I mange år var New York Times-journalisten Judith Miller en gudinde i amerikansk presse. Hun havde de bedste kilder i det politiske system. Redaktørerne bankede hendes afsløringer op på forsiden, og hun var urørlig både på og uden for bladet. »Mit navn er frøken 'Gå Amok'. Jeg kan gøre lige det, der passer mig«, fortalte hun jævnligt kolleger, der selvfølgelig hadede den flotte, selvbevidste kvinde som pesten. Ofrede sig for ytringsfriheden Til gengæld var hun populær i kredsen omkring præsident George W. Bush. Hun var - og er - så velset, at vicepræsident Richard Cheneys stabschef, Lewis 'Scooter' Libby, skrev en rørende e-mail til hende for godt en måned siden. »Vi savner dig og din journalistik. Du skal skrive masser af historier - om valget i Irak og om selvmordsbomber, om truslen fra biologiske våben og det iranske atomprogram«, hed det i brevet til journalisten, der på det tidspunkt sad i fængsel. Glansen gik af Miller Judith Miller havde nemlig ofret sig for ytringsfriheden, demokratiet og beskyttelse af sine kilder, som en undersøgelsesdommer ønskede navnene på. Den gerning burde være nok til nærmest at give hende helgenstatus blandt kollegerne. Den fik hun bare ikke: Glansen var gået af hende, for allerede i maj sidste år måtte New York Times indrømme, at mange af 'Frøken Amoks' opsigtsvækkende artikler op til krigen mod Irak var direkte forkerte. Førte offentligheden bag lyset Hun - og avisen - havde været med til at føre den amerikanske og verdens offentlighed bag lyset. Derimod havde hun gjort præsident George W. Bush og folkene omkring ham umådelige tjenester, som kommentatoren Arianna Huffington skrev forleden i Los Angeles Times: »Den uafviselige kendsgerning er, at Miller - bevidst eller ubevidst - arbejdede hånd i hånd med propagandamaskinen i Det Hvide Hus for at sælge krigen i Irak. Og det indbefatter Libby og hans boss, Dick Cheney«, skrev hun. Det har ledelsen af The York Times afvist i over to år, hvor den har holdt hånden over den tidligere stjerne. Men nu er det ved at være slut. Søndag opfordrede læsernes redaktør på bladet, Byron Chalme, bladets ledelse til langt om længe at lægge kortene på bordet: »The Times bør gennemgå hele fru Millers journalistiske praksis så hurtigt som muligt«, skrev han og opfordrede til, at både Judith Miller selv og avisen tager konsekvensen af skandalerne: den tidligere journalistguru har intet at gøre på avisen. Demokratiets vogter Men selv om Judith Miller vælger at holde lav profil - hvilket ikke ligger til hendes temperament - risikerer hun at bliver forsidestof igen og igen de kommende uger. Hun er nemlig stærkt involveret i den såkaldte 'Plamegate-sag', der kan koste to af de mægtigste mænd i USA deres politiske liv. Det drejer sig om Judith Millers gode ven, stabschef Lewis 'Scooter' Libby og hans politiske boss, vicepræsident Dick Cheney. Lækkede navn på agent I løbet af denne uge skal en domstol tage stilling til, om den vil rejse sigtelser imod dem for stik imod alle regler at have udleveret navnet på den hemmelige CIA-agent, Valerie Plame, til udvalgte journalister i foråret 2003. En undersøgelsesdomstol har siden da forsøgt at finde frem til den person, der lækkede oplysninger om CIA-agenten til flere journalister. Det skete angiveligt for at skade agentens mand, den tidligere diplomat Joseph Wilson, der var en højlydt kritiker af krigsplanerne. Mistanken har været rettet mod stabschef Libby. På grund af det tætte forhold mellem Libby og Judith Miller ønskede dommeren også at afhøre Miller. Det sagde hun klart nej til med henvisning til journalisternes ret til at beskytte deres kilder. Hun blev fængslet, og i manende ledere og kommentarer fremstillede New York Times hende som »pressefrihedens vogter«. Trætte af stjernen Den hoppede kollegerne