0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Mette Dreyer/POLITIKEN
Foto: Mette Dreyer/POLITIKEN
Uddannelse
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Overrasket forsker: »Det er næsten, som om vi siger tak, jo mere vores frihed bliver begrænset«

Coronakrisen har sat vores liv på standby, og børn bliver holdt hjemme fra skole. Skulle det virkeligt være en intelligent måde at håndtere en sundhedskrise på?, spørger den engelske sociolog og forfatter Frank Furedi.

Uddannelse
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Frygt. Det er, hvad coronakrisen efterlader sig på alle niveauer af samfundet. Og det i et omfang, så mennesker over hele verden villigt har ladet sig fængsle i egne hjem.

Det siger den engelske sociolog Frank Furedi, som har forsket i frygt hele sin karriere. Han lægger ikke skjul på, at han selv blev overrasket over reaktionerne på krisen. Som forfatter til bøgerne ’Politics of fear’, ’How fear works’ og ’Paranoid Parenting’ vil nogle måske forvente, at netop Furedi havde set det komme. Han har indgående beskrevet, hvordan frygt kryber ind i alle aspekter af det moderne liv og er et de mest slagkraftige våben i moderne politik.

»Men ja, jeg blev overrasket. For jeg havde ikke troet, at befolkningerne ville være så lette at styre. Det er næsten, som om vi siger tak, jo mere vores frihed bliver begrænset«

Gør vi? Frihed er da stadig et stærkt politisk mål?

»Det håber jeg, stadig det er. Men frihed bliver en slagmark uden lige. For i øjeblikket bruges sikkerhed til at retfærdiggøre næsten hvad som helst. Under de omstændigheder bliver friheden presset. Den politiske elite er reelt ikke optagede af frihed, selv om de bruger det retorisk«, siger Furedi, som netop nu arbejder med en bog, som vil gå dybere ned i dilemmaet mellem frihed og sikkerhed. Med coronakrisen står han pludselig med mere empiri, end han havde drømt om, fordi samfundets reaktion i historisk perspektiv har været så ekstrem.

»Når vi ser tilbage på sidste århundrede, finder man flere pandemier. Nogle af dem med meget store tab af menneskeliv, og langt flere, end den nuværende coronaepidemi har forårsaget. Måden, samfund tidligere reagerede på epidemier, var langt mere nuanceret og mere begrænset, end den er i dag«, siger han.

I sin seneste artikel om emnet ’A disaster without precedent’ sammenligner Furedi coronakrisen med den spanske syge, som hærgede verden i 1918. Den daværende amerikanske præsident Woodrow Wilson kom ikke med en eneste offentlig udtalelse om epidemien, som kostede 40 millioner menneskeliv.

Når man gør sundhedsfaglige problemer politiske, bliver de pludselig gjort til trusler mod den menneskelige eksistens og det er de jo slet ikke

»Ser man for eksempel på den spanske syge, så var der langt flere døde. Men det var netop et offentligt helbredsproblem. Ikke et politisk problem. Det, vi ser nu, er, at grænsen mellem det sundhedsfaglige og det politiske bliver meget uklar. Der er en ulykkelig forvirring omkring, hvornår det ene og det andet håndteres. Når man gør sundhedsfaglige problemer politiske, bliver de samtidig gjort til trusler mod den menneskelige eksistens, og det er de jo slet ikke«.

Så det er svært at skelne mellem politik og sundhedsfaglighed?

»Ja, og derfor må borgere kræve en politisk strategi fra myndighederne. Strategien skal indbefatte svar på, hvordan pandemien håndteres. Man skal lytte til videnskaben og på den baggrund beslutte, hvad man skal gøre«.

Fraværet af en klar strategi har ført til, at det er reaktionerne og ikke selve coronavirussen, som vil få følger over hele verden, siger Frank Furedi.

Der mangler mere nuancerede og mere intelligente måder at håndtere krisen på

»Overalt i verden har der været denne endimensionale reaktion på krisen. Næsten som mobilisering til en krig. Det er, som om livet bare bliver sat på standby. Mange holder op med at gå på arbejde, og børnene bliver holdt hjemme fra skole. Vi kommer i fængsel i vores egne hjem. Skulle det virkelig være en intelligent måde at håndtere det på? Der mangler mere nuancerede og mere intelligente måder at håndtere krisen på«, siger han.

