Amnesty: Krig mod terror fører til tortur

Amnesty advarer om, at krigen mod terror, betyder at der sker mere tortur - Foto: AP
Amnesty advarer om, at krigen mod terror, betyder at der sker mere tortur - Foto: AP
Lyt til artiklen

Tortur, terror og sikkerhed er blandt hovedemnerne i den årsrapport, som menneskeretsorganisationen Amnesty International præsenterer i dag. Organisationen kritiserer i sin rapport, at mange lande tillader tortur og anden nedværdigende behandling under dække af den såkaldte krig mod terror. USA fører an, men en række europæiske lande er nævnt i rapporten, fordi de på grund af terrortruslen tilsyneladende accepterer en vis grad af tortur og mishandling. Tortur udliciteret I forbindelse med de meget omtalte CIA-flyvninger i Europa har den amerikanske og flere europæiske regeringer i praksis udliciteret torturen til lande som Egypten, Jordan, Marokko, Saudi-Arabien og Syrien, lyder det fra Amnesty International. »Den såkaldte krig mod terror har banet vejen for tortur og diskrimination og undergravet mange menneskers retssikkerhed og ytringsfrihed«, siger generalsekretær for Amnesty International i Danmark, Lars Normann Jørgensen, og retter en særlig kritik mod USA's praksis. »Det er helt uantageligt, at verdens mest magtfulde og priviligerede land med henvisning til egne, snævre sikkerhedsproblemer åbenlyst overtræder menneskerettighederne«, siger han. 14.000 tilbageholdt Som et resultat af den såkaldte krig mod terror tilbageholder mindst 28 lande fanger, der ikke har været stillet for retten. USA og den internationale koalition i Irak, der bl.a. omfatter Danmark, tilbageholder 14.000 fanger uden rettergang og adgang til advokat, skriver Amnesty International. Fangerne befinder sig primært i Irak, Afghanistan og på Guantanamo-basen, men også i skjulte fængsler i Jordan, Pakistan, Thailand og Uzbekistan, hvor der er risiko for, at de udsættes for tortur. I både Afghanistan og Irak er britiske og amerikanske soldater blevet afsløret i at udøve tortur mod de tilbageholdte. »Det må vække stærkt ubehag hos mange danskere, at USA - vores nære allierede i Irak, Afghanistan og i 'krigen mod terror' - i 2005 blev taget i grove brud på menneskerettighederne«, siger Lars Normann Jørgensen. Fogh må tage afstand Han opfordrer statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) til at benytte næste måneds besøg hos USA's præsident George W. Bush til at tage tydeligt afstand fra brugen af tortur og tidsubestemte fængslinger. Amnesty International dokumenterer i sin årsrapport, at der i 2005 foregik tortur i mindst 115 lande og henrettelser uden rettergang i mindst 64 lande. Mindst 67 lande har samvittighedsfanger siddende i fængsler, mens der i 22 lande er eksempler på, at folk »forsvinder«. Mindst 24 lande kritiseres af Amnesty International for at dødsdømme og henrette sine borgere. Grund til optimisme Midt i elendigheden er der dog også grund til optimisme, understreger Amnesty International. Antallet af væbnede konflikter rundt om i verden er faldende, reformer i FN har styrket det internationale menneskeretsmaskineri, og et stadigt stigende antal lande har tilsluttet sig Den Internationale Straffedomstol i Haag. Derudover mærker Amnesty Internationals generalsekretær, Irene Khan, tegn på, at fem års undertrykkelse af menneskerettighederne i terrorbekæmpelsens navn er ved at vende. »Forskellen på 2005 i forhold til de foregående år er, at stemningen i offentligheden er ved at ændre sig«, skriver Khan i rapportens forord. »Folk køber ikke længere det vildledende argument om, at en indskrænkning af vores frihed vil øge vores sikkerhed«, konkluderer Khan.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her