Barsebäcks affald begraves dybt i jorden

Den dampende hede slår ansigtet så tungt som trådte man ind i tropehuset i zoologisk have. Men i stedet for kvidren fra regnskovens fugle, møder ørerne en monoton brusen som fra vand i evig bevægelse. Vi er 40 meter nede under jorden, da elevatordøren glider til side. På trods af den konstante brusen, er der ikke en krusning på de azurblå bassiner foran vore øjne. Vandets overflade er glat som olieret silke. Brugte stave er brandvarme Den tunge fugtige hede kommer fra vanddampene fra atomaffaldet 13 meter nede i det blå vand. I de første mange år er de brugte brændselsstave flere hundrede grader varmt. »Hver dag fordamper 5 kvadratmeter vand, som opsamles i beholdere. Vandet forlader aldrig dette rum«, siger Brita Freudenthal, talsmand for SKB, Svensk Kärnbränslehantering AB. Den statslige virksomhed der skal sørge for sikker opbevaring af det højradioaktive atomaffald, der blandt andet stammer fra Barsebäck ikke langt fra København. Azurblåt Vandet sendes tilbage i bassinerne for at holde stavene afskærmet under de mange meter vand, der er den eneste barriere mellem mig og stråledøden. Hun understreger, at vandets azurblå farve intet har med radioaktive stråler at gøre: »Vandet er så rent, at vores øjne kun opfatter den blå farve«. Lige inden vi forlader de underjordiske haller, hvor mere end 4.000 ton højradioaktivt atomaffald gemmer sig på bunden, falder øjet på en hvid klud, der så ganske usvensk dasker ned fra en sort bolt i væggen. Med godt fem meters mellemrum hænger der karklude på de massive monsterbolte. »Det var det eneste man ikke tænkte på, da man byggede det hernede. De bolte drypper kondensvand, fordi de er spændt op på grundfjeldet. Det er jo varmt herinde, mens fjeldet er koldt«, siger Brita Freudenthal. Under jorden i 30 år De varme brændselsstave med urandioxid skal ligge i de blå bassiner nede under jorden i 30 år, indtil deres temperatur er kommet så langt ned, at de skal indkapsles dybt i den svenske undergrund. Ifølge SKB tager det 35 år før brændselsstaverne er kommet ned på 50 grader celsius. Men turen ned i den svenske granit 460 meter ned under havets overflade kommer senere i denne historie. Da elevatoren igen åbner sine døre, kan vi træde ud på det grå betongulv med den gule striber, som på et andet hospital leder os hen til glasburet. Ved siden af røde ringbind er buret dekoreret med hvide plastpotter med bregner og violette blomster. Lidt liv på de grå og beige arealer mellem mennesker i hvide og gule kedeldragter. Undersøges Inden vi kan passere stålgitteret, skal sikkerhedsfolkene undersøge, om vi har fået noget radioaktivitet på os. Ikke alene har vi besøgt de underjordiske bassiner, vi har tidligere gået igennem den hal, hvor de 78 ton tunge transportkapsler med atombrændsel ankommer til anlægget. Når stålkapslerne ankommer er de godt 100 grader varme udenpå. Indeni er atomaffaldet næsten fem gange varmere. Sådan ankommer de brugte brændselsstave med SKB's transportskib M/S Sigyn. Det specialbyggede transportskib er designet til at fragte atomaffald fra alle svenske atomkraftværker. Alle er som Barsebäck placeret ude ved kysterne. Ved ankomsten løfter hallens orange kraner transportkapslerne 19 meter ned i et midlertidigt køleanlæg. Efter et døgn er stavene så kolde, at de ansatte har næsten en halv time til at få dem ned i et vandbassin. Driftstekniker Matias Alderbäck i den gule kedeldragt styrer den tommetykke stålarm, der foretager den fire timer lange operation. Processen skal foregå langsomt for at undgå krusninger i det blå bassin. Hver af de fire meter lange stave tager mellem 15 og 20 minutter at flytte fra transportkapslen til de kassetter, hvor de skal opholde sig de næste 35 år. I det underjordiske hede fængsel af blåt stille vand. Først i 2017 skal de første brændselselementer op af badet. Da er det planen, at de skal indkapsles en halv kilometer nede i den svenske granitundergrund. I 100.000 år. SKB går efter at konstruere en underjordisk kirkegård for atomaffald, som skal kunne holde strålerne indespærret, indtil radioaktiviteten er forsvundet helt. Gruberne skal kunne opbevare op mod 10.000 ton brændselsstave. Tidshorisonten Talsmændene fra SKB fremhæver, at efter 1000 år er radioaktiviteten aftaget så meget, at det vil være uskadeligt for mennesker at røre ved affaldet med de bare fingre. Men først efter 100.000 år er faren for forurening af grundvandet drevet over. Men er det sikkert nok? Hvad hvis vi igen ser en ny istid brede sig ned over Norge, Sverige og resten af Nordeuropa? Hvad sker der så med grundfjeldet? For at besvare de spørgsmål, har SKB sprængt en asfalteret vej 460 meter ned i den svenske granit, hvor hvide lastbiler og minibusser i dag fragter videnskabsfolk og deres materialer ned i undergrunden. Mange af dem forsker i, hvordan man sikret kan opbevare affaldet de næste 100.000 år. Gammelt havvand Hvis nogen spørger, hvordan Moder Jord ser ud indeni, så er svaret, at der er mørkegråt, grimt og vådt. Den næsten uendelige tunnel ned i dybet er tåget af vanddampene, der skinner i det kolde elektriske lys. Væden driver ned ad sprækker i den gråmelerede klippe, der er beklædt med bundter af kabler og aluminiumsrør hele vejen ned. »Vandet er 7.000 gammelt havvand, der er trængt ned i undergrunden«, fortæller vores guide. 325 meter under jordens overflade. Bussen tøver for trafiklyset, inden vi tager hårnålesvinget videre ned. Væden drypper tungt på minibussens tag. Som en byge i foråret. Men et forår der aldrig ville springe og blive til liv i solen og brisen ind fra Østersøen. Som de uendelige rækker af træer og skovsøer, vi har passeret på vejen mod indgangen til hullet ned. 372 meter nede. Strålerne fra elpærerne er det eneste, der synes at fortsætte ned. Og så endelig kommer vi til parkeringspladsen. 420 meter nede. Cylinder I en sidegang har man boret nogle af den type skakter, der skal rumme atomaffaldet fra de azurblå bassiner. Hver skakt skal rumme en 4.835 meter lang kobber cylinder med en samlet vægt på 24,6 ton. Det skinnende kobber vil rumme godt 3,6 ton atomaffald. Prisen for hver enkelt cylinder ligger i omegnen af en million kroner. I granitskakten vil cylinderen blive beklædt med en særlig ler, der opsuger væden. Hullet dækkes til med mere ler og knust granit. Til sidst forsegles hulen med beton. Alt sammen er det ifølge SKB modstandsdygtigt over for et tryk, der er tre gange det, en ny istid vil lægge på fjeldet. Prisen for at anlægge det underjordiske anlæg vil være i omegnen af 20 milliarder svenske kroner. Umiddelbart et astronomisk ubegribeligt tal, når man kigger på indholdet af brændselsstave, der mures inde de næste 100.000 år. Kernen i stavene består af 64 små stykker urandioxid, hver især knap en centimeter lang. De minder mest om foderpiller, landmænd på egnens gårde hælder ud i truget til deres grise. Men med helt andre gylleproblemer.