Fem mænd blev søndag morgen anholdt i britiske Gloucestershire.
De er mistænkt for at have forberedt et terrorangreb, oplyser Metropolitan Police i en pressemeddelelse.
De er desuden mistænkt for overtrædelse af lovgivningen om eksplosiver.
85 ejendomme i byen Whelford blev desuden evakueret søndag morgen.
På et kort pressemøde søndag eftermiddag oplyser politiet, at det klokken 00.45 natten til søndag fik en anmeldelse om tre mistænkelige køretøjer, der kørte i retning mod flybasen Fairford, der bruges af det amerikanske militær.
De seneste dage er sikkerhedsforanstaltningerne på basen blevet styrket, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Politiet oplyser også, at det samarbejder tæt med det britiske antiterrorpoliti om efterforskningen.
Den britiske hærs specialiserede bomberydningshold er søndag i gang med at undersøge de tre køretøjer.
Der er blevet lavet en afspærring i 400 meters omkreds omkring køretøjerne.
Den britiske regering har ifølge Reuters tidligere givet USA’s militær tilladelse til at bruge flybasen til at gennemføre angreb på iranske missilanlæg, der bruges til angreb på skibe i Hormuzstrædet.
Et øjenvidne siger til nyhedsbureauet, at bevæbnet politi blokerer for hovedindgangen til basen. Der er omkring 30 udrykningskøretøjer - herunder politibiler, ambulancer og brandbiler - i landsbyen Fairford.
I juli sagde Storbritannien, at dets væbnede styrker var klar til at beskytte landet mod ethvert angreb, efter at Irans Revolutionsgarde advarede landet mod at tillade, at amerikanske bombefly lettede fra flybasen i Fairford.
ritzau