Blairs bagland begynder at tvivle

20-årige Jill Haynes i Hartlepool på nordøstkysten af England er god til at sammenfatte sin egen situation i al korthed. »Det er meget praktisk her i byen. De har lagt butikscentret, hvor vi unge mødes, og arbejdsformidlingen lige ved siden af hinanden. Så er der ikke så langt«. Det bliver sagt med en blanding af bitterhed og humor over en cappucino i det gigantiske butikscenter. For det er ikke nemt at søge job og vente på en uddannelse i et område, hvor den lokale avis Hartlepool Mail jævnligt bringer nyt om virksomheder, der kæmper for at overleve. Derfor tæller noget så seriøst som økonomien meget, når Jill 5. maj skal stemme ved parlamentsvalget. Hvis hun da gør det. Vælgerbekymringer For her i denne højborg for Tony Blairs Labour-parti frygter de lokale partibosser, at mange unge og tidligere kernevælgere bliver hjemme. »Tony Blair har gjort meget godt, og han lover, at vi også får job her i vores område. Men kan man tro på det? Jeg ved det ikke, og måske lader jeg være med at stemme«, siger Jill Haynes. De lokale Labour-folk og lederne i London ved, at der er millioner som Jill Forster rundt omkring i landet. Derfor er hovedopgaven for Labour denne gang at overbevise unge som hende samt partiets traditionelle vælgere om, at kun Labour tager deres bekymringer alvorligt. Partiets valggrundlag bygger på traditionelle socialdemokratiske værdier, og ud over beskæftigelsen slår Tony Blair næsten dagligt de konservative oven i hovedet med deres krav om en privatisering af sundhedssektoren. »Hvis vi får et system, hvor de, der betaler, bliver hurtigere og bedre behandlet end de, der ikke kan, ja så skrider hele ideen om et ligeværdigt og retfærdigt samfund«, sagde Blair på et af sine pressemøder i Labour-hovedkvarteret forleden. Storhed og fald Den slags tale går rent ind i Hartlepool. For 100 år siden var byens havn en af de vigtigste i landet, der indtil 1945 beherskede verdenshavene. Få kilometer fra byen brød titusindvis af arbejdere kul til de fabrikker, der leverede industrivarer til hele verden, og byerne i de tætbefolkede industriområder omkring Newcastle var ved at eksplodere af aktivitet. I dag er en af de største virksomheder i Hartlepool sydkoreanske Samsung, og det nye Business-center overfor er finansieret af EU, som ellers ikke er i høj kurs på disse kanter. Minerne er lukket, og havnen er blevet til et meget vellykket levende museum. Men arbejderne er der stadig, og ved de seneste valg har Labour vundet stort. Det bliver noget sværere ved parlamentsvalget 5. maj, mener den pensionerede industriarbejder Martin Jones, der er på vej til et møde med gamle venner i Industriarbejdernes klub bag byens teater. »Labour vinder igen, for de har gjort meget godt. De har fået bugt med kriminaliteten og de unge bøller, som var en plage, og sundhedssektoren fungerer ordentligt. Så de er sikre. I hvert fald her i Hartlepool. Men andre valgkredse i området kan falde, for mange er skuffede over Labour«. Den gamle arbejder har oplevet britisk industris storhed og fald. Nu håber han på mere stabile forhold, men det er fortsat op ad bakke. »Se hvordan de lukkede Rover-fabrikken for nogle dage siden. Vi har lavet biler i Storbritannien i næsten 100 år. Nu er det slut, og derfor skal vi passe på resten«, siger han. Ordrebogen tom Frygten for flere masseafskedigelser som på Rover i Birmingham, hvor 6.000 mand mister deres job, lurer også i Newcastle. Her er det lokale parlamentsmedlem for Labour i fare, for ordrebogen på Swan Hunter-værftet i byen er ved at være tom. Men Nick Brown, Labours lokale mand i Underhuset siden 1983, forsøger at afdramatisere situationen. Han er tæt knyttet til finansminister George Brown, og med sine gode forbindelser til regeringen forsøger han at overtale forsvarsministeriet til at bygge et kombineret hangar- og hospitalsskib på værftet. For under møderne med vælgere i distriktet slår Nick Brown igen og igen fast, at England er og fortsat skal være et industriland: briterne kan ikke kun leve af at sælge tjenesteydelser. Det kan de fleste af de 8.000 lønmodtagere i området, der er direkte eller indirekte afhængige af værftet, i hvert fald ikke, og job var øverst på dagsordenen, da Labours kandidater i det nordøstlige England offentliggjorde deres valggrundlag forleden. Men Labour skaber især beskæftigelse i den offentlige sektor, konstaterer en helt ny rapport fra universitetet i Sheffield. Siden 1997, da Labour kom til magten, har det nordøstlige England mistet over 31.000 job i den private sektor - og fået 68.000 i den offentlige. Afstanden mellem det nordlige og sydlige England med de mange nye arbejdspladser bliver større og større, hvilket gør flere af de lokale Labour-politikere urolige. Morgenluft Det er der al mulig grund til. Tidligere meget sikre valgkredse er i fare, og selv i det normalt Labour-sikre Hartlepool vejrer den lokale kandidat for de liberale demokrater, Jody Dunn, morgenluft. Der er masser af aktivitet i valghovedkvarteret på York Street, hvor de liberales gule farver lyser op blandt husene i den mildt sagt nedslidte og østeuropæisk udseende bymidte. Hun og de liberale kører meget på skolevæsenet. Her har Labour ikke leveret varen, siger en af de liberale, og det er både partiets arbejder- og middelklassevælgere stærkt utilfredse med. Derfor slog de lokale Labour-ledere ved præsentationen af deres lokale valgmanifest også på fortsatte forbedringer af det offentlige skolevæsen, som den konservative regeringen inden 1997 havde ladet forfalde. Skolen og uddannelsesvæsenet er en anden af Labours slagnumre, og her er meningerne også delte. Det var de i hvert fald, da en gruppe studerende ved universitetet i Durham kom i voldsom diskussion om Labour-regeringens indførelse af gebyrer for at gå på universitetet. Diskussionen fandt sted ved indgangen til universitetsbiblioteket 100 meter fra den imponerende katedral i Durham, hvor Tony Blair voksede op. Durham er en af de kredse, Labour risikerer at tabe, og Sarah, en af de studerende forklarer hvorfor. »Blairs løgne om krigen i Irak og det gebyr, vi betaler for at gå her, får mange studerende til at stemme på de liberale. På den anden side får de fattigste studerende en række fordele, og Blair vil satse på de højere uddannelser i de næste år. Så det bliver svært at vælge«.