Godt et halvt år før de afgørende primærvalg mellem de demokratiske kandidater til præsidentposten i USA er krigen for alvor brudt ud mellem de to førende demokrater, senatorerne Hillary Clinton og Barack Obama.
Efter et valgmøde organiseret af netportalen You Tube og tv-stationen CNN mandag aften har de to kandidater rettet en serie angreb på hinanden og brugt et tonefald, de hidtil har undgået. »Det er direkte uansvarligt og naivt«, siger den tidligere præsidentfrue om Barack Obamas udsagn under debatten om, at han i tilfælde af valg er rede til at møde lederne af Nordkorea, Iran, Cuba, Venezuela og Syrien, der i amerikansk terminologi er ’slyngelstater’. Barack Obama er dybt uenig: »Ideen om, at vi straffer disse lande ved ikke at tale med dem, hvilket er det bærende element i den nuværende regerings diplomati, er ganske enkelt latterlig«, sagde han mandag. Samtidig peger han igen og igen på, hvad han kalder Hillary Clintons store, udenrigspolitiske fejl. »Det uansvarlige og naive var at stemme for Irakkrigen«, siger han med henvisning til, at han selv hørte til blandt relativt få senatorer, der i 2003 stemte mod krigen, mens Hillary Clinton stemte for. Bambi i junglen Det er ikke populært i det krigstrætte USA. Så måske derfor har Hillary Clinton valgt at fremstå som den benhårde amerikaner, der ikke giver indrømmelser til landets fjender, mens Barack Obama fremstår som den traditionelle, bløde demokrat. Det er farligt, for det image har svækket partiet voldsomt i de seneste årtier, mener flere kommentatorer som f.eks. Dick Polman fra avisen Philadelphia Inquirer. »Han skadede måske sig selv i debatten, da han efterlod det indtryk, at han vil blive en Bambi i en jungle fyldt med rovdyr«, skriver han om Barack Obama. I sikkerhedsdebatten, som er meget vigtig for udfaldet af kampen mellem de to demokrater, fører Hillary Clinton på point, og hun har i ugens løb også fået støtte fra en anden demokratisk præsidentkandidat, tidligere senator John Edwards. Men Barack Obama bør ikke give op, mener flere kommentatorer som redaktøren af tidsskriftet The Nation, Katrina van den Heuvel. For nok er det rigtigt, at tidligere præsident Bill Clinton i sine otte år i Det Hvide Hus ikke talte med lederne af de såkaldte slyngelstater. »Men hvad fik man ud af det?« spørger hun og peger på, at disse ledere fortsat er ved magten og stadig fører an i kritikken af USA. Og det har ikke gjort hverken USA eller verden sikrere, understreger Katrina van den Heuvel, for hvem erfaring ikke nødvendigvis er ensbetydende med sikker dømmekraft. Erfarne Hillary Men Hillary Clinton kører linjen som den erfarne politiker, der efter otte år i Det Hvide Hus sammen med sin mand, Bill Clinton, har stor viden om internationale forhold i modsætning til den uerfarne Obama. Og foreløbig fungerer det. For i de fleste meningsmålinger lægger Hillary Clinton stille og roligt afstand til Barack Obama og den tredje mand, tidligere senator og tidligere vicepræsidentkandidat, John Edwards. Hjemmesiden Real Clear Politics har lagt tallene fra flere målinger sammen, og her får Hillary Clinton 37,4 pct. mod 25,2 pct. til Barack Obama og 10,4 pct. til John Edwards. 13 pct. vil stemme på tidligere vicepræsident Al Gore, selv om han ikke har meldt sig som kandidat. Mange vælgere peger på Al Gores erfaring, og amerikanerne efterlyser i dette valg kompetence og erfaring, vurderer flere amerikanske kommentatorer som f.eks. E.J. Dionne fra Washington Post. Derfor slår Hillary Clinton igen og igen på det tema, og i de seneste dage har hun f. eks. mobiliseret sin mands tidligere udenrigsminister, Madeleine Albright, som peger på, at Hillary Clinton har evnerne til at styre USA gennem svære tider. Det bliver et andet vigtigt tema i den valgkamp, som på trods af, at de første primærvalg først finder sted om et halvt år, allerede kører på fuld kraft. For amerikanerne skal vænne sig til, at de med Hillary Clinton i Det Hvide Hus også får en kvindelig øverstkommanderende. En kvindelig chef for de væbnede styrker vil være en revolution, og derfor er Clinton-kampagnen i fuld gang med at vænne dem til det. Det er meget klogt, mener Washington Posts mediekommentator, Howard Kurtz. Jo længere kampagnen varer, des mere banalt bliver det, som tidligere fremstod som et tabu, vurderer han. »Så den dag, vælgerne skal stemme, er tanken om en kvindelig præsident en gammel nyhed«.






























