FN tillod svindel med olie for mad

Mens Irak var ramt af internationale sanktioner og tusinder af irakiske børn døde af sult og medicinmangel, ophobede Saddam Hussein store formuer. Det skete takket være bestikkelse, der blev muliggjort af det omstridte olie for mad-program, og som var FN's ansvar. I slutningen af 2000, da Saddam Hussein for alvor fik travlt med at skumme fløden af FN's olie for mad-program, begyndte forlydender om dette hurtigt at spredes blandt de ansvarlige for programmet i FN. Olieindustriens eksperter fortalte medlemmer af FN's Sikkerhedsråd og generalsekretær Kofi Annans stab, at Irak forlangte penge under bordet af sine oliehandelspartnere. Den britiske FN-mission udsendte en rapport til rådets medlemmer med en beskrivelse af, hvad den kaldte »det systematiske misbrug af programmet« og Iraks afpresning af sine oliekunder og leverandører i form af returkommissioner for leverancerne. Da rapporten landede i FN's komité for sanktioner mod Irak, som var den instans, der skulle godkende alle kontrakter med Irak, vakte det ikke meget røre. Der blev ikke grebet ind og end ikke holdt et officielt møde om beskyldningerne, siger diplomater i dag. Undersøgt Siden Saddam Husseins fald er olie for mad-programmet blevet set langt grundigere efter i sømmene, end tilfældet var i de seks år, det fungerede. I Washington skønner General Accountability Office, USA's svar på en rigsrevision, at Saddam Hussein omdirigerede mindst 10 milliarder dollar (60 milliarder kroner) fra programmet gennem ulovlig handel med olie og forlangte returkommissioner af firmaer, der gjorde forretninger i Irak med FN's velsignelse. En række undersøgelser, der nu er på vej i Washington, Irak og FN koncentrerer sig nu om ét spørgsmål: Hvordan kunne Saddam Hussein opbygge så store mængder kapital, mens Irak var underlagt internationale sanktioner? En gennemgang af programmet, det største i FN's historie, peger på et ganske enkelt svar: FN lod ham slippe af sted med det. »Alle sagde, at det var frygtelig pinligt og i strid med folkeretten, men det kneb med lysten til at give sig i kast med problemet«, siger Peter van Walsum, en hollandsk diplomat, der var leder af FN's komité for sanktioner mod Irak i 1999 og 2000. Han husker tilbage på diskussionerne om illegale overpriser på olie: »Vi tog aldrig klare beslutninger om noget som helst, så i praksis så vi igennem fingre med tingene«. Bestikkelse Nu siger tidligere embedsmænd og diplomater, der har været direkte involveret i programmet, at bestikkelses- og returkommissionsmafiaen var en almindelig kendt 'hemmelighed' i årevis. Programmet, der blev skabt i 1996, var et ambitiøst forsøg på at opretholde det internationale pres på Irak for at få landet til at nedruste, samtidig med, at verdenssamfundet ville hjælpe det irakiske folk med at overleve de sanktioner, der var blevet pålagt Saddam Husseins styre efter invasionen af Kuwait i 1990. Indsatsen var finansieret gennem salget af irakisk olie. Et politisk kompromis tillod Irak selv at bestemme, hvem det ville sælge sin olie til og købe fødevarer af. FN skulle sikre, at Irak tog en rimelig pris for olien, og at indtægten blev brugt til at købe nødhjælp og ikke omdirigeret til Saddam Husseins konti eller brugt til ulovlige våbenkøb. Da pengestrømmen var størst, stod FN, med et årsbudget på kun 1,5 milliarder dollar, for at indsamle og udbetale hele 10 milliarder dollar om året i irakiske olieprovenuer. På trods af et kompliceret system til at kontrollere olie for mad-kontrakterne synes korruption ikke på noget tidspunkt at have været det, der bekymrede de implicerede parter mest. USA og Storbritannien var mest optaget af at holde komponenter til ulovlige våben ude af Irak. For FN-bureaukratiets vedkommende var den vigtigste prioritet at sikre stabile vareforsyninger til det irakiske folk. Slagmarken i FN I FN-bygningens korridorer blev programmet en slagmark for de 15 lande med sæde i Sikkerhedsrådet og deres modstridende økonomiske interesser