Det er en bizar politisk nervekrig med enorme indsatser, der foregår mellem Nuuk, København og Washington, D.C. forud for en forventet underskrivelse af en sikkerhedsaftale i New York tirsdag klokken 16.30 dansk tid.
USA’s præsident Donald Trump overdriver efter alt at dømme, hvad han har fået af indrømmelser, vurderer eksperter. Vel at mærke uden at blive modsagt åbent fra København og Nuuk. Det kan enten være, fordi han med dansk og grønlandsk accept prøver at sælge aftalen som en stor sejr over for sit bagland, men det kan også være, fordi Trump faktisk ikke endeligt har anerkendt aftaleteksten, vurderer Ulrik Pram Gad, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier med ekspertise i grønlandsk politik.