En person er ifølge Palæstinensisk Røde Halvmåne blevet dræbt under israelsk angreb på hovedkontor i Gaza. 23 personer meldes dræbt af israelske styrker, mens de forsøgte at hente mad.

Røde Halvmåne melder om angreb på sit kontor i Gaza – 23 meldes dræbt i forsøg på at hente mad

Foto: Palestine Red Crescent Society/Ritzau Scanpix
Foto: Palestine Red Crescent Society/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 15.42 med nyt billede og oplysninger om 23 dræbte.

En medarbejder fra Palæstinensisk Røde Halvmåne (PRCS) er blevet dræbt under et israelsk angreb på hjælpeorganisationens hovedkvarter i Gaza, melder PRCS natten til søndag i et opslag på det sociale medie X. Yderligere tre personer meldes såret.

Hjælpeorganisationens hovedkvarter ligger i Khan Younis i den sydlige del af Gazastriben.

»Israelske styrker angreb organisationens hovedkvarter i Khan Younis, hvilket startede en brand på bygningens første sal«, skriver PRCS.

PRCS har efterfølgende delt en video på X, som ifølge organisationen viser de første øjeblikke efter angrebet. På videoen ses en bygning indefra, hvor der er flere mindre brande, ligesom mursten ligger spredt ud over gulvet.

Israel har natten til søndag ikke kommenteret meldingerne fra hjælpeorganisationen.

Amerikansk besøg i Gaza

Meldingerne om angrebet kommer, to dage efter at USA’s særlige udsending i Mellemøsten, Steve Witkoff, besøgte Gazastriben. Han var den første fremtrædende repræsentant for USA’s regering til at besøge området, siden krigen begyndte i oktober 2023. Formålet med besøget var ifølge Witkoff at hjælpe med at udarbejde en plan for at levere mad og medicinsk hjælp til befolkningen i Gaza.

Internationale organisationer advarer om decideret hungersnød i Gazastriben, fordi Israel ikke lader nødhjælp komme ind i området i tilstrækkeligt omfang. Under besøget fredag mødtes Witkoff blandt andet med den omstridte israelsk-amerikanske organisation Gaza Humanitarian Foundation (GHF). FN har afvist at arbejde sammen med GHF og har udtalt, at organisationen har en del af skylden for den alvorlige situation i Gazastriben.

Ifølge FN er mindst 1.373 mennesker siden 27. maj blevet dræbt, mens de forsøgte at få fat i nødhjælp. 859 er blevet dræbt i skyderier ved GHF’s uddelingssteder, mens 514 andre har mistet livet langs med de ruter, som FN’s nødhjælpskonvojer benytter.

23 dræbt i nødhjælpskø

Senest meldes 23 personer søndag dræbt af israelske styrker i Gaza, mens de forsøgte at hente mad, skriver nyhedsbureauet AP på baggrund af oplysninger fra hospitaler og vidner. Nasser-hospitalet i det sydlige Gaza oplyser, at det har modtaget flere lig fra ruter, der fører til steder, hvor der uddeles nødhjælp. Det omfatter otte lig fra området Teina, der ifølge AP ligger omkring tre kilometer fra et uddelingssted i Khan Younis.

Derudover blev mindst fem personer dræbt og 27 såret nær et uddelingssted tilhørende den israelsk-amerikanske organisation Gaza Humanitarian Foundation (GHF) – tæt ved Netzarim-korridoren, oplyser Awda Hospital.

Også lørdag var der meldinger om, at palæstinensere var blevet dræbt, mens de ventede på nødhjælp i Gaza. Ifølge sundhedsministeriet i det Hamas-kontrollerede område mistede 39 palæstinensere lørdag livet, mens de ventede på nødhjælp, skriver det israelske medie Haaretz.

Søndag har Gazas Hamas-kontrollerede sundhedsministerium desuden oplyst, at seks yderligere personer er døde af sult og underernæring i løbet af det seneste døgn.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her