ikke på. »Den stærkt diskrediterede Miller, som ingen kolleger nu ville dele en byline med, havde brug for at blive renset, at fremstå som en helt«, skrev en af hendes stærkeste kritikere, Arianna Huffington, i Los Angeles Times. Judith Miller blev løsladt 29. september, og hun har siden afgivet to vidneudsagn uden at bringe vennen, stabschef Libby, i fedtefadet. Tilbagekomsten til redaktionen i New York sidste uge var intet triumftog, beretter kolleger på avisen til The New York Observer. Avisen beklager De tror ikke på hendes egen meget lange redegørelse for sagen, der blev bragt sidste søndag i New York Times, og selv den journalistiske redaktør har fået nok. »Jeg beklager hele sagen«, skrev Jill Abrahamson i en alenlang redegørelse til læserne. Kollegerne har også fået nok, og de undrer sig over, at avisen fortsat holder hånden over en medarbejder, der har skadet den og amerikansk journalistik så meget. Masser af forsideartikler Det startede ellers godt. I to år, helt frem til udbruddet af krigen mod Irak, skrev Judith Miller den ene opsigtsvækkende artikel efter den anden om truslen fra Irak. Artiklerne om Saddams atomvåben, hans kemiske våben, affyringsramperne til raketter og indkøb af beriget uran kom på forsiderne af New York Times. De blev citeret i de andre medier, og præsidenten, udenrigsministeren og forsvarsministeren brugte dem som beviser på Saddams onde vilje. Artikler var forkerte Problemet var bare, at hovedparten af disse artikler var forkerte. Oplysningerne i dem holdt ikke, og i maj sidste år måtte New York Times krybe til korset. Redaktørerne af avisen undskyldte over for læserne, at New York Times' dækning af hele forløbet op til udbruddet af Irakkrigen var præget af alvorlige fejl og regulær misinformation. Mangel på kritik Hvordan kunne det gå til, at Judith Miller, en af avisens stjerner, skrev den ene fejlagtige artikel efter den anden? »Jeg tog helt fejl. Analytikerne, eksperterne og journalisterne, der dækkede sagen om masseødelæggelsesvåben, tog fejl. Hvis dine kilder ikke passer, passer din historie heller ikke«, lyder hendes forklaring. Det er hamrende naivt, svarer kritikerne. »Ikke alle tog fejl, alle havde ikke de samme forkerte kilder eller drog de samme fejlagtige konklusioner«, konstaterer professor i journalistik, Todd Gitlin. Politisk årsager til fejl Sandheden er nok, mener kritikerne, at Judith Miller ønskede at tage fejl af politiske grunde. Kilderne var nemlig de mænd i Det Hvide Hus, CIA, udenrigsministeriet og forsvarsministeriet, der havde besluttet, at krigen mod Saddam Hussein var nødvendig. Judith Miller sympatiserede med dem i en sådan grad, at bladets daværende Bagdad-redaktør ifølge en artikel i Washington Post sidste år advarede mod hendes ukritiske brug af bestemte kilder. Slikker sårene Det mærkelige er, at Judith Miller trods protester fra højt respekterede kolleger fortsat fik lov at dække Irak og vigtige politiske sager efter afsløringen af de mange fejl. En forklaring er måske hendes mangeårige personlige venskab med udgiveren af New York Times. »En anden er hendes evne til næsten umærkeligt at drive tilbage til de emner, der interesserer hende«, siger en redaktør på New York Times til The New York Observer. Vil skrive bog om fængselsophold Derfor truer den skrappe dame også med at vende tilbage til avisen, når hun - helt efter traditionen - har skrevet en bog om fængselsopholdet. Det synes kollegerne er en dårlig ide, og imens slikker amerikansk presse sårene. »Hun var sine kilders instrument på New York Times ... Med episoder som disse udgør journalister ikke nogen udfordring til magtens mænd«, konkluderer redaktør David Sarasohn onsdag i dagbladet The Oregonian. Og det gør ondt på udøverne af et fag, der ønsker at se sig selv om magtens modstykke.