Mod er en glemt dyd

Furedi peger på, at når sundhedskriser gøres til samfundskriser, får frygten fat i alle.

»Omkring 60 procent af briterne siger i en meningsmåling, at de formentlig ikke vil gå på pub eller restaurant, når det igen bliver muligt. Så der er blevet fyret utrolig meget op under frygten. Frygten har fået så meget energi, at folk føler sig magtesløse og svage«.

Så det er nemmere at gøre et lands befolkning bange end at gøre den tryg igen?

»Præcis. De traditionelle dyder som mod og evnen til at bevare fatningen er blevet negligeret og endda blevet opfattet som negative dyder. Der er kommet en mere psykologisk og terapeutisk tilgang til det at opdrage børn«.

Skolelukninger symboliserer jo meget godt, at man i dag glemmer, hvad børn virkelig har brug for. Børn har brug for så meget normalitet og struktur som overhovedet muligt.

Hvad er konsekvensen?

»Det betyder, at vi opdrager vores børn til en slags tillært hjælpeløshed og nærmest fremelsker menneskers resignation og passive sider. Det er det, der gør folk til villige fængselsindsatte under coronakrisen«.

Er det også i det lys, at vi skal se lukningen af skoler?

»Ja, netop. Det indgreb giver ingen mening, fordi børn er den gruppe, som er mindst i fare for at blive syge, hvis de udsættes for smitten. Jeg har en kollega i England, der skrev en artikel, som argumenterede for, at lærere skulle være modige, og at vi skulle åbne skolerne. Det had, som hun fremprovokerede på Twitter, var helt vildt. Hun fik tusindvis af frygtelige tweets, såsom: ’Hvem er du til at sætte mit liv på spil?’ De stærke reaktioner er symptomatiske for stemningen«.

Det forklarer måske også, at lukningen af skoler i Danmark ikke førte til mange protester, men at genåbningen har ført til udtrykt bekymring ikke mindst på sociale medier?

»Ja det gør det. Og problemet slutter ikke der. For nu kommer der ny litteratur om faren ved at have børnene så meget i hjemmet under pandemien, og hvordan forældre skal inspirere og motivere deres børn. Så det er næsten, som om at jo mere privilegeret du er, jo mere klager du over problemet. Tænk lige på perspektivet fra en flygtningelejr og problemerne der«.

Du skriver i din seneste artikel, at skolerne var åbne selv under bombningerne i London under Anden Verdenskrig.

»Ja, og det symboliserer jo meget godt, at man i dag glemmer, hvad børn virkelig har brug for. Børn har brug for så meget normalitet og struktur som overhovedet muligt. Så det er ikke logisk at lukke skolerne. Det er som at smide alt op i luften, fordi man er bekymret. Der er lige nu et fokus på kortsigtede konsekvenser, uden der er fokus på mere langsigtede konsekvenser for børn. Det er uden fortilfælde at tage så drastiske skridt. Det får en til spekulere på, hvad lande som England og Danmark ville gøre, hvis der udbrød en verdenskrig?«.

Sverige viser vejen

Furedi henviser til Sverige, da jeg spørger, hvad der er sket i England, siden Anden Verdenskrig, hvor plakater i gaderne opfordrede befolkningen til at ’Keep calm and carry on’, som kan oversættes til at tage det roligt og fortsætte hverdagen.

Annonce

»Teksterne på de historiske plakater viser lidt om, hvad vi har mistet. Det viser sig også i hysteriet omkring stakkels Sverige. Det er, som om mange håber, at det vil vise sig som en fiasko, at Sverige har holdt skolerne åbne. Der er en slags kynisk skadefryd. Vi burde i stedet ønske, at det lykkes for Sverige, for det kunne give håb om mere afbalancerede reaktioner på kommende pandemier«.

Sverige har ellers været ret alene om at holde skolerne åbne.

»Ja, svenskerne har håndteret krisen mere nuanceret end mange andre lande«.

Den britiske regering er omvendt kritiseret for at lukke for skolerne for sent?

