Hvordan takker man et træ? Det spørgsmål har jeg grublet over, siden jeg opdagede, at mit yndlingstræ over dem alle var brændt ned. Forleden var jeg taget hjem til Lystskoven i min barndomsby for at besøge det gamle egetræ, der altid har mødt mig med en gådefuld intensitet. Heksetræet. Umuligt at overse, for der åbnede sig et stort ovalt hul i midten af træets hule stamme, en perfekt detalje, grænsende til det komiske, for det understregede noget indlysende: Træet var skabt af det samme mørke stof som eventyr. Måske er det derfor, at min familie altid har haft den uforklarlige tradition at gå hen til hullet for at se, om heksen var hjemme.
Men da jeg ankom til træets velkendte plads, gav en unaturlig åbning frit udsyn til noret. Der gik mange perplekse sekunder, og så, efter en væmmelig forsinkelse, slog chokket ud i lys lue.
