere op, når partiet oplevede valgsejre, men han var kejtet og havde svært ved det, når f.eks. et kådt, ungt folketingsmedlem som Margrete Auken hev ham på dansegulvet efter valgsejren i 1981.

Røde Gert amok
Han stil var nok ikke gået i dag. For det var ikke gentagelser eller indstuderede løfter, som bar hans tale. Gert Petersen var fra en tid, da arbejderklasse ikke var et fy-ord – hans taler var uhøjtidelige, letforståelige og umiddelbare. Argumenter, så måtte vælgerne tage dem – eller lade være.

I de senere år kunne han endda være lidt kort for hovedet. Aldrig arrogant, men blot som udtryk for at han ikke gad at finde sig i alt muligt.

Det fik DR-journalisten Klaus Laursen at mærke. I 1986, da den konservative Poul Schlüter ledede landet og revolutionsromantikken i SF var døet ud, formulerede partiet et grundlag for et samarbejde med S, hvor ultimative krav som totalafrustning blev fjernet.

Da Laursen tre gange i træk for rullende kamera spurgte formanden, hvori partiets ultimative krav bestod, blev Gert Petersen rasende og afbrød interviewet. Dagen efter lød det fra formiddagsavisernes forsider:

»Røde Gert Amok«.

Kanonvalg
Men vælgerne var ligeglade – eller netop glade – og ved det følgende valg fik SF 27 mandater og den største vælgertilslutning nogensinde.

Herfra gik det nedad og pessimismen og krav om fornyelse bredte sig i partiet. I 1990 gik partiet tilbage til 15 mandater og Gert Petersen tog konsekvensen og trak sig. Han fortsatte i Folketinget indtil valget i 1998.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men også efter afgangen fra Folketinget deltog han flittigt i både den offentlig debat – bl.a. mod borgerlige debattørers dæmonisering af venstrefløjen under den kolde krig og i den interne partidebat.

Da de grønne Cecil sent i livet blev på hylden, gik udgiften i stedet til flittig internetadgang. Her i gennem blandede han sig i diskussionen i SF, blandt andet i forbindelse med formandsopgøret i foråret 2005.

Mere kamp for velfærdssamfundet

Han tilskrev SF's valgnederlag, denne gang til 11 mandater, at partiet ikke har forsvaret velfærdssamfundet og fordelingen til fordel for de svageste tydeligt nok – ikke at partiet, som nogle mente, ikke havde slået tydeligt nok på mere abstrakt værdipolitik.

Og fastslog i den sammenhæng sin vision for det da 45 år gamle parti:

»Vi skal være det demokratiske venstrefløjsparti, der bedst forener det humanistiske værdi- og normsæt og ideen om en solidarisk fordeling af byrder og goder i samfundet, altså et parti, der drives af venstreorientering både i miljø- og værdikamp og i social- og fordelingspolitik. Det er det, der gør SF til et socialistisk og over tid samfundsforandrende parti. Det skal vi i langt højere grad både stå ved og fremhæve. For heri ligger vor særlige identitet«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce