Nødhjælpsorganisationer har så travlt med at markedsføre sig selv, at det humanitære hjælpearbejde efter jordskælvet på Haiti ikke fungerer optimalt.
Så skarpt lyder kritiken i en leder i det anerkendte britiske lægetidsskrift The Lancet.
»Det ser mere og mere ud som om, at mange nødhjælpsorganisationer i højere grad handler ud fra deres egen bedste interesse end ud fra, hvad de individer, som de hævder at hjælpe, har brug for«, skriver The Lancet.
LÆS ARTIKEL Nødhjælpsarbejderne går i vejen for hinanden
Tidsskriftet mener, at nødhjælpssektoren er blevet en inustri i sig selv. Og selvom mange organisationer yder en storstilet indsats under vanskelige vilkår, så kunne arbejdet i mange tilfælde fungere bedre.
»Store nødhjælps- og humanitære organisationer ligger ofte i stærk konkurrence med hinanden. Forurenet af international magtpolitik og en usmagelig holdning, der ses i mange store firmaer, kan store nødhjælpsorganistioner være helt besat af at skaffe penge. Mediedækning som et mål i sig selv er alt for tit et fokus for deres aktiviteter«, skriver tidsskriftet.
Allerværst er det dog, mener The Lancet, at nødhjælpsorganisationerne også konkurrerer ude i felten.
De samarbejder for lidt, og alt for sjældent benytter de store mastodonter sig af sig af den viden og det lokale netværk, som mindre græsrodsorganisationer ofte er i besiddelse af.
Jens Tranum og 131 andre
Efter jordskælvet ramte Haiti, satte nationale og internationale redningsarbejdere massivt ind på at redde overlevende ud af sammenstyrtede bygninger.
132 mennesker er reddet ud af ruinerne i live, herunder den danske FN-ingeniør Jens Tranum Christensen.
I dag, 11 dage efter skælvet, har Haitis regering besluttet, at det ikke længere giver mening at lede efter overlevende i ruinerne.
LÆS ARTIKEL
Jens Tranum: 40 centimeter reddede mit livMen redningsarbejdet har kostet alt for mange kræfter, siger den amerikanske læge Michael Schuster, der arbejder som frivillig på det største hospital i Port-au-Prince.
Han mener, at titusinder kan miste livet, fordi nødhjælpsarbejdere og redningshold fra start var for fokuserede på den mediedækkede opgave med at redde overlevende ud fra ruinerne.
I stedet skulle de have ydet lægehjælp til de personer, der ikke var gemt under murbrokker.
»Vi ender med at jagte vores egen hale. Når vi endelig har forsyninger til masserne, så er det næsten for sent. Jeg tror, at hvis vi havde sat ind overfor de mange i nød i stedet for at lægge så stort mediefokus på dem, der er gemt under brokkerne, så kunne mange liv have været reddet«, siger Michael Schuster til the Guardian.
SE FOTO
Samtidig med, at færre og færre tegn tydede på liv under brokkerne, deltog flere forskellige redningshold i de enkelte undsætninger.
»Dette kan være en af de sidste redninger, så alle vil være med«, sagde en amerikansk hjælpearbejder ifølge The Guardian, da en 25-årig kvinde i tirsdags med hjælp fra redningsteams fra Tyrkiet, USA, Frankrig og Haiti blev gravet fri.
Efterfølgende ville amerikanerne flyve kvinden til et hospital i helikopter, men det blev stoppet af holdene fra Haiti og Frankrig. De mente ifølge The Guardian, at helikopterturen ville give amerikanerne for stort fokus.
Kvinden blev i stedet kørt til hospitalet i bil.
LÆS ARTIKEL
Haiti opgiver at finde flere i liveI Danmark holder ngo'en Globale Læger denne weekend konference for at sætte fokus på de sundhedsmæssige konsekvenser, krige har for civilbefolkningen rundt om i verden.
Og selvom den humanitære krise i Haiti ikke udelukkende er fremkaldt af en væbnet konflikt, mener formand Cæcilie Buhmann alligevel godt, at der kan drages paralleller til situationen i Haiti.
»Haiti er ramt af et jordskælv, men det er også et land, der har lidt af en voldelig konflikt, uden at verdenssamfundet har haft voldsomt travlt med at hjælpe. Og derfor har vi i dag et samfund uden egentlig infrastruktur, hvor koordinationen af hjælpearbejdet er vanskelig«, siger Cæcilie Buhmann.
Både organisation og ofre skal leve
Hun nikker genkendende til den problematik, The Lancet kommer med, og mener, det er vigtigt, at både medier, politikere, donorer og civile organisationer retter et kritisk blik mod sig selv.
»Når man er afhængig af ekstern finansiering, er hensynet til ens egen organisations overlevelse også en del af dagsordenen. Det er vigtigt, at det ikke overskygger det, det hele handler om«, siger Cæcilie Buhmann.
