Donald Trump underskrev sidste år et dekret om at etablere et missilskjold, der skulle stå færdigt i 2028. Nu skønner Kongressens budgetkontor, at det kan blive cirka syv gange så dyrt som varslet af Trump-administrationen.

Trumps prestigeprojekt skønnes at komme til at koste 7.640 milliarder kroner

Det er knap et år siden, at Donald Trump afslørede detaljerne om missilforsvarsskjoldet Golden Dome. Foto: Kevin Lamarque/Ritzau Scanpix
Det er knap et år siden, at Donald Trump afslørede detaljerne om missilforsvarsskjoldet Golden Dome. Foto: Kevin Lamarque/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det vil koste 1.200 milliarder dollar over en 20-årig periode for USA at etablere missilforsvarsskjoldet Golden Dome, vurderer CBO, budgetkontoret i Kongressen i USA, ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP. Beløbet svarer til 7.640 milliarder kroner.

Budgetkontorets vurdering af omkostningerne for at etablere Golden Dome, der er i fire lag, er dermed langt højere end de tal, der er blevet fremlagt af Donald Trumps administration. Kort efter sin indsættelse i januar 2025 underskrev Trump et dekret, der havde til formål at sætte gang i arbejdet med at bygge et amerikansk luftforsvar i stil med det israelske Iron Dome. Det skulle stå færdigt i 2028.

Da Trump i maj sidste år præsenterede mere detaljerede planer for projektet, var vurderingen, at den samlede pris ville løbe op i 175 milliarder dollar svarende til 1.110 milliarder kroner. Kongressens budgetkontor vurderer tirsdag, at anskaffelsesprisen for Golden Dome vil ende på mere end 1.200 milliarder dollar – altså knap syv gange så meget.

Det er især et dyrt rumbaseret lag bestående af 7.800 satellitter, der udgør en stor del af omkostningerne. Det rumbaserede lag tegner sig for 70 procent af omkostningerne. I forbindelse med etableringen af det rumbaserede lag er der ifølge Reuters foreløbig indgået kontrakter med 12 virksomheder til en samlet værdi på 3,2 milliarder dollar – 20,4 milliarder kroner. Missilforsvaret består desuden af tre landbaserede lag.

De årlige udgifter til at drive Golden Dome vurderes af budgetkontoret til 8,3 milliarder dollar – 52,8 milliarder kroner. Missilforsvaret skal efter planen dække hele USA.

Kongressens budgetkontor advarer samtidig om, at det avancerede forsvarssystem muligvis ikke vil være i stand til at modstå et fuldskalaangreb fra Rusland og Kina.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her