Sygeplejersker fængslet på dødsgangen i Libyen

Ivan Nenov laver aldrig noget om søndagen. Bortset lige fra at gå utålmodigt rundt om telefonen i sit hus hjemme i den bulgarske by Sliven. Han håber, at det bliver en af de søndage, hvor den ringer, og hans kone Nasjas stemme vil knitre i røret fra Libyen. Det sker en gang i mellem, når folk fra den bulgarske ambassade får lov til at udlåne en mobiltelefon til Nasja. De spredte samtaler har udgjort de triste rester af Ivan og Nasjas familieliv i de syv år Nasja har siddet fast i en vanvittig sag. God løn i Libyen Det hele begyndte egentlig bare som en jagt på penge. Som 25.000 andre bulgarere valgte sygeplejerskerne Nasja Nenova, Valentina Siropulo, Snezhana Dimitrova, Valja Chervenyashka og Kriststja Valcheva at tage til Libyen for at arbejde i slutningen af 90'erne. De offentlige lønninger hjemme i Bulgarien kunne man kun blive fattig af. Men i Libyen kunne man få lønnen fordoblet, måske endda tredoblet. Eller femdoblet, hvis man var rigtig heldig. Det trak i de fem bulgarere og mange andre fra Europas østlige kroge. De fem var alle erfarne sygeplejersker, og da de kom til Libyen i starten af 1998, fik de arbejde på børnehospitalet i Benghazi - godt 1.000 kilometer fra hovedstaden Tripoli. De nåede ikke at være mange måneder på hospitalet, før forfærdelige historier begyndte at sprede sig i byen. Børn med hiv I november 1998 skrev det libyske magasin 'La' om tre spædbørn, der i sommerens løb var blevet smittet med hiv-virus på børnehospitalet. Hiv var stort set et ukendt fænomen - i hvert fald officielt - og historien var chokerende for folk i Benghazi. Bekymrede fædre bankede på døren til magasinets redaktionslokaler for at høre mere. Enkelte havde allerede begravet deres børn. En far mødte op - sagde han - med mudder på skoene fra sin søns grav. Det viste sig hurtigt, at antallet af hiv-smittede småbørn var skræmmende meget større, end nogen havde troet. Omkring 50 smittede børn var nævnt på en fortrolig liste, som magasinets journalister fik kendskab til. Så blev 'La' lukket. Men det blev sagen ikke. Flere og flere børn viste sig at være blevet ramt af hiv og aids - og flere og flere forældre frygtede for deres syge børn, som officielt ikke havde hiv eller aids og derfor fik mangelfuld behandling. Nogenlunde samtidig var Libyens diktator Moamar Gaddafi til konference i Benghazi. Og en gruppe forældre møvede sig vej ind på mødet for i en sjældent hård appel til diktatoren at forlange, at han gjorde noget ved sagen. Ren Kafka Om det var det, der fik politiet på sagen, er uvist. Men politiet begyndte allerede i december 1998 at afhøre folk fra hospitalet. 10. februar 1999 kørte en bus ind til hospitalet i Benghazi, hvor Nasja arbejdede. 33 sygeplejersker og læger blev kørt væk til et ukendt sted for at blive afhørt. Nasja og fire andre sygeplejersker er aldrig sluppet fri igen. Det samme gælder den palæstinensiske læge Ashraf Ahmad Jum'a. Siden har sagen haft sit eget dystre forløb. I korrespondancen mellem den bulgarske ambassade og libyske myndigheder fremgår det klart, at bulgarerne i begyndelsen forventede, at det var et spørgsmål om uger, inden sygeplejerskerne ville blive sluppet fri. Men sådan gik det langtfra. Folkestemningen i Benghazi blev hård og uforsonlig. Forældrene var rystede. Mange var kommet til sygehuset med børn, der bare var lidt småsløje. De fik dødeligt syge børn tilbage. Nu ville de - og resten af storbyen - have et ansvar placeret. Og ansvaret var hverken sundhedssystemet, sygehusets, Libyens - eller Gadaffis - fastslog Gaddafi. Der var langt større kræfter på spil, mente han. Gaddafi og hans topfolk hævdede, at sygeplejerskerne med vilje havde smittet børnene med hiv. De havde ikke bare gjort det for egen ondskabs skyld. De havde arbejdet for både amerikanske CIA og den israelske efterretningstjeneste Mossad, sagde han. »Vi smittede dem med vilje« Sagen burde sådan set være ligetil. For fire af sygeplejerskerne og den palæstinensiske læge skulle alle have tilstået, at de smittede børnene med vilje. Alligevel trak sagen ud. Der gik halvandet år, inden de seks blev tiltalt. Tiltalen lød på at »forårsage epidemi ved at sprøjte