Den sidste grænsemur i Europa ligger i vildmarken

Når finske Pekka Aikios rener drager mod nord om sommeren, som rensdyr gør, og når samerne i hans familie drager efter, som samer gør - så når de ikke så langt som deres forfædre. For oppe i vildmarken mellem Finland og Norge støder de på et hegn; en lang mørk flænge i Nordens selvforståelse som åben og demokratisk: »Den sidste grænsemur i Europa«, som det lyder fra en af de mænd, der er mest optaget af at løse stridighederne om samekulturens frie bevægelighed. Han er ikke selv same. Den distingverede, hvidhårede herre, som Politiken møder på et Nordisk Råd-møde i nordnorske Bodø, er tidligere præsident for Norges Højesteret. Men Carsten Smith holder på mødet en glødende tale for danske, norske, svenske, finske og russiske duma-, stortings- og folketingsmedlemmer, og han taler om den uret, der er begået mod samer. Spillet om pengene Højesteretsjuristen er manden, der som topjurist er blevet bedt om for Norge, Sverige og Finland at kringle sig gennem det nordiske væld af malm, mineejere, rensdyr, laks og finske birketræer, der tilsammen udgør interesserne i det store spil om Europas sidste ødemark. Målet er at få en juridisk bindende og grundlæggende fællesnordisk aftale - eller konvention - om rettighederne for verdens op mod 100.000 samer. I afsættet ligger, at skandinaviske politikere og medier kan være gode nok til at se ud i verden og forarges over urimeligheder imod Karen-folk og Amazon-indianere og australske aboriginere. Men når det gælder Nordens egen baghave, har hverken midnatssol eller nordlys formået at skabe samme lys og klarsyn, og det er der ellers stærkt behov for, siger norske Carsten Smith, for »det gjelder være eller ikke være for en hel kultur«: »Et folks ret til kulturudøvelse er en af de fundamentale menneskerettigheder. Mod dette blegner de fleste andre sager i vores nordiske landes kulturpolitik«, sagde han til russiske og nordiske parlamentarikere og samepolitikere, inden han luftede de første rids af samekonventionen i en balancegang mellem jakkesæt med økonomiske og politiske interesser på den ene side og på den anden side farvestrålende samedragter med brocher og borter og ønsker om at bevare naturressourcerne for sig selv og eftertiden. Samekonventionen bliver en »al-samisk aftale for ét folk i tre lande«, og den vil ikke alene grundfæste samernes rettigheder og ret til selvbestemmelse, men også forsøge at puffe til besværlige grænsemure og skabe fleksible regler inden for det bureaukrati, det giver at høre hjemme i tre stater med tre forskellige lovgivninger. Pekka glæder sig Det er håbet at bløde op på de enkelte landes lovgivninger, når de støder sammen lokalt - som når skoler ikke kan bruge det samme samiske undervisningsmateriale på tværs af grænserne, fordi læreplanerne er forskellige. Allerede her fire måneder før sin offentliggørelse vækker konventionen glæde i samesamfundene nordpå. »Der er grund til optimisme. Alene arbejdet med konventionen viser, at der er sket en bevægelse i holdningen til samer«, siger præsidenten for Samerådet, Pekka Aikio, der er en af de mange finske samer med grænseproblemer og rener, der ikke kan skelne saftigt finsk lav fra lige så saftigt norsk lav. Pekka Aikio er ikke bange for, at en særlig samekonvention vil konservere samerne som levende museumsgenstande: »Det handler jo ikke om, at vi bare skal gøre det, vores forfædre gjorde. Vi er mindst lige så afhængige af at følge med i moderne udvikling som andre, for vi skal være så dygtige, at vi kan udnytte naturressourcerne bedst muligt og mest bæredygtigt. Ellers er der ikke noget tilbage til de næste generationer af samer«, siger han og minder med den finske mobil i hånden om, at en moderne same med navigations- og kommunikationsudstyr til livet i ødemarken er noget af det mest opkoblede og teknologisk avancerede, der findes. Også præsidenten for Sameparlamentet, den norske same Svend Roald Nystø, slår fast, at samekulturen er en stærk og levedygtig kultur i et moderne samfund. Mere synlige »I 20'erne og 30'erne talte man også om de sidste rester af samebefolkningen, men vi har altså aldrig været så mange, som vi er nu, og vi bliver mere og mere synlige. Vi vil ikke bare leve uden for samfundet. Vi vil tage del i erhvervslivet heroppe og tage medansvar for en bæredygtig udvikling i det moderne samfund, og det vil vi gøre med udgangspunkt i vores egne rødder«, siger Svend Roald Nystø, der blandt andet mener, at samer kan være til hjælp i integrationsspørgsmål: »Vi er vant til grænseoverskridende samarbejde og til at arbejde på tværs af nationer. Vi har som medfødt basiskundskab en stor forståelse for folk med fremmed baggrund, og den erfaring kan man have gavn af at trække på«, mener han. Russerne uden for De 2.000 russiske samer på Kolahalvøen er ikke med i arbejdet med konventionen, og den norske udenrigsminister, Jan Petersen, understreger, at man er nødt til »først at få den på plads« for de nordiske samer. »Så må vi se, hvordan vi kan involvere russerne derefter«, siger den norske udenrigsminister, der bakkes op af en af de fremmødte sametalskvinder fra Kolahalvøen, Anna Prakhova: »Jeg er på en måde ked af, at vi russiske samer ikke kommer med, men som politiker forstår jeg godt, at det kan være svært nok at bløde op på tradition, grænseregler og lovgivning i Skandinavien. Nu er processen i gang, og det tror jeg, at vi også vil få fordel af i Rusland«. Kvinden i den grønne samedragt har selv prøvet at måtte opgive sit samiske sprog, da hun som barn kom i sovjetisk børnehave, og hun sætter sin lid til, at den kommende konvention vil blive et bolværk »imod faren for kolonialisme og overgreb imod samekulturen«. Men det er ikke noget, der sker fra dag til dag, som den russiske samekvinde bemærker: »Grænser er ikke noget, man bare lige fjerner«.