Amerikansk politik går på nettet

Det koster kun et klik eller to at komme i kontakt med Hillary Clinton, som i de seneste dage har trodset sneen og kulden i New Hampshire for at fortælle de lokale vælgere, at hun kan få drengene hjem fra Irak, skaffe dem bedre sygesikring og sikre deres pensioner. Vi ser Hillary i intim snak med ældre mennesker i en hyggelig dagligstue. Vi er med i kampagnebussen, og hvis vi midt i al den aktualitet får lyst til et trip ned ad Memory Lane, kan vi se klippet, hvor hun præsenterer sig som demokratisk præsidentkandidat. Det skete på nettet, og i det hele taget kan vi dagligt følge Hillarys gøren og laden i det frostkolde New Hampshire og i morgen i New Mexicos ørken på hillaryclinton.com, hvor vi måske også kan komme direkte i kontakt med den tidligere førstedame. For en vigtig del af hendes og de øvrige kandidaters valgkamp finder sted på nettet. Det giver de amerikanske politikere helt nye muligheder – og gør dem samtidig enormt sårbare. »Nettet gør det muligt at komme uden om gamle medier som aviser og tv. Der er ingen barriere eller filter på nettet. Du skal ikke ligge på maven for en journalist eller en redaktør«, siger Kenneth Weinstein, direktør for tænketanken Hudson Institute i Washington. Men samtidig lurer faren ude i cyberspace. Alene på hjemmesiden Youtube.com ligger i hundredvis af videoklip, dokumenter og mere eller mindre seriøse indslag, som repræsenterer alt fra regulære karaktermord på politikerne til interessante indlæg i den politiske debat. Hillary i knibe Højt oppe på listen over indslag om Hillary Clinton ligger f.eks. tv-indslag fra 2003, hvor hun talte varmt for at gå i krig mod Irak. I dag siger hun det modsatte. En af de republikanske favoritter, John McCain, har det heller ikke nemt. Et indslag på en anden hjemmeside viser interview med den respekterede senator, hvor han accepterer ægteskaber mellem personer af samme køn. Et andet tv-interview viser ham sige det modsatte. Det er ikke godt for en mand, der går ind for at tale ligeud ad landevejen – straight talk. Men der er syn for sagen, og John McCain må finde en grimasse, der kan passe. Det samme må en af hans konkurrenter, Mitt Romney. Et indslag på Youtube viser et interview fra 1994, hvor den tidligere guvernør i Massachusetts støtter fri abort. Det gjorde han, da han skulle vælges i den overvejende venstredrejede stat Massachusetts. I dag henvender mormonen Romney sig til kristne vælgere – og nu er han imod abort. Mitt Romney kan ikke komme udenom, at han har skiftet holdning, for alle og enhver har adgang til dokumentationen på nettet. »Jeg tog fejl den gang. Det vil jeg gerne indrømme«, siger han nu. Mitt Romney, Hillary Clinton og de andre kandidater har folk i deres kampagnestab, der udelukkende har til opgave at overvåge nettet. De kan med timers varsel producere klip, som tager til genmæle mod angreb på nettet, og de kan selv producere indslag vendt mod politiske modstandere eller hjemmesider, der systematisk angriber dem. Men selv på nettet er alting ikke tilladt. Det måtte den tidligere demokratiske vicepræsidentkandidat John Edwards erkende sidste uge. Jomfru Maria og pillen Den velhavende og flotte advokat fra det demokratiske partis venstrefløj – som flere hjemmesider viser i færd med i flere minutter at sætte sit hår inden et tv-interview – forsøger igen at blive demokratisk præsidentkandidat, og han kører en benhård kampagne på nettet. Han hyrede tidligere på året to kendte feministiske bloggere, Amanda Marcotte og Melissa McEwan, til at fremføre sine synspunkter på deres hjemmesider. De holdt sig ikke tilbage med voldsomme angreb på katolske organisationer, der angriber John Edwards holdning til bøsseægteskaber, abort og andre såkaldte værdispørgsmål. På hjemmesiden Pandagon kaldte Amanda Marcotte lederen af en højredrejet katolsk organisation for en »antisemitisk ekstremist«. De to kvinder beklagede, at jomfru Maria aldrig havde haft adgang til fortrydelsespillen, og de holdt sig i det hele taget ikke tilbage. Så blev det svært for John Edwards. Han skulle lige pludselig både tage hensyn til sine unge og ofte venstredrejede tilhængere, der kommunikerer ivrigt på nettet, og de mange katolske vælgere, der overvejende stemmer på demokraterne. De sidste vejer noget tungere end de første. Han undskyldte de to bloggeres angreb på katolikkerne, men han ville ikke fyre dem. Så tog Amanda Marcotte sagen i