hiv-virus ind i 393 børn«, »medvirken til aktiviteter, der førte til ukontrollable drab i et angreb på statens sikkerhed« og »deltagelse i en konspiration med mord for øje«. Dertil kom tiltale for sex uden for ægteskab og hjemmebrænding af sprit. Ni libyere, der oprindeligt var sigtet, er alle gået fri. Antallet af smittede er vokset løbende, og er i dag nået 426. Da sagen endelig kom for en domstol, gik det ikke hurtigere. Hele 13 gange - og gennem næsten tre år - blev sagen udsat. Til sidst blev det besluttet, at sagen skulle behandles forfra ved en højere domstol. De underskrevne tilståelser var klokkeklare fra flere af sygeplejerskerne. Det kom der senere en meget god forklaring på i Human Rights Watch, Amnesty Internationals og familiemedlemmernes rapporter. De fængslede blev under afhøringerne udsat for voldsom tortur. De fik elektriske stød på tungen, brystvorter og kønsorganer. Nogle fik bank i timevis, mens andre blev hængt op i armene under forhør. »Jeg var klar til at skrive under på alt for at få det til at stoppe«, har en af sygeplejerskerne fortalt Human Rights Watch. »Vi blev udsat for sadistisk og barbarisk totur for en forbrydelse, vi ikke har begået«, har den palæstinensiske læge Jum'a sagt. Virus var på hospitalet Forsvarerne i sagen siger, at tilståelserne ikke er meget værd, hvis de er blevet banket frem. Men ti politifolk er blevet frikendt for tortur. Den ene fortalte i retten, at han fandt en flaske med hiv-virus hos en af sygeplejerskerne. Internationale stjerneforskere er trukket til Tripoli for at undersøge sagen. En af dem er professor Luc Montagnier, der som den første opdagede hiv-virus i 1983. Sammen med et forskningshold gennemgik han epidemien, der ramte hospitalet i Benghazi. Han fastslår, at virus næppe kan være kommet udefra, men at den efter alt at dømme skyldes, at sygehuspersonalet ikke har været gode nok til at beskytte patienter mod inficeret blod og beskidte redskaber og kanyler. Og måske allervigtigst - så var virus allerede på hospitalet i 1997. Det var et år inden, de bulgarske sygeplejersker kom til Libyen. De kan altså ikke have noget med hiv-smitten at gøre, siger hele det internationale ekspertkorps. Der var gået fem et halvt år, da dommeren 4. maj 2004 læste sin dom op. Han var ikke blevet overbevist af de udenlandske eksperter: »Dødsstraf ved skud«, lød dommen. Og så burde den sag være ovre. Det var den langtfra. Af flere grunde. En af dem er penge; en anden er storpolitik, der ikke har meget med de bulgarske kvinder og børnehospitaler at gøre. Siden 2000 har Gaddafi kæmpet for at blive stueren. Han har betalt støtte til ofrene fra Lockerbie-flystyrtet, der var forberedt i Libyen. Og han støtter ikke længere terrorbevægelser. Men det er svært at charmere sig ind i det gode selskab, når man samtidig vil skyde sygeplejersker, som stort set alle vestlige lande i verden betragter som syndebukke. Politiske observatører er dog sikre på, at Gaddafi aldrig selv vil påtage sig ansvaret for de hiv-smittede børn. Det vil være et indenrigspolitisk selvmord. Når de bulgarske sygeplejersker skal i retten, får fråden frit løb ude foran retsbygningen. Nu har Libyen og forældrene til de smittede børn luftet en anden idé: blodpenge i overensstemmelse med islamisk lov. For hvert smittet barn skal forældrene have det samme beløb af Bulgarien, som Libyen har betalt til ofrene for Lockerbie. Det svarer til over 30 milliarder kroner. Den slags penge har det østeuropæiske land ikke at dele ud af, og Bulgarien har også afvist kravet, fordi det ville betyde, at landet officielt anerkender sygeplejerskernes skyld. Foreløbig er der ikke noget, der tyder på, at Nasja og de andre snart kommer ud. Beslutningen om, hvornår sygeplejerskerne skal skydes, er allerede blevet udsat to gange i år. 31. januar 2006 skal sagen igen behandles i retten. Imens venter Nasja, Ivan og de andre på syvende år. Men ligegyldigt hvor lang tid, der går, vil de næppe finde en mening med deres skæbne. Det finder de fængslede næppe heller i det nye hus, som er bygget til dem af Gaddafis egen fond. Selv om de er idømt den strengest tænkelige straf har de fået have, eget fælleshus med »mikrobølgeovn og tv«.