NATO-rådgiver: Forfejlet strategi i Afghanistan

Afghanistan er ikke en krig mellem cowboys og indianere. Ikke et kategorisk ja eller nej, god eller ond, sort eller hvid. Selv hovedfjenden Taleban har sine grå nuancer. Og de nuancer er det på høje tid, at vi begynder at forstå og handle efter. For eksempel ved at komme fjenden i møde. Det mener sydafrikaneren Greg Mills, der fra maj til september var specialrådgiver for de næsten 20.000 NATO-ledede soldater i ISAF, den internationale stabiliseringsstyrke i Afghanistan. Fra sit kontor i Kabul kunne han kigge ud på en by og et land, hvor situationen i løbet af 2006 er blevet værre og værre. NATO bad i sidste uge medlemslandene om flere soldater i syden. Er du enig i, at det er nødvendigt? »Man skulle mene, at militærlederne ved, hvad de snakker om, når de beder om flere soldater. Det første princip i bekæmpelsen af den væbnede opstand er at have støvler på jorden, for du har brug for folk til at vinde kontrollen og skabe sikkerhed. Men det er vigtigt at huske, at lige meget hvor mange soldater du sætter ind, kan Taleban ikke besejres med militærmagt alene«. Stærk positionMen var det ellers ikke tæt på at ske i december 2001, hvor Taleban var fjernet fra Kabul, Kandahar osv.? »Det spredte dem blot ud over hele landet, men besejrede dem ikke. Taleban led et militært nederlag, som ikke blev imødekommet politisk. Derfor fandt de det aldrig nødvendigt at lægge våbnene, og derfor har det været muligt for dem at generobre den stærke position, de har i dag«. En af dem, der har forsøgt at starte dialog med Taleban, er guvernør Abdul Hakim Taniwal. Han blev dræbt forrige søndag af en selvmordsbomber. Hvilke udsigter har dialogen, når sådanne hændelser sker? »Taniwals død viser netop, at Taleban er en meget forskelligartet størrelse. Efter vores vestlige begreber er vold et instrument til i sidste ende at nå et forlig. For dele af Taleban er volden målet i sig selv. Du kan kalde det asymmetriske mål. Folk som dem, der dræbte Taniwal, kan vi ikke nå rent politisk, og det siger jeg heller ikke, at vi skal prøve på. Men ikke alle Talebanfolk tænker nødvendigvis som dem. Vi kan godt arbejde på en strategi til at komme nogle af dem i møde«. Greg Mills fastslår dog, at dialog med Taleban ikke i sig selv skaber fred. Ligesom militæret kan dialogen hjælpe til at bringe en politisk løsning tættere på. Men der er et fundamentalt problem, mener Mills. »En helt grundlæggende sætning i krig er: Kend din fjende. Vi kender ikke Taleban godt nok. Og med den måde, vi omtaler dem på i dag, som en samlet masse, overser vi enhver nuance, der måtte være«. Hvad er det for nuancer, du taler om? »Taleban er en del af et terrornetværk. Man må dog ikke glemme, at de groede ud af det totale kaos i 1990’erne og var – uanset hvad man ellers måtte mene om dem – med til at skabe ro. Det gav dem en vis opbakning i befolkningen. Derfor kan noget af støtten til dem fra forskellige oprørsgrupper være nationalistisk begrundet og ikke religiøst. Især blandt pashtunerne (den største befolkningsgruppe på cirka 50 procent, som Taleban rekrutterer fra, red.)«. Hvordan fornemmede du opbakningen til Taleban blandt de pashtunere, du mødte i Kabul? »Jeg oplevede den som meget lille. Men for at blive statistisk et øjeblik: Der er 14 mio. pashtunere. Hvis bare en promille af dem støtter Taleban, er det stadig 14.000 mennesker. Dem kan du ikke bare dræbe. Og selv hvis du kunne, ville modstanden kun blive endnu større«. »Den størst mulige gevinst ville være at få nogle af de nationalistiske talebanere overbevist om, at omkostningerne ved at fortsætte kampen er for store, og at gevinsten ved at deltage i den politiske proces er meget større«. Greg Mills, der taler med Politiken fra sit hjem i den sydafrikanske by Johannesburg, er nu fremme ved en af sine hovedpointer, nemlig at den er gal med retorikken. »Jeg er nødt til at sige, at vi har fået et fejlagtigt fokus på mål og midler. Vi hører om, hvor mange talebanere der nu er dræbt eller drevet på flugt, og vi lader det være målet for succes. Den tankegang er fundamentalt forkert«. »Missionen kan grundlæggende kun have et succeskriterium, og det er, hvor meget politisk aktivitet der kommer ud af militærets tilstedeværelse. Hvorfor skulle vi ellers være der?«. Afghanere har skuffet Når Afghanistan efterhånden ligner et hængedynd – med paralleller til russernes fejlslagne mission i 1980’erne – er det ifølge Greg Mills, fordi afghanerne ikke oplever konkrete forbedringer. »Hvad de derimod ser, er masser af udenlandske soldater. Jo længere og mere tydeligt vi er til stede, desto mere bliver vi en del af problemet«. Hvorfor? »NATO’s exitstrategi er at gøre sig selv overflødig. Dels ved at sørge for, at afghanerne kan tage vare på sig selv, men også, helt afgørende, at sørge for, at folk på gaden ser fremskridt. Når det ikke sker, vil folk gradvis identificere os som selve problemet. Og det kan skabe grobund for noget af den nationalisme, som jeg tror er en del af f.eks. Taleban«. Hvor er det afghanske politi og militær henne i det spil? »Deres indsats har været skuffende. Den interne træning og organisation er for dårlig, og de har ikke kunnet overtage deres del af sikkerheden. Mange af de titusindvis af afghanske soldater eksisterer kun på papir – ikke på landjorden«, siger Greg Mills – uden dog præcist at ville placere ansvaret. »Jeg vil ikke sidde her og lægge skylden på den ene eller anden. Bundlinjen er bare, at der skal flere afghanske sikkerhedsfolk gennem systemet. Når NATO beder om flere soldater, er det jo bl.a., fordi der er for få afghanske«. NATO’s øverstkommanderende i Afghanistan, general Richards, har for nylig sagt, at den militære kampagne vil vare 3-5 år mere. Hvad er dit bud? »Afghanistan er den hårdeste opgave, NATO nogen sinde har påtaget sig. Det kan imidlertid også blive vores svaghed, fordi afghanerne over tid vil føle sig mere og mere truet. Og i et truet folk er der større risiko for, at terrorister kan blive rekrutteret«. Siger du dermed, at de internationale styrker skal trække sig ud? »Nej, slet ikke. Militæret skal bestemt bruges til at bevare presset og opretholde sikkerheden. Min pointe er bare, at der må ske andre ting samtidig med«.