Japanerne er kendt som et hårdtarbejdende folkefærd, men det bliver mere og mere udbredt, at arbejdere på japanske virksomheder har svært ved at holde sig vågne, fordi de arbejder for hårdt. Det viser en undersøgelse fra Nihon University School of Medicine ifølge BBC News. Mens nogle arbejdere er ved at falde i søvn på jobbet, kommer andre for sent eller melder sig syge for at kunne hvile. Det har alt sammen en negativ effekt på produktiviteten, der årligt bliver til et tab på godt 180 milliarder kroner for den japanske økonomi. Et globalt problem I Japan er det almindeligt, at man arbejder over, fordi den kulturelle tradition dikterer, at man ikke forlader arbejdspladsen før kollegaerne, ligegyldigt hvor meget, man har arbejdet. Men også i andre lande ses problemet. »Folk tror måske, det er et japansk problem, men det er det ikke, det er globalt«, siger professor Makoto Uchiyama fra Nihon University School of Medicine til BBC News.
Trætte arbejdere koster Japan 180 milliarder
Lyt til artiklen