Syriens præsident har lavet aftale med SDF, som støttes af USA og har spillet nøglerolle mod IS.

Syrien laver aftale med kurdiske SDF om at integrere institutioner

Midlertidig præsident Ahmed al-Sharaa (th) og leder af SDF Mazloum Abdi glæder sig over den nye aftale. Foto: Sana/Ritzau Scanpix
Midlertidig præsident Ahmed al-Sharaa (th) og leder af SDF Mazloum Abdi glæder sig over den nye aftale. Foto: Sana/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Syriens præsident har indgået en aftale med Syriens Demokratiske Styrker (SDF) om at integrere institutioner fra SDF i den syriske stat.

Det skriver Reuters.

SDF støttes af USA og kontrollerer en stor del af den nordøstlige del af landet.

Det består af flere forskellige militante bevægelser, men domineres af kurdere.

De har tidligere spillet en afgørende rolle i Vestens forsøg på at bekæmpe Islamisk Stat (IS) i borgerkrigen i Syrien.

Ifølge aftalen skal alle civile og militære institutioner i det nordøstlige Syrien integreres i staten. Den vil dermed overtage kontrollen med grænser, lufthavne samt olie- og gasfelter.

Aftalen er blevet underskrevet af den midlertidige præsident Ahmed al-Sharaa og SDF-leder Mazloum Abdi.

Den forventes ifølge AFP at blive implementeret i slutningen af året.

Al-Sharaa blev præsident i det borgerkrigshærgede land, efter at oprørere i december væltede den tidligere præsident Bashar al-Assads styre.

Han spillede som leder for oprørsgruppen Hayat Tahrir al-Sham (HTS) en nøglerolle i den lynoffensiv, der væltede al-Assad.

Med den nye aftale siger SDF ja til at støtte regeringen i at bekæmpe resterne af al-Assads styre samt trusler mod Syriens sikkerhed og sammenhold. Det skriver Reuters.

Siden Assad blev væltet, har grupper støttet af Tyrkiet, som er en af al-Sharaas vigtigste støtter, været i sammenstød med SDF.

En del af SDF-styrkerne er den kurdiske milits YPG, som Tyrkiet anser som værende en forlængelse af den kurdiske organisationer PKK. Derudover betragter Tyrkiet både SDF, YPG og PPK som værende terrorgrupper.

PKK har stået i spidsen for et oprør mod Tyrkiet siden 1984. Målet er at skabe et hjemland for kurderne

I begyndelsen af marts erklærede PKK dog en øjeblikkelig våbenhvile med Tyrkiet.

Meldingen kom, efter at leder Abdullah Öcalan få dage inden opfordrede til, at gruppen skal nedlægge våbnene. Han opfordrede desuden til at opløse PKK.

Han sidder fængslet i nærmest isolation i et topsikret fængsel på en lille ø i Marmarahavet. Det har han gjort i årtier.

Efterfølgende sagde Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, at landet vil genoptage operationerne mod PKK, hvis gruppens nedrustningsproces går i stå, eller løfter ikke overholdes.

USA og Tyrkiets vestlige allierede betragter PKK som en terrorgruppe. Det er ikke tilfældet med YPG og SDF.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her