Gaza - nogle kalder det verdens største fængsel

Nogle spiser græs. Andre leder efter madrester i gader og på affaldspladser. Og ikke nok med det: De er mange. Faktisk er der nu flere, som lever under fattigdomsgrænsen end over den. Velkommen til den palæstinensiske enklave i Gaza – af nogle kaldet verdens største fængsel. Og under alle omstændigheder et både menneskeligt og storpolitisk katastrofeområde. »Når jeg vågner, begynder jeg hver dag med at lede efter træ og plastik, som kan brænde, og så tigger jeg. Hvis ikke jeg finder noget, lever vi af græs«, fortalte eksempelvis den 43-årige Abu Amra for nylig. Og over for den britiske avis The Times tilføjede hendes 12-årige datter Rabab: »Jeg kan ikke huske at have set en frugt«. I halvandet år har de 1,5 millioner stadig mere forarmede palæstinensere i Gaza-striben, der ikke er meget større end Langeland, været udsat for en israelsk blokade, der er blevet stadig strammere. Stadig mere kvælende. Ifølge FN er det nu hele 51,8 procent af befolkningen, der lever under fattigdomsgrænsen. Omkring halvdelen er afhængig af fødevarehjælp fra FN, men det er blevet vanskeligere og vanskeligere at få hjælpen frem. Faktisk har FN i en periode måttet suspendere hjælpen helt, efter at en våbenhvile mellem Israel og den palæstinensiske Hamas-bevægelse, der kontrollerer Gaza, udløb kort før jul. Det var ellers svært nok i forvejen. Lige siden det islamistiske og iranskstøttede Hamas vandt et valg til det palæstinensiske selvstyre i januar 2006, har Israel været i noget nær chok. Hamas står bag stribevis af blodige terrorangreb og angreb med hjemmelavede Qassem-raketter mod Israel og defineres af både Israel, EU og USA som en terrorbevægelse. Og helt galt gik det, da bevægelsen i juni 2007 kastede sig ud i et væbnet magtopgør med den rivaliserende og sekulære palæstinensiske Fatah-bevægelse, der tidligere var ledet af den nu afdøde Yassir Arafat. Hvor Fatah bevarede kontrollen over Vestbredden med 2,5 millioner palæstinensere, styres de knap halvanden million palæstinensere i Gaza-striben nu af Hamas. Noget, der gennem det seneste halvandet år har fået Israel til næsten at forsegle grænsen til Gaza, når man ser bort fra lægehjælp, nødhjælp og enkelte andre forhold. Med udløbet af en våbenhvile mellem Israel og Hamas før jul rykkede blokaden tæt på total, og heller ikke den anden nabo – Egypten – er til større hjælp. Med tilskyndelse fra USA har det egyptiske styre under Hosni Mubarak, som selv er under pres fra en islamisk opposition, ligeledes lukket grænsen til Gaza. »For to uger siden løb vi for første gang i 60 år tør for fødevarer«, fortalte en vestlig nødhjælpsarbejder for nogle dage siden. Palæstinensisk ’tunneløkonomi’ Blokaden af Gaza har ført til en ’tunneløkonomi’, hvor Gazas indbyggere efter bedste evne indsmugler brændstof og andre livsnødvendige varer som medicin og fødevarer via hemmelige tunneller under den egyptiske grænse. Det har imidlertid langtfra været nok til at afbøde virkningerne af den israelsk-egyptiske blokade, der har ført til den nuværende humanitære katastrofe. En katastrofe, der på mange måder har fået mindre bevågenhed end krigene i Irak og Afghanistan samt konflikterne i Darfur og Zimbabwe – måske fordi tilstedeværelsen af den militante Hamas-bevægelse har forplumret opfattelsen af, hvad der menes at være ret og rimeligt. Men nok så vigtigt: Situationen er fastlåst: På den ene side afviser Israel at løsne grebet om Gaza, så længe der affyres hundredvis af livsfarlige raketter mod israelske byer på den anden side af grænsen. Den position er ingenlunde blevet rundere af, at der skal være valg i Israel 10. februar. Såvel den ventede vinder og leder af det højreorienterede parti