Valg midt i verdens værste konflikt

Maguy Katuku Muzinga regnede sin plads i det ny parlament i Den Demokratiske Republik Congo for så godt som sikret, da hun i weekenden gjorde sig klar til at rejse hjem til Nyuzu i den østlige ende af landet. Forude ventede en lille uges hektisk valgkamp før kommende søndags historiske valg - det første demokratiske af slagsen i 46 år. Muzinga er eneste kvinde mod otte mandlige kandidater i Nyuzu. Hjem på knallert Med sig i flyet fra hovedstaden Kinshasa havde hun valgplakater, tørklæder til vælgerne og 150 bøger til de lokale skoler. Det skulle alt sammen være nok til at sikre mindst de kvindelige stemmer. Men da Muzinga landede i provinsbyen Kalemie, var valgplakater og tørklæder forsvundet. Og toget til Nyuzu var holdt op med at køre. Så ifølge det britiske radio- og tv-selskab BBC måtte Muzinga finde en knallert, efterlade bøgerne og drage tomhændet hjem til valgkampen ad 200 kilometer grusveje. Sådan lider selv de mest storslåede planer ofte skibbrud i nådesløse sammenstød med Congos kaotiske infrastruktur. Man bør derfor have den største respekt for de 25,6 millioner congolesere, der midt i verdens værste konflikt i 2005 lod sig registrere som vælgere - en øvelse, der ofte krævede en lang dags vandring og fem vidner på ens identitet i mangel af en dåbsattest eller id-kort. Døde vælgere »Vi havde kun regnet med 20 millioner«, siger Ross Mountain, FN's øverste chef i Congo, hvor internationale donorer med EU i spidsen har givet knap 2,5 milliarder kroner til valget. »Men der var en stor iver efter at komme ud af 45 år i det politiske vildnis, hvor man ikke havde nogen indflydelse på lederskabet«. Mange af de registrerede vælgere er i mellemtiden døde. Ingen aner hvor mange. For mens verden efter et par ugers konflikt i Libanon tæller det samlede antal dræbte i hundreder, styk for styk, lægges der i Congo - ifølge FN - hver dag cirka 1.200 døde til de måske fire millioner døde under ti års konflikt. Et af områderne med flest registrerede vælgere er Ituri i landets nordøstlige ende, hvor den fortsatte konflikt har været meget blodig. Men her må titusinder af vælgere opgive at stemme på søndag, fordi de er flygtet fra deres landsbyer. Vanrøgtet land Hovedparten af konfliktens ofre er dog ikke døde af skud, men af det totale sammenbrud i samfundet, der også gjorde det af med Maguy Muzingas valgkamp. På landets hospitaler sælger lægerne medicinen i mangel af løn, i hytterne i nabolaget dør folk af kolera, når vandforsyningen atter er brudt sammen. Forfaldet startede for alvor under den tidligere diktator Mobutu Sese Seko, der blev styrtet i 1997. Han efterlod et land så vanrøgtet, at det ifølge FN's Ross Mountain »ikke blot kan være et resultat af forsømmelighed«. Du mener, det må have krævet aktiv ødelæggelse?

»Min forståelse er, at hans strategi var at holde folk adskilt. Fysisk og politisk«, siger Ross Mountain. Derfor er Congo i dag et land på størrelse med Vesteuropa, hvis to ender ikke er forbundet med veje og jernbaner. Og derfor har FN - gennem udviklingsorganisationen UNDP og verdens største fredsstyrke, MONUC - måttet poste millioner af kroner i flytransport af stemmesedler og andre materialer til landets 46.693 stemmelokaler. Afrikansk krig Nogle af valgets stemmesedler er store som avissider. 9.707 kandidater satser på en af de 500 pladser i parlamentet, mens der er 32 tilbage i kapløbet om at blive præsident. Favorit er den nuværende, Joseph Kabila, hvis far Laurent med hjælp fra nabolandet Rwanda smed diktatoren Mobutu ud. Laurent Kabilas eneste bidrag til demokratisering af landet var at ændre landets navn fra Mobutus Zaire til Den Demokratiske Republik Congo. Derudover huskes han mest for at have kastet sit land ud i den såkaldte Første Afrikanske Verdenskrig, hvor i alt seks udenlandske hære sloges i Congo. Laurent Kabila blev myrdet af sin egen bodyguard, hvorefter hans søn som i et enevældigt monarki arvede magten. Med magt over statsmedierne og en ikke ganske neutral hær har Joseph Kabila nu klare fordele i kampen om at blive Congos første demokratisk valgte præsident i 46 år. Mens parlamentskandidaten Maguy Mazunga havde satset på at give vælgerne tørklæder og skolebøger, har Kabila kunnet love busser og el-generatorer i byer som Bukavu og Goma i konfliktens centrum - og oppositionens højborge - mod øst. I Goma løb han dog ind i de samme problemer som Mazunga: De lovede elgeneratorer strandede på grund af mangel på transport. Ifølge en international hjælpearbejder i området forhindrer det ikke, at »ni ud af ti, jeg har talt med, vil stemme på Kabila«. Frygt for taberne Det kan være gode og dårlige nyheder for Kabila. Gode, fordi han skal have over 50 procent af stemmerne for at undgå en anden valgrunde, der vil forsinke processen med måneder. Dårlige, fordi et alt for ydmygende nederlag til oppositionen kan få konflikten til at blusse op igen. Goma er hjemsted for en af de største oprørsgrupper, RCD, hvis leder Azarias Ruberwa er vicepræsident i den nuværende overgangsregering. Men hans parti er oppe imod 114 parlamentskandidater i Goma. »Valget risikerer at skabe en stor gruppe af politikere og krigsherrer uden politisk indflydelse«, skriver tænketanken International Crisis Group i sin seneste rapport og forudser, at søndagens valg »på kort sigt kan destabilisere snarere end stabilisere landet«. »Stem på mig« FN's fredsstyrke har i de seneste måneder angrebet baser for nogle af de mange oprørsgrupper, men ladet andre i fred. En talsmand konstaterede forleden: »Congo er for stort og for skovfyldt til, at vi kan være alle vegne. Vi kan jage oprørerne ud i dag, men de vender tilbage i næste uge«. Landets egen hær kæmper stadig med at integrere en række tidligere oprørere og vil få vanskeligt ved at nedkæmpe voldelig utilfredshed med valgresultatet. De sjældent lønnede soldater beskyldes jævnligt for mord, voldtægt og plyndringer. »Der er gjort fremskridt - men ikke tilstrækkeligt - med at integrere hæren og genoptræne den, så den beskytter befolkningen frem for at udplyndre den«, siger Ross Mountain. Under valgkampen har hæren ført sig så hårdt frem mod oppositionen, at en række internationale organisationer har bedt soldaterne holde sig på kasernerne på valgdagen. Sådan synes situationen før det historiske valg så kompleks, at man skal være præsident af kaotiske Congo for at reducere den til et enkelt budskab: »Jeg lovede at forene landet. Det er sket. Jeg lovede at holde valg. Det sker om fem dage. Derfor beder jeg jer stemme på mig på søndag«, som Joseph Kabila sagde ved et valgmøde i forgårs.