Omkring 600 deltagere holdt vejret, da Wolfgang Benz, lederen af det tyske Institut for forskning i antisemitisme, spurgte historikeren Raul Hilberg, hvad hans livslange studium af mordet på Europas jøder havde lært ham. Hilberg havde netop afsluttet sit timelange foredrag på gårsdagens holocaust-konference i Berlin og modtaget salens langvarige klapsalver for sin præstation og sit livsværk. Den 80-årige Hilberg regnes for den mest betydningsfulde holocaustforsker i verden. »Jeg begyndte mit arbejde i 1948«, svarede han. »Men jeg ved stadig ikke, hvad man kan lære af holocaust«.
»Pessimistisk konklusion«
Derefter holdt han en kort pause, hvorefter han svarede ved at citere en samtalepartner, han engang havde haft i USA, hvor han bor:
»Hvad kan man lære? At alt er muligt. Det er en meget pessimistisk konklusion«.
Vært for konferencen i Berlin var ugebladet Der Spiegels netavis. Men det politiske Tyskland og især byen Berlin var stærkt repræsenteret ved denne begivenhed, der ikke tilfældigt faldt sammen med åbningen af en tilsvarende konference i Teheran i Iran. I Iran diskuterer man, om holocaust overhovedet fandt sted. Det var ikke emnet i Berlin.
De officielle talere udtrykte derimod frygt for, at den såkaldte ’ny antisemitisme’, der er udbredt i Mellemøsten og vender sig mod staten Israels eksistens, skal få fast fodfæste i Tyskland, hvor op mod en femtedel af borgerne har indvandrerbaggrund.
Tysklands særlige ansvar
Berlins viceminister for kultur André Schmitz sagde det ligeud: Hvordan skal man undervise i historie, når halvdelen af byens skoleelever i 2010, altså om fire år, vil komme fra indvandrerfamilier?
»Sat på spidsen: Hvordan kan en ung af palæstinensisk herkomst, hvis familie stammer fra flygtningelejre i Gaza, eller over hvis marker Israels mur strækker sig, bringes til at forstå det særlige ansvar, Tyskland har for de israelske jøders ret til at leve?«, spurgte André Schmitz.
Hans eget svar er, at Tyskland og tyskerne skal yde deres bidrag til forsvaret for menneskerettighederne og tolerance.
Den iranske præsident Ahmadinejads forsøg på at benægte holocaust og hans ønske om at se Israel udslettet må ikke blive en del af den politiske kultur i Tyskland. Så meget stod klart på konferencen, der blev dækket væg til væg af tv, radio og presse.
Wolfgang Benz selv indledte med at skitsere, hvorfor det er så svært at have med mordet på seks millioner jøder at gøre:
»Holocaust markerer grænsen for oplysning. Det er et sted, hvor menneskets fantasi overgås af virkeligheden«.
Antisemitisme En frisk undersøgelse fra Friedrich Ebert-stiftelsen viser, at mere end 17 procent af de adspurgte i en landsomfattende meningsmåling i Tyskland giver udtryk for antisemitiske holdninger. I det østlige Tyskland er procenten over 20. Antisemitismen trives især på den yderste højrefløj, der ser med stærk sympati på Ahmadinejads angreb på Israel. Ved sommerens fodbold-VM forsøgte højreradikale at demonstrere til fordel for det iranske fodboldhold. Det var derfor, man havde hentet Raul Hilberg herover fra USA. Hilberg er født i Østrig, men det lykkedes hans familie at flygte, efter at Hitler i 1938 indlemmede Østrig i det tyske rige. I 1961 udgav han trebindsværket ’Udslettelsen af Europas jøder’, der stadig er den vigtigste afhandling om nazisternes såkaldte endelige løsning på jødespørgsmålet. Ingen central styring Hilberg talte langsomt og uden manuskript, og på sit modersmål tysk, da han skildrede, hvorfor der overhovedet kan være mennesker, der i ramme alvor søger at så tvivl om folkemordet: Det skyldes, sagde han, at jødemordet ikke var planlagt, det var ikke centralt styret fra f.eks. et ministerium for jødeudryddelse, og der forelå ingen bekendtgørelser om emnet. Heri adskilte Hitlers Tyskland sig fra de lande i Europa, der samarbejdede med ham eller var besat af tyske tropper. I 1919, altså mens Hitler endnu var en ung mand, sagde han, at han ikke ønskede en følelsesmæssig antisemitisme. Hans antisemitisme skulle være ’fornuftens antisemitisme’. Hermed blev Hitler-rigets udryddelse af Europas jøder til ’en selvfølgelighed’, der ikke krævede diskussion, for slet ikke at tale om love og forordninger. Hilberg gennemgik nazisternes ’fornuftige’ og ’selvfølgelige’ fremgangsmåder. »Holocaust var selvfølgelig, det blev aldrig begrundet«, sagde Hilberg. I den atmosfære forstod enhver deres ofte uklare ordrer, hvis absolutte kulmination var skabelsen af udryddelseslejren Auschwitz i det sydlige Polen. Det var ’en gaslejr’, som Hilberg udtrykte det.
