Titusindvis af britiske jægere trodsede 2. juledag forbuddet mod rævejagt, siger dyreværnsorganisationer ifølge det tyske nyhedsbureau dpa. Andre jægere nøjedes med at lade deres hunde følge duftspor, der mindede om rævenes lugt. Det var den første 2. juledag, der traditionen tro er Storbritanniens største jagtdag, siden det omstridte forbud mod rævejagt trådte i kraft i England og Wales i februar. Politiet kunne ikke holde fast Britisk politi har gentagne gange erklæret, at det ikke er i stand til at sikre, at forbuddet bliver overholdt. Mandag lød endnu en opfordring til den britiske indenrigsminister, Charles Clarke, om at give politiet tilladelse til at betræde privat ejendom for at overvåge jagter og for eventuelt at foretage anholdelser. Som en protest mod forbuddet deltog hundredetusinde jægere mandag i lovlige jagter rundt om i England og Wales, meddelte Countryside Alliance, som er rævejagtens største lobbygruppe.
Britiske jægere trodser forbud mod rævejagt
Lyt til artiklen