Nordkoreanere på slavearbejde i Vesten

Den gamle skole ligger for sig selv for enden af en vej, omgivet af snedækkede hvedemarker. Døren med den matterede glasrude er låst, men man kan høre noget derindefra: klaprende symaskiner og unge kvinder, der sludrer sammen på koreansk. Skolen er for længst nedlagt på grund af elevmangel. Der bor kun 200 mennesker i landsbyen, der ligger godt 30 kilometer vest for den tjekkiske hovedstad, Prag. Skolen er i dag omdannet til en fabrik, der fremstiller uniformer. Næsten alle medarbejderne er nordkoreanere, og kvinderne ser i første omgang ud til at være glade for at få besøg. Det er ensomt at arbejde her, flere tusinde kilometer hjemmefra. De strømmer til for at snakke. Langt hjemmefra »Jeg er ikke så glad for at være her. Der er ingen, der taler mit sprog. Jeg er så langt hjemmefra«, siger en ung kvinde i T-shirt og joggingbukser. Hun kommer fra den nordkoreanske hovedstad, Pyongyang, fortæller hun. Men mens hun står og snakker med os, kommer en ældre kvinde med et myndigt kropssprog og et udtryksløst ansigt forbi. Det er en nordkoreansk sikkerhedsmedarbejder. Uden et ord opløses flokken af unge kvinder. De forsvinder ind i et andet lokale og låser døren forsvarligt bag sig. Hundreder af unge nordkoreanske kvinder arbejder på tekstil- og læderfabrikker som denne og er dermed med til at afhjælpe manglen på arbejdskraft i små tjekkiske byer. Den nordkoreanske regering beholder det meste af kvindernes løn, der tilsyneladende er en af de få lovlige kilder til hård valuta for det isolerede og forarmede regime, som i øvrigt menes at tjene penge på falskmøntneri, narkosmugling og våbensalg. Eksperter vurderer, at 10.000-15.000 nordkoreanere arbejder for deres regering i udlandet som blandt andet sygeplejersker, bygningsarbejdere og fabriksarbejdere. Ud over Tjekkiet har Nordkorea sendt borgere til Rusland, Libyen, Bulgarien, Saudi-Arabien og Angola for at arbejde, fortæller nordkoreanske afhoppere. Regeringskonto Kvinderne på fabrikken tjener den tjekkiske mindsteløn på omkring 1.600 kroner om måneden, men næsten hele lønnen indsættes direkte på en konto, der kontrolleres af den nordkoreanske regering, som så betaler kvinderne en brøkdel af beløbet. Kvinderne færdes altid i grupper, når de overhovedet får lov til at bevæge sig udenfor. De ledsages ofte af en vagt fra den nordkoreanske ambassade, der omtales som deres »tolk«. De bor under streng overvågning på sovesale, hvor udsmykningen er begrænset til portrætter af Nordkoreas afdøde stifter, Kim Il-sung og landets nuværende leder Kim Jong-il. Deres eneste fritidsfornøjelser er propagandafilm og aviser sendt fra Nordkorea og indimellem en omgang fælles gymnastik i haven udenfor. »Det er slavearbejde i det 21. århundrede«, siger Kim Tae-san, en tidligere medarbejder på den nordkoreanske ambassade i Prag. Han var med til at etablere fabrikkerne i 1998 og fungerede som leder af en skofabrik, indtil han i 2002 hoppede af til Sydkorea. Trækkes i løn Kim Tae-san havde også til opgave at inkassere lønnen og fordele penge til arbejderne. Han siger, at 55 procent af bruttolønnen straks blev inddraget som et 'frivilligt' bidrag til den socialistiske revolutions sag. Kvinderne skulle selv købe og tilberede deres mad. De blev også trukket i løn for logi, transport og særlige udgifter, for eksempel blomster til Kim Jong-ils og Kim Il-sungs fødselsdage. Kvinderne skulle endda betale for de propagandafilm, de blev tvunget til at se. Når alle udgifter var dækket, havde kvinderne en månedsløn på mellem 120 og 180 kroner. Heraf brugte de under 60 kroner på mad og købte kun den billigste lokale pasta. »De forsøger at spare penge op ved at lade være med at spise«, siger Kim Tae-san. Han fortæller, at hans kone, der flere gange ledsagede ham under besøg på fabrikken, var bekymret over, at kvindernes menstruation var ophørt, at deres bryster skrumpede ind, og at mange af dem led af akut forstoppelse. »Vi prøvede altid at få dem til at bruge flere penge på mad, men de kun kunne tænke på at tage penge med hjem til deres familier«. Kim Tae-san siger, at tjekkerne ofte forvekslede nordkoreanerne med fanger, der var idømt straffearbejde, på grund af de barske vilkår. »De spurgte pigerne: Hvilken frygtelig forbrydelse har I dog begået, siden I er blevet sendt hertil for at arbejde under disse betingelser?