»Det er rigtigt. I starten ville regeringen ikke lukke skolerne. Men så blev der skabt en hysterisk stemning. Medierne har spillet en usædvanlig negativ rolle. Da regeringen forsøgte ikke at overreagere, spurgte medierne konstant: Andre lande lukker skoler, hvorfor gør England det ikke? Den slags mediehysteri kom til at spille en meget vigtig rolle og tvang regeringen til at følge de øvrige landes strategier«

Hvad bliver konsekvenserne af denne krise?

»Der er ingen uundgåelige konsekvenser. Det afhænger af, om vi får børn til at se det her som en udfordring eller et slags eventyr, og at vi nok skal komme gennem det. Hvis vi gør det, vil børn komme gennem uden, at det vil få negativ effekt. Men det modsatte vil ske, hvis vi siger, at krisen er det værste, der nogensinde er sket, og at det risikerer at ske igen om et år eller to. Og hvis vi efterlader indtrykket af, at vi er så magtesløse, og at alt, vi kan gøre, er at gemme os, så vil den helt forudsigelige effekt være, at de yngre generationer bliver endnu mere usikre, end de allerede er«.

Nu genåbner skolerne i Danmark med lange lister af krav til håndvask og at holde afstand. Vil det påvirke børnene?

»Jeg er ikke mod, at vi skal tage vores forholdsregler, og at det også gælder børn. Men jo mere vi får børnene til at vaske deres hænder, jo mere usikre bliver de. Folk skal huske også at tænke på de sociale og kulturelle konsekvenser af retningslinjerne. Et intelligent samfund skal fortælle narrativer om at bevare fatningen og være modige. Det skal understreges, at vi vil komme godt gennem det«.

Er det ikke den fortælling, som fortælles nu?

»Nej, det er mere, at folk bliver gjort til helte, når de bliver hjemme. Men man er ikke en helt, fordi man bliver hjemme, med mindre man redefinerer helte til at være snart sagt alt«.

Vi griner lidt af, at det godt kan kræve en heltegerning at være isoleret med ægtefæller og børn. Men det er, siger Furedi, en lidt anden historie.

Coronakrisen er vel ekstraordinær. Er det så ikke nødvendigt at tage ekstraordinære midler i brug?

»Jo, der skal selvfølgelig tages fornuftige forholdsregler. Man skal passe på de ældre og så videre. Men det skal være effektive måder. Der skal også fokus på, at livet skal gå videre så normalt som muligt. Det må være målet. Derfor skal man ikke bare acceptere ekstraordinære virkemidler, som ikke kan begrundes rationelt, for så bliver det til strategi i blinde«.

Hvordan kommer det til udtryk?

»For eksempel, når vi spørger om, hvordan livet bliver efter pandemien. Svaret lyder ofte, at det ved vi ikke. Men det skal vi vide, så vi kan beslutte, hvad vi vil gøre rationelt«.

Vil vi blive mere frygtsomme?

»Svaret på krisen har ulykkeligvis været et forsøg på at få os til at føle os mere magtesløse. Det vil kræve meget kulturel støtte at ændre på det i de kommende årtier«

Vil der komme modreaktion?

»Det håber jeg. Vi ser allerede nogle få, og forhåbentlig bliver der flere. Jeg vil ikke være fatalistisk og sige, at frygtsomhed og magtesløshed vil triumfere. For det er muligt, at vi kommer til at le af de dumme ting, vi har gjort. At le vil have positive effekter«.

Du kritiserer politikerne. Men hvad ville du selv have gjort, hvis du var politiker?

»Politikerne bør beslutte sig for at mobilisere ressourcerne og entusiasmen i befolkningen og lede den i rette retning. De skal komme med klare retningslinjer og strategier. En strategi kunne være at gøre det bedste for at for beskytte de svage og i videst muligt omfang lade livet gå videre og tale om alle de andre emner, der vigtige for vores fremtid og som synes glemt nu«.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«

    Henter…

    Pernille var 16 år gammel og den eneste punker i Tommerup på Fyn, hvor hun kom fra. Det var år 2000, og hun var taget til Roskilde Festival med nogle venner for at høre musik og for at blive grebet af det store fællesskab. Fredag aften stod hun Orange Scene, klar til at høre The Cure, hendes yndlingsband, da en mand trådte frem på scenen og græd. ”People have died”, sagde han.

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (2/3): Hiphop, jordhugga – og den nye lyd fra klubberne
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (2/3): Hiphop, jordhugga – og den nye lyd fra klubberne

    Henter…