Likud, tidligere premierminister Benjamin Netanyahu, og den kvindelige leder af midterpartiet Kadima, udenrigsminister Tzipi Livni, har lovet, at de vil fjerne Hamas fra magten – om nødvendigt med magt. På den anden side nægter Hamas at stoppe angrebene på Israel, så længe israelerne holder Gaza i et jerngreb. Og styret støttes i stigende grad af Iran og arabiske naboer, der er chokerede over indespærringen af Gazas befolkning. Støtten er dog især moralsk og politisk. For dels er det som nævnt svært for selv FN at få hjælp frem. Dels ser arabiske og iranske ledere en interesse i at holde konflikten kørende. Alt imens går tiden, og krisen uddybes. Sulten har som nævnt for længst fået tag i befolkningen. Det samme har desperationen i en befolkning, der kun har elektricitet i nogle timer i døgnet, og som oveni har oplevet, hvordan rensningen af kloak- og spildevand er gået i stå. Beskidt vand er i stedet blevet ledt ud i havet eller direkte på landjorden, alt imens læger og hospitaler har meldt om unødvendige dødsfald, fordi livsvigtigt hospitalsudstyr som dialyseapparater har manglet elektricitet. Dertil kommer et massivt pillemisbrug og kæmpe arbejdsløshed. Ironisk nok synes især Hamas at kunne profitere af den tiltagende krise. For det første kontrollerer organisationen de tunneller, som bruges til at smugle varer fra Egypten. Det giver Hamas mulighed for at kræve afgifter og dermed tjene penge på trafikken. For det andet vil socialt forfald ofte bidrage til den form for radikalisering, som Hamas er et udtryk for, og svække de mere moderate rivaler i Fatah-bevægelsen. Og endelig er der så det helt overordnede aspekt, som meget vel kan blive til et af de helt store spørgsmål i det kommende år: Så længe tiden går uden en fredsaftale, kan den israelske og palæstinensiske ledelse heller ikke enes om en såkaldt tostatsløsning, som har været den drivende logik bag de seneste 15 års fredsinitiativer, men som Hamas er imod. Tostatsløsningen går ud på at tildele palæstinenserne en ’levedygtig’ stat, alt imens Israel sikres som en jødisk stat. Problemet er, at det bliver stadig sværere at se, hvordan man kan sikre en levedygtig palæstinensisk stat, efterhånden som israelske bosættelser og mure har skåret de palæstinensiske områder op i små adskilte enklaver, der aldrig ville kunne overleve som stat. Og som kan kvæles lige så let, som Gaza bliver det lige nu. Nej til to stater Derfor høres der i stigende grad støtte til Hamas’ krav om at starte helt forfra og udvikle en løsning, der bevarer palæstinensere og jøder under en og samme stat. Det er alt andet end ukontroversielt: Den palæstinensiske befolkning vokser langt hurtigere end den jødiske, og derfor ville sådan en stat have palæstinensisk flertal inden for mindre end et par årtier – nogle taler om fra 2025. Israels siddende premierminister, Ehud Olmert, har sammenlignet sådan en løsning med Sydafrika, der efter sine smertefulde apartheid-år gav sorte samme indflydelse som hvide, hvorefter det store flertal med demokratiske midler fortrængte de hvide fra magten. Derfor insisterer Olmert ligesom de fleste andre politiske ledere på en tostatsløsning. Men, har de seneste 18 måneder vist, med den store begrænsning, at Israel altså også vil have indflydelse på dens ledelse. Og lige præcis den begrænsning kan, påviser Hamas i disse dage, altså få fatale konsekvenser og tvinge fattige til ligefrem at måtte spise græs. Betyder det, at Israel stiller et urimeligt krav, når dets politiske ledere påberåber sig ret til at isolere en politisk ledelse, som også USA og EU mener er terrorister? Det vil der være forskellige meninger om. Men tiden vil gå – til skade for Gazas almindelige befolkning og til gavn for Hamas.