Selv om den amerikanske præsident, Donald Trump, fortsætter sine trusler om at overtage Grønland, og den amerikanske vicepræsident, JD Vance, fredag gennemførte sit omstridte besøg på Pituffik Space Base i det nordvestlige Grønland, er den nye grønlandske regering parat til at slå en streg over de seneste ugers stridigheder og række hånden ud til USA.
»Jeg mener, at det første skridt må være, at vi indleder en dialog med USA«, siger Vivian Motzfeldt fra partiet Siumut. Hun har i de seneste tre år været grønlandsk minister for selvstændighed og udenrigsanliggender, og hun er en af de få ministre i den nye grønlandske regering, som fortsætter på sin post.




























