Uden Vestens hjælp kommer der aldrig frihed og demokrati til de tyrkisk-talende uighurer i Kina, siger Rebiya Kadeer til Politiken, der som den første skandinaviske avis kan bringe et interview med eksillederen af det muslimske mindretal. Efter urolighederne, der begyndte 5. juli i Xinjiang-provinsen og har kostet 184 mennesker livet, har uighurerne fået opmærksomhed som aldrig før.
Fem år i fængsel
Det har eksil-lederen tænkt sig at udnytte til at samle et pres på regeringen i Beijing, som hun regner med i sidste ende vil føre til, at Kina respekterer uighurers og tibetaneres menneskerettigheder.
»Vestens position er meget vigtig. De skal tage stærk afstand fra kinesiske overgreb mod uighurerne og fordømme den seneste kinesiske brutalitet«, siger Rebiya Kadeer, der ifølge iagttagere kan takke sit eget karismatiske udseende og medietække for, at uighurerne nu ses og høres.
LÆS KRONIKBeijing tager ingen chancer Hun har siddet fem år i fængsel på grund af sit politiske arbejde, men blev løsladt før tid i forbindelse med den amerikanske udenrigsministers besøg. Det har overbevist hende om, at pres nytter. »Jeg er sikker på, at den kinesisk regering vil blive tvunget til at ændre politik over for både tibetanere og uighurer til sidst«, siger hun. Tibetanerne har kæmpet i årtier, og Vesten har været opmærksom, men det har ikke hjulpet dem. »60 års fredelig kamp har ikke hjulpet tibetanerne nok i løsningen af deres problemer. Men vi vil fortsætte fredeligt, og til sidst vil Kina blive tvunget til at respektere vores rettigheder«. Hvad giver dig det håb? »Det internationale samfund kan presse Kina til at løse problemerne. Så vi fortsætter vores fredelige kamp«. Hvad kan uighurerne selv gøre? »Der er intet, uighurerne kan gøre lige nu, for regeringen har taget alt fra dem. De har ikke ret til at klage, de kan ikke ytre deres synspunkter og tanker, og de kan ikke tale om deres lidelser«.




























