EU har stort bluffnummer med til WTO-topmøde

Hvis en dårlig skakspiller får lov til at snuppe en brik fra en stormester, er det som regel, fordi den dårlige spiller er på vej ind i en fælde. Sådan er det også i de globale forhandlinger om en ny verdenshandelsaftale: Man kan være helt sikker på, at EU-landene ikke ofrer sine bønder uden vished om gevinst. 'Forædling' Når EU lokker udviklingslandene med en udfasning af eksportstøtten til EU's landbrugsvarer og en reduktion i toldsatserne her forud for topmødet i Verdenshandelsorganisationen (WTO), der begynder i Hongkong i dag, behøver man derfor ikke være i tvivl om, at EU har udtænkt en strategi, der gavner de gamle kolonimagter. Kodeordet er 'forædling'. I fødekæden fra jord til bord ligger den største værditilvækst i de sidste led, altså i bearbejdningen af råvarer og markedsføringen af mærkevarer. At sælge sødestoffer på plastikflaske er eksempelvis en bedre forretning end at dyrke sukkerrør. EU-landene har derfor meget at vinde ved en dobbeltmanøvre, hvor udviklingslandene får mulighed for at sende billige råvarer hertil, mod at EU til gengæld får fri adgang til at sende forædlede fødevarer den anden vej. Fortjeneste til Eu-landene Skønt begge parter vil vinde på en sådan omlægning, vil EU-landene score mange gange mere. Seniorforsker Kim Martin Lind fra Landbohøjskolen understreger, at EU's gradvise åbning af landbrugsmarkedet ikke sker af hensyn til de fattigste lande alene: »Hvis man ser på EU's landbrugspolitik i forhold til afslutningen af Uruguay-runden, så har EU faktisk givet en hel del. 'Givet' lyder måske, som om det er en uselvisk handling. Men det er jo i høj grad til fordel for EU-landene samlet set, især forbrugere og skatteydere«, siger Kim Martin Lind. Kreativ bogføring EU-landene forsøger samtidig at friholde en stor gruppe af såkaldt følsomme landbrugsvarer - af hensyn til yderkantsområder i Europa, hvor landbrugsproduktionen stadig er vigtig. Men landbrugssektoren spiller ikke længere en dominerende rolle i EU. Landmænd udgør kun to procent af arbejdsstyrken. Alligevel har EU's fødevareindustri større økonomisk tyngde end de afrikanske landes tilsammen. Det er dog først og fremmest et tegn på Afrikas svaghed. Skønt landbrugsvarer kun udgør tre procent af den globale produktionsværdi, spiller landbruget stadig en altdominerende rolle i de fleste udviklingslande. Diplomatisk snilde Og da landbrugsstøtte paradoksalt nok samtidig er EU-samarbejdets største budgetområde, er det ikke underligt, at landbrugsområdet har fået forhandlinger i WTO til at gå i hårdknude. Men også på det diplomatiske område har EU vist sig at være overlegent. Det afgørende skaktræk blev udført for længe siden. For når EU-landene er villige til at komme udviklingslandene i møde, skyldes det, at EU-landene allerede har reformeret deres støtte, så den ikke kan rammes af WTO. Med landbrugsreformen i 2003 blev EU's støtte omlagt fra såkaldt 'gul' støtte (direkte handelsforvridende) til 'grøn' støtte ('ikke-handelsforvridende'). Stort bluffnummer Skønt EU's landmænd stadig får 325 mia. kroner om året, har man derved fået rygdækning til at påstå, at man nu ikke skævvrider samhandlen. Når EU-landene tilbyder at reducere deres landbrugsstøtte med hele 70 procent, lyder det umiddelbart flot. Med da EU-landene allerede har afviklet netop denne form for (gul) støtte, er tilbuddet i realiteten indholdsløst. EU-landene forsøger kort sagt at bruge et løfte om at afvikle en ikke-eksisterende støtteordning som trumfkort - alt imens EU's landmænd får udbetalt stort set samme beløb som tidligere, blot fra en lidt anden konto. Strategien betragtes ikke overraskende som et stort bluffnummer af stort set alle andre end embedsmændene i Bruxelles og Paris. Kritikken hagler også ned fra alverdens ngo-bevægelser. Nødhjælpen: For beregnende International chef i Folkekirkens Nødhjælp, udviklingsøkonom Christian Friis Bach, mener, at EU-landenes strategi er alt for beregnende: »EU's udspil burde være at udfase eksportstøtten langt hurtigere og at sikre en langt bedre adgang for landbrugsvarer til det europæiske marked. EU kæmper for at undgå øget markedsadgang på en lang række følsomme landbrugsvarer - præcis en række af de varer, som verdens ulande kan producere godt og billigt«. Indre splittelse Alle statschefer i EU står dog ikke lige så stejlt som den franske præsident Jacques Chirac, der kæmper en kompromisløs kamp for at afvikle landbrugsstøtten i det trægest tænkelige tempo. Og da EU-landene er nødt til at blive enige - oven i købet på forhånd - er EU en tung spiller at danse med, vurderer adjunkt Jens Ladefoged fra Københavns Universitet: »EU er faktisk i gang med en skrøbelig, ekstremt politisk ømtålig reformproces af landbruget og er gået med til nogle nedskæringer, der for få år siden ville have været utænkeligt. WTO-processen har fået mobiliseret proliberale kræfter i Europa, og skellet mellem globaliseringsvinderne i Nordeuropa og globaliseringstaberne i Sydeuropa er blevet tydeliggjort«, siger Jens Ladefoged. Selv om både omverdenen, de folkelige ngo-bevægelser og nogle få medlemslande i dag kræver flere indrømmelser fra EU, er den politiske realitet altså, at Frankrig ikke er villig til at strække sig meget videre. Mulighed for hurtig handling Samtidig med WTO-topmødet i Hongkong mødes de europæiske stats- og regeringschefer imidlertid til topmøde i Bruxelles, og det kan måske være med til at løse knuden. For en sjælden gangs skyld kan EU-lederne handle hurtigt, hvis mulighederne byder sig i Hongkong. Men man bør ikke vente afgørende gennembrud. EU-landene har deres officerer så godt placeret, at chefforhandler Peter Mandelson næppe har rygdækning til kun at spille på remis i de næste dage.