og politiske dagsordener, siger diplomater. De samme lande sad i FN's komité for sanktioner mod Irak, hvor der kun blev skredet ind i tilfælde af enstemmighed og ethvert medlem kunne blokere for indgreb. Den manglende koordinering af programmet fremgik tydeligt af, at skønt FN's revisorer udsendte 55 rapporter om programmet, har flere diplomater i interview sagt, at de end ikke har set dem. I sidste instans gjorde et indviklet sammenspil af politisk og økonomisk pres, at programmet var udsat for korruption. Van Walsum, den pensionerede hollandske diplomat, siger, at han sommetider havde indtryk af, at hans kolleger i diplomatiet ikke ønskede at høre om den potentielle risiko for svindel, fordi de var optaget af at tilgodese velvillige firmaer og udenlandske allierede, der var ivrige efter at handle med Irak. »Alle boede i det samme hus af glas«, siger han. Korruption På den ene side fungerede programmet godt. Ifølge General Accountability Office, rigsrevisionen under USA's kongres, sikrede programmet 24 millioner irakere mad, medicin og tøj. Børns underernæring aftog, og befolkningens fald i middellevetid blev standset, viser tal fra FN. Men undervejs godkendte Sikkerhedsrådet nogle foranstaltninger, der udsatte programmet for korruption. I 1996 accepterede Saddam Hussein først programmet, efter at han havde fået en væsentlig indrømmelse: Mens FN skulle kontrollere Iraks olieindtægter, skulle Irak selv forhandle om sine oliekontrakter og købet af udstyr. Dette arrangement, mener General Accountability Office, »kan have bidraget afgørende til, at Irak fik mulighed for at kræve ulovlige overpriser og returkommissioner«. I 1999 ophævede Sikkerhedsrådet så alle begrænsninger af, hvor meget olie Irak måtte sælge. Protester Samtidig forhalede USA og Storbritannien godkendelsen af kontrakter, som de frygtede kunne sikre Irak materiel eller udstyr, der kunne bruges i fremstillingen af masseødelæggelsesvåben. Dette foruroligede de FN-myndigheder, der forsøgte at forbedre irakernes levestandard og fremkaldte protester fra medlemmer af Sikkerhedsrådet, der gik ind for en liberalisering af samhandlen med Irak. Ifølge van Walsum mente selv lande, der gik ind for sanktioner, at olie for mad-programmet ikke havde udartet sig til olie for-masseødelæggelsesvåben. Under pres fra andre lande gik USA og Storbritannien med til endnu flere og mere vidtgående kompromiser i sanktionssystemet. De forskellige medlemmer af Sikkerhedsrådet havde forskellige tolerancetærskler over for misbruget, forklarer Michel Tellings, en af de tre FN-folk, der havde til opgave at overvåge Iraks salg af olie. Da USA og andre lande ville have, at sanktionskomiteen skulle konfrontere Syrien med ulovlig oliehandel, blokerede Rusland og Frankrig for det, fordi de mente, at man ikke skulle hænge Syrien ud, når USA nægtede at efterforske Iraks lige så indbringende oliehandel med landets allierede Jordan og Tyrkiet. Indtjening En undersøgelse foretaget af den amerikanske Kongres skønner, at Irak tjente 5,7 milliarder dollar på at sælge olie uden om FN's kontrolprogram, samtidig med at olie for mad-programmet manglede penge til forsyninger af nødhjælp. Saddam Husseins regering forlangte bestikkelsespenge i forbindelse med næsten alle de kontrakter, den indgik fra og med 2000, fremgår det af dokumenter fra irakiske ministerier, som New York Times er i besiddelse af. De irakiske ledere instruerede deres ministerier om at meddele udenlandske firmaer, at de skulle indbetale et beløb svarende til 10 procent af de indgåede kontrakters værdi på udenlandske bankkonti, hvilket var en overtrædelse af FN's sanktioner. For at kunne gøre det, siger irakiske myndighedspersoner, hævede leverandørerne priserne på deres varer. Imens korruptionen bredte sig, diskuterede de vestlige lande det rimelige eller urimelige i, at Irak overhovedet var omfattet af sanktioner, mange år efter, at Saddam Husseins hær var fordrevet fra Kuwait. Men penge var der rigeligt af. De lå bare hos de forkerte.