Det er positivt for både elever og lærere, at regeringen nu vælger at fjerne de nationale test.
Sådan lyder det fra formanden for Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, der kalder det en glimrende aftale.
Gordon Ørskov Madsen peger på, at man indtil nu ikke kunne bruge de nationale test til noget, da elever har fået forskellige spørgsmål i testen, alt efter om de har svaret rigtig eller forkert.
»I fremtiden får elever de samme spørgsmål i læsefærdigheder og matematiske færdigheder«.
»Det hjælper os til at kunne følge op på undervisningen og på elevernes styrker og svagheder i fagene«, siger han.
»Skole er noget, vi laver sammen«
Foruden afskaffelse af de nationale test, kommer der med aftalen ændringer af elevplaner, mens begrebet ikke-uddannelsesparat bliver afskaffet.
Ændringer, som Gordon Ørskov Madsen kalder for fornuftige.
Ifølge ham er den største forskel ved aftalen, at man fremover vil teste eleverne på en måde, der kan bruges i undervisningen.
Han peger på, at det samtidig vil være på en måde, som lærerne kender i forvejen, og som de kan bruge til at følge grundigt op på elevernes færdigheder.
Aftalen er indgået af partierne Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, SF, De Radikale, De Konservative og Liberal Alliance.
Gordon Ørskov Madsen er glad for, at der fra politisk side er blevet lyttet til lærerne.
»Skole er noget vi laver sammen, noget vi skal udvikle i fællesskab«.
»Og de åbenlyse problemer vi står med i folkeskolen i dag, dem skal vi finde fælles løsninger på i samarbejde med hele forligskredsen, regeringen og skolens parter. Og det har vi fået slået fast med den her aftale«, siger han.
ritzau
fortsæt med at læse


