egen hånd. »Jeg føler, jeg ville skade Edwards-kampagnen, hver gang jeg bare skulle hoste«, skrev hun i et brev, hvor hun trækker sig tilbage fra John Edwards stab. Karaktermord på vej Episoden viser, at kampagnerne på nettet kan slå begge veje, og det kan være klogt for kandidaterne at lægge en vis afstand til nogle af deres mest ivrige tilhængere. Men de skal også slå omgående igen, når de bliver angrebet. For godt en måned siden påstod hjemmesiden Insight, at Hillary Clinton forberedte et karaktermord på konkurrenten Barack Obama. Ifølge Insight havde den sorte senator hemmeligholdt, at han som seksårig havde gået i en islamisk skole i Indonesien, og Hillary Clinton ville nu bruge denne fortielse imod ham. Der var ikke fugls føde på historien fra Insight, der ligesom Washington Times ejes af den højreekstremistiske Moon-sekt. Historien stammede fra en anonym kilde, som en anonym journalist havde bragt videre til hjemmesiden, indrømmede Insights redaktør, Jeffrey Kuhner. »Her burde alle advarselslamper blinke i journalisters hoveder«, siger Ralph Whitehead, professor i journalistik i Massachusetts, til New York Times. Ikke desto mindre bragede nyheden om »Hillary-Obama-opgøret« igennem på den konservative tv-station Fox, hvorfra den kørte videre til radiostationer landet over. Den døde hurtigt. Men det skete kun, fordi især Hillary Clintons kampagnefolk reagerede lynhurtigt på den og formåede at påvise, at der var tale om en journalistisk og politisk and. Kampagne mod Obama Også Barack Obama får kærligheden at føle. Flere af hans modstandere i hjemstaten Illinois har i de seneste uger lagt materiale på nettet, som sætter spørgsmålstegn ved hans integritet. »Jeg er meget vred over, hvordan jublende medløbere blandt såkaldte reportere sluger alt fra Obama råt«, siger den politiske rådgiver og republikaner Joe Novak til Los Angeles Times. Novak har derfor lagt materiale ud på nettet, hvor han anklager Barack Obamas kone for at have mistænkelige interesser i sundhedsindustrien og for at score kassen som bestyrelsesmedlem for et hospital, der ifølge hjemmesiden obamatruth.org lader sorte betale over tre gange så meget for en operation som hvide. Disse videoindslag på nettet viser, »at det hurtigt er blevet stedet, hvor man lægger materiale, der er for kontroversielt og for upræcist til at køre i tv«, siger Barack Obamas talsmand, Dan Pfeiffer, til Los Angeles Times. Den slags form for negativ kampagne florerer også på radio- og tv-stationer. »Men fordelen ved nettet er, at det stort set ikke koster penge, det går hurtigt at producere, og du kan med timers varsel svare igen på modangreb. Og så bliver meget materiale sendt videre fra den ene til den anden, til venner og bekendte«, mener Peter Berkowitz, jurist og medieekspert fra tænketanken Hoover Institution i Washington. Og udbuddet er stort og blandet. Hjemmesider som den stærkt konservative Drudge Report og den venstredrejede Daily Kos er blevet regulære institutioner. Med jævne mellemrum bringer de regulære nyheder fra det politiske liv, som kører videre i de gamle medier som aviser og tv. Andre gange stiller de sig til rådighed for regulære kampagner, som da en gruppe af Vietnam-veteraner i 2004 med udgangspunkt fra hjemmesiden Drudge Report reelt underminerede den demokratiske præsidentkandidat John Kerrys kampagne med påstande om, at han havde løjet om sine angivelige heltegerninger under Vietnam-krigen. Bloggerne fik ret Men amatørerne kan også – nogle gange. Da tv-stationen CBS i 2004 påstod, at præsident Bush 30 år tidligere direkte havde nægtet at adlyde ordrer om at melde sig til krigstjeneste, reagerede bloggere over hele USA omgående. Flere af dem var i stand til at bevise, at de dokumenter, CBS’ legendariske nyhedsvært Dan Rather brugte mod præsident Bush, var falske. Alligevel var de gamle medier og Dan Rather langsomme til at reagere. Det stod klart for alle, at bloggernes dokumentation var i orden, og at de professionelle journalister med Dan Rather i spidsen havde taget fejl, skriver Peter Berkowitz fra Hoover Institution i netmagasinet Real Clear Politics. Han afskriver langtfra de gamle medier. Men både de og politikerne skal i fremtiden tage højde for millioner af nye aktører ude bag skærmene og de mennesker, der giver dem daglig ammunition i form af nyhedsbreve, blogs og videofilm. Det er en del af den nye politiske fremtid. Og i USA er den allerede begyndt.