Nyhedsanalyse: USA's troværdighed smuldrer

Det er ikke mere end seks uger siden, at George W. Bush advarede om faren for en tredje verdenskrig, hvis ikke man fik sat en stopper for Irans atomvåbenprogram. Nu da de amerikanske efterretningstjenester vurderer, at stopperen faktisk blev sat allerede for fire år siden, er der hverken fest eller stor lettelse i Det Hvide Hus. Snarere skepsis over for spionernes konklusion og irritation over, at det bliver sværere for USA at få ørenlyd for nye tiltag over for Iran. I går havde Bush på et pressemøde i Det Hvide Hus skiftet det ultimative skræmmebillede om tredje verdenskrig ud med en vag advarsel om »en meget alvorlig situation«. Samtidig med at han forsikrede om, at »Iran var farlig, Iran er farlig, og Iran bliver ved at være farlig«, hvis landet får atomvåben. Bush glider af Det hele lød mere som en praktisk omformulering end et udtryk for, at Bush synes, noget har ændret sig. Og USA’s præsident gled af på bygen af spørgsmål om, hvor bekymret han er for USA’s troværdighed i verden og faren for at blive opfattet som drengen, der har råbt ’ulven kommer’ en gang for meget. Virkeligheden, som USA’s efterretningstjenester ser den, er nu den, at der formentlig ikke længere eksisterer noget iransk atomvåbenprogram. Og at det har der ikke gjort i de sidste fire år, som er netop den periode, hvor USA har fodslæbt over for EU’s forhandlingslinje og regeringen har pudset på sine planer om at præcisionsbombe iranske atomanlæg. De amerikanske spioner, der er fordelt i 16 forskellige tjenester, er temmelig enige om, at våbenprogrammet i Iran mindst har været stillet i bero siden efteråret 2003. Nogle af dem mener ligefrem, at det er helt stoppet. De ved ikke, om den iranske regering har til hensigt at genoptage programmet. Men de føler sig sikre på, at stoppet er udtryk for, at Iran har været mere modtagelig for udlandets pres, end USA regnede med. »Effektiv strategi« På den baggrund gik en synligt beklemt præsident på podiet i presselokalet i Det Hvide Hus og forsøgte lidt uentusiastisk at fremstille rapporten som en sejr for hans reform af efterretningstjenesterne. Og han flød over med nøje indstuderede formuleringer, der skal forsøge at fiksere billedet af Bush som den beslutsomme, ansvarsfulde beskytter, der er på forkant med situationen, selv når han lige er blevet sparket fire år tilbage i tiden. »Efterretningsvurderingen understreger, at vores hidtidige strategi har været effektiv. Og grunden til, at vi skal sikre, at den strategi fortsætter, er, at hvis Iran på et tidspunkt dukker op med en atombombe, så vil verden til den tid sige: Hvad skete der dog for dem? Hvorfor kunne de ikke se faren lure? Hvad blændede dem, så de ikke så verdens realiteter?«. »Jeg forstår sagerne, og jeg ser problemerne klart for mig. Og jeg har tænkt mig at bruge den nationale efterretningsvurdering til fortsat at samle det internationale samfund i fredens navn. Mange tak«, sagde Bush som afskedssalut og lod sin pegefinger hænge i luften som et udråbstegn. Reaktionerne rundt i verden tyder i første omgang på, at også andre lande i første omgang står nogenlunde fast på deres allerede velcementerede holdninger til Iran. Israel er skeptisk Irans udenrigsminister, Manouchehr Mottaki, siger ikke overraskende, at Iran hilser rapporten velkommen, og at »forholdene i Irans fredelige atomaktiviteter nu står klart for verden«. Israel er omvendt lige så urokkeligt skeptisk, som man kunne forvente, og premierminister Ehud Olmert opfordrer USA til at fortsætte ufortrødent med at bremse Irans atomambitioner. Mens de europæiske lande, der har ført an i diplomatiet, erklærer deres fortsatte støtte til USA. Men at dømme efter den livlige telefonaktivitet på kryds og tværs af verdenshavene i går er alt ikke længere helt, som det var før rapporten. Ruslands præsident ringede til Bush og talte i 40 minutter. Kinas udenrigsminister ringede til sin amerikanske kollega og til EU’s udenrigspolitiske koordinator. »Iransk afledning« Og i Washington talte ledende demokrater som senator Chuck Hagel om, at det her da må betyde, at Bushregeringen i sit sidste år ved magten udviser en ny form for »diplomatisk fleksibilitet« også over for Iran. Ifølge flere store amerikanske medier med kilder i centraladministrationen er konklusionen i kredsen omkring vicepræsident Dick Cheney dog langtfra overbevist om, at efterretningstjenesterne har fat i den lange ende denne gang. Washington Post skriver for eksempel, at flere i regeringen mener, at nogle af de centrale oplysninger, der er opsnappet ved telefonaflytninger og anden kommunikation, og som danner basis for den nye vurdering, kan være del af en smart iransk afledningsmanøvre. Men politisk er ingen i tvivl om, at det ikke kun er den amerikanske retorik, der har fået lyddæmper på. Selv om den nye vurdering igen kan så tvivl om troværdigheden af amerikanske efterretninger, er det så usædvanligt at skrue ned i stedet for op for en trusselsvurdering, at den nye rapport alene af den grund synes at blive regnet som mere troværdig end forløberne.