Mindst 10 mennesker har natten til tirsdag mistet livet i Afghanistan efter pakistanske angreb, siger en talsperson for Taliban på det sociale medie X ifølge nyhedsbureauerne AFP og Reuters.
Blandt de dræbte er ni børn – fem drenge og fire piger – og en kvinde, oplyser talspersonen Zabihullah Mujahid fra Taleban, der overtog magten i landet i 2021.
Talspersonen siger ifølge Reuters, at pakistanske styrker bombede et hjem tilhørende en lokal indbygger i Khost-provinsen. Der har ifølge Taleban-talsmanden også været luftangreb i grænseregionerne Kunar og Paktika, som har såret fire personer, skriver AFP. Pakistan har ikke umiddelbart kommenteret angrebet.
Fredsforhandlinger er brudt sammen
Meldingerne om angrebene kommer, dagen efter at to selvmordsbombere dræbte tre militærfolk i Peshawar i Pakistan. I oktober stødte de pakistanske og afghanske militærstyrker sammen, og adskillige blev dræbt. Det blev betegnet som den værste vold, siden Taleban kom tilbage til magten i Afghanistan i 2021.
Begge sider underskrev senere i oktober en våbenhvile i Qatars hovedstad, Doha. Men fredsforhandlinger i Tyrkiet brød sammen uden en langsigtet aftale på grund af uenighed om militante grupper, der er fjendtlige over for Pakistan og opererer inde i Afghanistan.
Pakistan har længe beskyldt Afghanistan for at tillade, at den militante gruppe Tehreek-e-Taleban Pakistan (TTP) opererer fra Afghanistan, hvilket Taleban-styret har afvist. TTP har forsøgt at vælte styret i Pakistan. Gruppens mål er at erstatte det med et strengt islamisk styre.
Pakistan og Afghanistan deler en 2.600 kilometer lang grænsestrækning.
ritzau
fortsæt med at læse




























