De hvide kitler er så rigt repræsenteret, at de træder hinanden over tæerne.
Det største hospital i Port-au-Prince kæmper med logistikken, efter et overvældende stort antal læger har meldt sig frivilligt som hjælpere efter sidste uges voldsomme jordskælv.
I kø for at operere
Nogle patienter oplever som følge af det store antal læger at få åbnet deres forbindinger tre-fire gange lige efter hinanden. Af forskellige læger.
Det fortæller den ansvarlige for at koordinere de frivillige, Paul Auerbach, til CNN.
»Vi er godt bemandede. Problemet ligger i koordineringen«, siger Paul Auerbach, der selv er uddannet læge fra Stanford Universitet.
LÆS OGSÅ Haitis døde angives til 150.000
Hovedhospitalet har ni operationsstuer, der på grund af en hær af frivillige læger er blevet en flaskehals for hurtig behandling af de sårede.
»Jeg tror, der er meget forvirring«, siger Marivittoria Rava, der er veteran som frivillig i organisationen bag et børnehospital, der i disse dage også tager imod patienter fra det store hospital i Port-au-Prince.
Leogane er stadig glemt
Ifølge Marivittoria Rava er det udelukkende i hovedstaden, at der ligefrem er for mange læger – i de områder, uden for Port-au-Prince, som også blev ramt af jordskælvets ødelæggelser, er der stadig massiv mangel på lægehjælp.
Eksempelvis har det flere steder været fremme, at lægehjælpen - og nødhjælpen generelt - kun i meget ringe grad er nået frem til byen Leogane, der ligger tæt på jordskælvets epicentrum.
90 procent af byens strukturer menes at være styrtet sammen eller beskadiget i så høj grad, at de ikke kan genopbygges.
En enorm mængde sårede
Sundhedsrisiciene i Haiti efter jordskælvet, der ramte for knap to uger siden med en styrke målt til 7,0 på richterskalaen, er massive, oplyser verdenssundhedsorganisationen WHO i en spritny rapport.
Først og fremmest er der de helt enorme mængder sårede, der skal behandles.
FN’s humanitære afdeling, OCHA, vurderer, at 194.000 mennesker er sårede. Og generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, sagde efter sit besøg i Haiti, at han aldrig havde set så mange sårede mennesker.
LÆS INTERVIEW
Røde Kors-chef: Haiti ligner Berlin efter krigenDerudover er der risiko for infektioner, fordi folk bor på gaden uden rent drikkevand og uden sanitet. En række infektioner kan også spredes i eksempelvis teltlejrene, hvor mange mennesker er samlet på meget lille areal, skriver WHO.
Døde kroppe er ikke farlige
Dødstallet efter jordskælvet er blevet ved med at stige, og senest har myndighederne anslået, at 150.000 mennesker er døde.
Alle lig er endnu ikke fjernet fra gaderne, men WHO understreger, at de døde kroppe ikke udgør en fare for spredning af sygdom.
»Når døden er indtruffet ved den oprindelige ulykke og ikke som følge af sygdom, kan man ikke sætte de døde kroppe i forbindelse med sygdomsudbrud«, lyder det i rapporten.
SE OGSÅ
fortsæt med at læse




