«. Men i virkeligheden kommer kvinderne som regel fra familier, som myndighederne vurderer er så loyale over for regeringen, at de ikke vil hoppe af. På de statslige virksomheder hjemme i Nordkorea kan lønnen være så lav som seks kroner om måneden, og muligheden for at blive udstationeret i tre år betragtes derfor som et privilegium. 321 på seks fabrikker Tjekkiets fortid som et kommunistisk diktatur betyder, at menneskerettigheder i dag tages meget alvorligt i Tjekkiet. Men landet er samtidig afhængig af 200.000 udenlandske gæstearbejdere, der først og fremmest skal erstatte de tjekker, der har opsøgt det højere lønniveau i Vesteuropa. I begyndelsen af december var 321 nordkoreanere beskæftiget i tekstilindustrien seks forskellige steder i landet, oplyser det tjekkiske arbejdsministerium. Nordkorea vil ikke udtale sig offentligt om disse fabrikker. »Det er ikke i vores interesse at give oplysninger. Det er et privat anliggende, som ingen skal blande sig i«, siger en nordkoreansk ambassademedarbejder, der er ude for at kontrollere fabriksarbejdere i byen Nachod tæt ved grænsen til Polen. De tjekkiske myndigheder siger, at nordkoreanerne er mønsterarbejdere. »De er så stilfærdige, at man næsten ikke opdager, at de er der«, siger Zdenek Belohlavek, afdelingschef hos arbejdstilsynet i distriktet Beroun, der omfatter Zelezna og Zebrak, en større by, hvor omkring 75 nordkoreanske syersker syr undertøj. Belohlavek fremviser en tyk sagsmappe med fotografier og stamoplysninger om kvinderne, hvoraf de fleste er født mellem 1979 og 1981. Deres papirer er i skønneste orden, og fabrikkerne opfylder tilsyneladende alle lovens krav, siger han. Låst indefra Han erkender dog, at arbejdstilsynet kun har kommunikeret med arbejderne gennem en tolk fra den nordkoreanske ambassade. Han siger, at kvindernes tilsyneladende mangel på frihed vækker bekymring. »De har vagter. Jeg ved ikke hvorfor. Det er vel næppe sandsynligt, at nogen vil prøve at stjæle dem«. En anden inspektør fra arbejdstilsynet, Jirina Novakova, der har besøgt fabrikkerne, kritiserer også, at kvindernes løn bliver indbetalt på en enkelt konto, der officielt tilhører tolken på Nordkoreas ambassade. »Det har vi det ærligt talt ikke så godt med«, siger hun. »Men hvis de gør det frivilligt, kan vi ikke rigtigt stille noget op«. Jiri Balaban, der ejer fabrikken i Zelezna, siger, at det ikke kommer ham ved, hvad arbejderne foretager sig i deres fritid, eller hvad de bruger deres penge på. »Det, der kommer mig ved, er, at de arbejder«. I teorien kunne kvinderne godt stikke af. Dørene er ganske vist låst inde fra i Zelezna, men vinduerne er ikke barrikaderet. Men hvor skulle de tage hen? De færreste af dem taler andet end koreansk. Zelezna har én mønttelefon, et kommunekontor, der har åbent to timer om ugen og en købmandsbutik, der er så lille, at brød skal bestilles en dag i forvejen. Nedrullede gardiner I Zebrak går nordkoreanerne kun ned i byen i grupper for at handle i supermarkedet én gang om ugen, nemlig om fredagen mellem klokken 16 og 18. De bor på en sovesal i en nydeligt udseende, citrongul bygning, der for nylig blev opført ved fabrikkens parkeringsplads. Gardinerne er altid nedrullede, og dørene låst. Pakker skal afleveres foran hoveddøren. Torvet i Nachod, julebelysningen, byens kinesiske restaurant og den lokale biograf, der viser 'Harry Potter og Flammernes Pokal', er forbudt område for de 40 nordkoreanske kvinder, der syr lædertasker og bælter sammen med gæstearbejdere fra Vietnam, Mongoliet og Ukraine. »De må ikke gå nogen steder hen. Man må ikke tale til dem«, siger sikkerhedsvagten Antonin Janicek. »De andre kvinder går både på bar og i biografen. Nogle af dem bliver gift her. Men ikke koreanerne«. Oversættelse: Tonny Pedersen