Når italienske Matteo Salvini, franske Marine Le Pen, tyske højrepopulister i AfD og det østrigske Frihedsparti med de tætte forbindelser til Rusland, sætter sig sammen, løber det koldt ned ad ryggen på mange.
Og det har i den grad været i fokus i EU-valgkampen, som slutter søndag aften, når op mod 400 millioner europæere har haft mulighed for at stemme. Blandt andet på partierne i den nye højrepopulistiske sammenslutning, Europæisk Alliance for Folk og Nationer, EAPN, som Salvini har sat sig i spidsen for, og hvor Dansk Folkeparti har meldt sig ind.